| Grindadráp - En kæmpestor oplevelse Fortalt af Torben "Befaren" Pedersen |
Grindaboð
Om morgenen den 9-9-1961 da vi løb ind i fjorden til Klaksvig blev vi til vores store
forbavselse mødt af et stort opbud af store og små fartøjer.
Hvad mon der var på færde?
Dette blev vi imidlertid hurtigt bekendt med, da det gik som en løbeild gennem NIELS
EBBESEN, at der var grindebud, hvilket er nok kun de færreste der opnår at få denne
kæmpemæssige oplevelse; at være vidende til grindedrab.
Allerede ude i fjorden kunne vi se hvordan færingerne huggede løs på de trængte
hvaler. Få timer efter var vi kommet godt til kajen i Klaksvig og så, hvordan folk
stimlede sammen, alle meget opstemte, spejdende ud over fjorden, og lidt efter
middagstid kunne man høre hvordan stemningen steg, da man nu havde fået jaget
flokken af grinder dybt ind i fjorden mod havnen.
Det var et imponerende skue at se alle de mange fartøjer lige fra store kuttere til de
små karakteristiske Færø både, der blev roet med kraftige åretag af råbende og
skrigende færinger, der med tovværk, hvor der var fastgjort sten i enden, slog ned i
vandet for at piske det til skum, så der opstod luftblærer i vandet. Efter hvad vi fik fortalt,
skulle det være noget der gjorde grinderne bange, så med disse stenkast kunne man
således genne hele flokken ind i selve havnen.
Det hed sig, at der var op imod et halvt hundrede grinder, og der gik ikke lang tid før
hele flokken af grinder var drevet helt ind i bunden af havnen og nu var det kun de små
Færø både der afspærrede for grinderne, så der var ingen vej tilbage for dem,
hvorefter aflivningen kom i gang.
Med knive, spyd og kroge blev grinderne aflivet af folk fra Færø bådene og andre, der
stod mere eller mindre i vand til livet, vandet blev rødt af alt det blod der drev ud fra
dyrene, og på kajen var der nu flere hundrede tilskuere af færinger, der var vidne til
det store drama.
Ved kaj kanten var der, hvad man kunne kalde en sliske, der gik langt ned under
vandlinien, og som ellers blev brugt, når man havde behov for at få mindre både
op på kajen, hvorfor man havde forholdsvis let ved at trække de store dyr op på
selve kajen, og her begyndte andre færinger at flænse grindekroppene op med
deres grindeknive.
For os ikke færinger, var det noget af en dramatisk oplevelse, hvor nogle tog direkte
afstand fra den voldsomme måde det foregik på, men man kunne se, at for færingerne
var det noget der virkeligt bragte sindene i kog og naturfolket op i dem, ligesom det vel
også er noget af en tradition for dem, samtidig med at det jo gav mad på bordet, - og
det var både unge og gamle, ja sågar børn der deltog i slagtningen.
Herefter blev alle herlighederne kørt bort på biler, trillebøre, cykler og hvad der ellers
kunne bære et stykke grindekød, og da det langt om længe var overstået, og de
modigste af os kom frem i forreste række, kunne man stadig godt fornemme stemningen
Om morgenen den 9-9-1961 da vi løb ind i fjorden til Klaksvig blev vi til vores store
forbavselse mødt af et stort opbud af store og små fartøjer.
Hvad mon der var på færde?
Dette blev vi imidlertid hurtigt bekendt med, da det gik som en løbeild gennem NIELS
EBBESEN, at der var grindebud, hvilket er nok kun de færreste der opnår at få denne
kæmpemæssige oplevelse; at være vidende til grindedrab.
Allerede ude i fjorden kunne vi se hvordan færingerne huggede løs på de trængte
hvaler. Få timer efter var vi kommet godt til kajen i Klaksvig og så, hvordan folk
stimlede sammen, alle meget opstemte, spejdende ud over fjorden, og lidt efter
middagstid kunne man høre hvordan stemningen steg, da man nu havde fået jaget
flokken af grinder dybt ind i fjorden mod havnen.
Det var et imponerende skue at se alle de mange fartøjer lige fra store kuttere til de
små karakteristiske Færø både, der blev roet med kraftige åretag af råbende og
skrigende færinger, der med tovværk, hvor der var fastgjort sten i enden, slog ned i
vandet for at piske det til skum, så der opstod luftblærer i vandet. Efter hvad vi fik fortalt,
skulle det være noget der gjorde grinderne bange, så med disse stenkast kunne man
således genne hele flokken ind i selve havnen.
Det hed sig, at der var op imod et halvt hundrede grinder, og der gik ikke lang tid før
hele flokken af grinder var drevet helt ind i bunden af havnen og nu var det kun de små
Færø både der afspærrede for grinderne, så der var ingen vej tilbage for dem,
hvorefter aflivningen kom i gang.
Med knive, spyd og kroge blev grinderne aflivet af folk fra Færø bådene og andre, der
stod mere eller mindre i vand til livet, vandet blev rødt af alt det blod der drev ud fra
dyrene, og på kajen var der nu flere hundrede tilskuere af færinger, der var vidne til
det store drama.
Ved kaj kanten var der, hvad man kunne kalde en sliske, der gik langt ned under
vandlinien, og som ellers blev brugt, når man havde behov for at få mindre både
op på kajen, hvorfor man havde forholdsvis let ved at trække de store dyr op på
selve kajen, og her begyndte andre færinger at flænse grindekroppene op med
deres grindeknive.
For os ikke færinger, var det noget af en dramatisk oplevelse, hvor nogle tog direkte
afstand fra den voldsomme måde det foregik på, men man kunne se, at for færingerne
var det noget der virkeligt bragte sindene i kog og naturfolket op i dem, ligesom det vel
også er noget af en tradition for dem, samtidig med at det jo gav mad på bordet, - og
det var både unge og gamle, ja sågar børn der deltog i slagtningen.
Herefter blev alle herlighederne kørt bort på biler, trillebøre, cykler og hvad der ellers
kunne bære et stykke grindekød, og da det langt om længe var overstået, og de
modigste af os kom frem i forreste række, kunne man stadig godt fornemme stemningen
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
