| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Fregatten THETIS med 22 civile ombord til Grønland 26 juni, 1946 Artikel foranlediget af Leo Lund, med følgende kommentar: |
Det jeg søgte efter var en mulighed for at kontakte en eller anden i Færingehavn, som evt. kunne levere et foto el. lign. som viser
placeringen af "Thetis Skær", for det nager mig stadig, at søkortarkivets chef ikke ville lade os vise et kortudklip på hjemmesiden.
Jeg fandt ingen kontaktmulighed, da Færingehavn tilsyneladende er forladt for mange år siden. Men i min søgning faldt jeg
tilfældigvis over en artikel i Kamikposten, hvoraf det fremgår, at "THETIS" var indblandet i anlæggelsen af Thule basen.
Det var godt nok adskillige år før vores maritime tid, men det er da meget interessant at læse om, hvad fregatten også har været
involveret i.
I øvrigt er det pussigt, at de barakker, der omtales i artiklen, er jeg sandsynligvis stødt på, da jeg i 1968 kom til Viborg. I "mit" firma
Scanlace havde man nogle maskinhaller, som blev kaldt "Grønlandshuset". Det var barakker, som var købt på en auktion for
overskuds/skrottede materialer fra Thule basen. Sådan hænger tingene somme tider sammen på en mærkelig måde.
placeringen af "Thetis Skær", for det nager mig stadig, at søkortarkivets chef ikke ville lade os vise et kortudklip på hjemmesiden.
Jeg fandt ingen kontaktmulighed, da Færingehavn tilsyneladende er forladt for mange år siden. Men i min søgning faldt jeg
tilfældigvis over en artikel i Kamikposten, hvoraf det fremgår, at "THETIS" var indblandet i anlæggelsen af Thule basen.
Det var godt nok adskillige år før vores maritime tid, men det er da meget interessant at læse om, hvad fregatten også har været
involveret i.
I øvrigt er det pussigt, at de barakker, der omtales i artiklen, er jeg sandsynligvis stødt på, da jeg i 1968 kom til Viborg. I "mit" firma
Scanlace havde man nogle maskinhaller, som blev kaldt "Grønlandshuset". Det var barakker, som var købt på en auktion for
overskuds/skrottede materialer fra Thule basen. Sådan hænger tingene somme tider sammen på en mærkelig måde.
Tilladelsen til at benytte artiklen er modtaget fra webmasteren af Kamikposten Anders Nilsson med følgende
kommentar:
Kære Gunnar Axelsen,
Tak for din anmodning om at benytte artiklen på Maritime Venner's hjemmeside.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle give nogen problemer, at du benytter artiklen som ønsket.
Jeg kan se, at jeg engang i 1999 har fået tilladelse til at bringe den i Atagu, selv om jeg ikke husker hvordan og hvorfor, men da
såvel Atagu (nu Kamikposten) som jeres hjemmeside Maritime Venner er ikke-kommercielle, så antager jeg at vi anvender
teksten, som det har været skribentens hensigt: at så mange som muligt skal have glæde af at læse den.
Jeg vil lægge et link ind på Kamikposten til jeres hjemmeside. Folk i Grønland og i Danmark med interesse for Grønland, har
godt af at lære lidt om Grønland – se fra søsiden.
Med venlig hilsen
Anders Nilsson
kommentar:
Kære Gunnar Axelsen,
Tak for din anmodning om at benytte artiklen på Maritime Venner's hjemmeside.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle give nogen problemer, at du benytter artiklen som ønsket.
Jeg kan se, at jeg engang i 1999 har fået tilladelse til at bringe den i Atagu, selv om jeg ikke husker hvordan og hvorfor, men da
såvel Atagu (nu Kamikposten) som jeres hjemmeside Maritime Venner er ikke-kommercielle, så antager jeg at vi anvender
teksten, som det har været skribentens hensigt: at så mange som muligt skal have glæde af at læse den.
Jeg vil lægge et link ind på Kamikposten til jeres hjemmeside. Folk i Grønland og i Danmark med interesse for Grønland, har
godt af at lære lidt om Grønland – se fra søsiden.
Med venlig hilsen
Anders Nilsson
Anlæggelsen af Vejrstationen i Thule
Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag
og uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.
Forhistorien til anlæg af Thule Air Base
Da den Danske Ambassadør Henrik Kaufmann i Washington, DC. U.S.A. umiddelbart efter Danmarks besættelse i
1940, opnåede en aftale med USA's regering om forsvaret af Grønland, omfattede denne, at der kunne oprettes
flybaser og de nødvendige vejrstationer på de grønlandske kyster. Før og under 2. verdenskrig var Grønland et af de
områder på verdenskortet, der havde mange hvide pletter med hensyn til meteorologiske observationer.
I Thule, der oprindeligt var grundlagt af Knud Rasmussen som udgangspunkt for arktiske ekspeditioner, bl.a. 5.
Thule ekspedition, var det kun den lokale telegrafist der tog sig af vejrobservationerne, udstyret med amerikansk
apparatur; resultatet var begrænset.
Amerikanske baser i Grønland
Som følge af forsvarsaftalen blev der anlagt et antal flybaser:
• H hovedbasen Bluie West 1 på Narsarsuaq i syd
• Bluie East 2 ved Ikateq i øst og
• Bluie West 8 i bunden af Søndre Strømfjord på vestkysten.
• Bluie West 3 blev oprettet som indflyvningsstation, med radio- og vejrtjeneste, til BW1 på øen Simiutaq i
mundingen af Skovfjord, og Narsaq Point midtvejs imellem Simiutaq og Narsarsuaq supplerede indflyvning
med radio og vejr.
• Langs Østkysten blev der bygget mindre stationer for at observere vejret, bemandet med amerikansk
personel. Radiostationerne i Ammassalik og Scoresby Sund supplerede denne tjeneste.
Prins Christians Sund ved Kap Farvel var første og sidste punkt i Grønland på vejen over Atlanten, et vigtigt
navigationspunkt for militærflyene på vej fra U.S.A. til Europa's slagmarker. På vestkysten fungerede de bestående
radiostationer også med lokal vejrtjeneste, dog med begrænset effektivitet, men alle observationer blev videresendt
til det amerikanske vejrbureau, og vejrudsigter for baseområderne blev dagligt udarbejdet.
Den brede slette foran Thule bræen
Da den Norsk-Amerikanske polarflyver oberst Bernth Balchen, der havde medvirket ved oprettelsen af Narsarsuaq
flybasen, ved besøg havde besigtiget den brede slette foran Thule bræen, kunne han konstatere at den ville være
velegnet til en flyveplads. Ønsket om en flyveplads, der foruden de militære interesser også kunne komme den
lokale befolkning, og eventuelle ekspeditioner til nytte, blev fremført for de Danske myndigheder, og det blev
besluttet, at oprette en radio- og vejrstation på basis af en joint Danish-American operation, således, at stationen
var under dansk ledelse med både dansk og amerikansk mandskab, til at varetage den daglige drift.
Stationen anlægges
I løbet af juni og juli 1946 ankom et antal amerikanske skibe til Thulebugten i Wolstenholmfjorden på position 76
33'N og 68 49'W, med mandskab, materiel og proviant til opførelse af barakker, der skulle huse en ny radio- og
vejrstation på stedet, der kaldes Pitugfik af den lokale befolkning. Bulldozere og andet tungt udstyr blev sejlet ind på
den flade strand af landgangsfartøjer, foruden træ til barakkerne, generatorer til elektricitet, vejr- instrumenter,
radiomateriel og antennemaster.
Syd for denne barakby blev der anlagt en midlertidig landingsbane for fly, med en længde på ca. 1500 meter, der
kun var en grusbane over et net af jernriste. Landingsbanen blev benyttet af DC-3'ere DC-4'ere og B-17, flyvende
fæstning, der fløj forsyninger ind, og skulle transportere materiel til en ny station i Canada's Northwest Territories på
Ellesmere Island, Eureka Sound. Denne nye station var en joint Canadian-American operation.
Den danske deltagelse i opgaven
Lad os springe lidt i beretningen.
Som nævnt skulle Thule stationen være et Joint Danish-American projekt, Dansk mandskab skulle antages til en
besætning. I København var der foretaget ansættelsesinterviews, og det var ikke lige let at finde egnet personale,
med de nødvendige kvalifikationer som maskinfolk, radioteknikere og telegrafister; krigen havde forhindret mange i
at få den nødvendige uddannelse. Det var Ingeniør Julius Galster, der på vegne af Grønlands Styrelse stod for
samtalerne med dem, der var interesserede i et job. Der skulle i sommeren 1946 opsendes mandskab til alle de
gamle stationer foruden Thule, i alt 45-50 mand; de skulle installeres på Narsarsuaq basen for at få et nødtørftig
kursus i vejrmæssige observationer, og alle skulle forsynes med beklædning velegnet til arktiske forhold efter model
US. Army.
Afsejling fra København
En dejlig sommeraften, onsdag den 26. juni 1946, samledes en gruppe mennesker på Langeliniekajen i
København, hvor fregatten THETIS lå fortøjet; anledningen var afrejse til Grønland for 22 civile, der skulle overtage
radio- og vejrtjenesten på et antal stationer fra amerikansk betjening. En gruppe af teknikere og telegrafister, der
ikke vidste hvorhen på kysten de skulle.
Passagererne var, med få undtagelser, ikke vant til at sejle, og bestemt ikke over Nordsøen og Nordatlanten selvom
det var sommer. Dønningerne over Nordsøen var nok de værste for der var mange, der måtte ofre til havguden,
vejret over Atlanten var godt, men det var sin egen sag at skulle tilbringe otte dage ombord på et marineskib, der
ikke var indrettet til så mange civile landkrabber.
Fra Narsarsuaq til Thule
Målet for Thetis var Ivigtut, hvor marineskonnerten "MÅGEN" lå og ventede os, for at sejle til Narsarsuaq hvorfra vi
skulle fordeles. Efter 6 ugers ophold blev vi i et hold på 10 mand sejlet til Ivigtut for at hente vor kommende
stationsleder Viggo Laursen, og videre derfra via Søndre Strømfjord til Thule, hvor vi ankom den 2. september og
gik i land den 3. september 1946. Vi var ankommet til vor arbejdsplads i de næste par år. U.S. "EVERGREEN",
hvormed vi ankom, blev sendt sydpå til Kûtdliqssat for at hente vor læge dr. Preben Morland.
De amerikanske ingeniører havde fået rejst stationens barakker, deriblandt den vi skulle bo i midlertidigt; det skulle
vise sig ikke at være særligt komfortabelt. 11 madrasser lå på gulvet med vor bagage imellem, og i den ene ende
stod et stort komfur hvor kokken skulle udføre sin kunst; vær så god, kom indenfor.
Stationen bygges
Efter ca. 8 dage ankom "NORDSTJERNEN" med byggematerialer til vor egen danske barak, og proviant til det
kommende år, dåsemad og een tønde gamle kartofler samt 2 levende grise og 2 levende gæs til julemaden.
Gæssene blev anbragt i en tremmekasse i barakken, mens grisene måtte friste tilværelsen i det fri ombejlet af
thuleboernes slædehunde, der også tog for sig af provianten, der måtte ligge frit på silamutten med en presenning
over.
I den kommende tid skulle der tages fat; vi skulle have en 30 meter lang barak opført inden polarmørket satte ind.
"Store Mester" Hans, een af vore skibskammerater fra "Thetis" var tømrer. Han og en ingeniør fra Asmussen &
Weber (Ak&We) kaldet "Luksus" samt Mikkel Jeremiassen var ankommet tidligere, og havde fået støbt et
fundament, der viste sig at være utilstrækkeligt til at modstå permafrostens bevægelser i forår og sommer.
Barakken bestod af præ-fabrikerede elementer, der absolut ikke var beregnet til de arktiske forhold vi skulle leve
under. Efter gulvet var lagt, vægelementerne rejst og tagspærene lagt op kunne vi holde rejsegilde den 13. sept og
hejse Dannebrog over Thule vejrstation for første gang.
6-8 uger senere var vi i stand til at flytte ind i Barakken, nogle i enkeltværelser, nogle få i dobbeltværelser.
Livet i barakken
Opvarmningen af barakken blev noget af et problem igennem den kolde vinter. Vi blev præsenteret for
støbejernskakkelovne i alle rum, og brændslet var dårlige kul fra Kûtdligssat, der ikke kunne holde ilden vedlige en
nat lang, og i køkkenet udtrykte kokken sig i mindre pænt ordvalg om vanskelighederne med at holde komfuret
igang. Vor vandforsyning bestod i, at skære is på en mindre sø på sletten et par gange om vinteren, det blev til ca.
60-70 kubikmeter is, der skulle smeltes og varmes op i komfuret før yderligere smeltning og brug kunne finde sted.
I løbet af vinteren nåede temperaturen ned på -38 , vandrørene til vaskerum og køkken frøs og måtte besværligt tøes
op igen, opholds- og spisestue var meget kolde, især hvis olieovnen som vi havde fået af amerikanerne, der også
forsynede os med petroleum, ikke var blevet fyldt op og var gået ud.
Maden udgjorde et eget problem, især i løbet af foråret og sommeren 1947. Der var et vist udvalg af proviant på
dåse, men det kneb for kokken at få overblik over indholdet, så der blev serveret hakkebøf i egen sovs en uges tid
af gangen, derefter blodbudding til den kasse var brugt op, og vi endte med at spise Corned Beef med tørrede
kartofler, venligst overladt os af vore amerikanske kammerater, der havde deres egne forsyninger, nogle af dem
leveret friske med fly fra U.S.A. hver måned.
Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag og
uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.
Telegrafbestyrer Kaldahl var vor kontaktmand til ham Styrelsen derhjemme. For at vise vor hengivenhed fik vi malet
et skilt til spisestuen med teksten " CIRCUS KALDAHL"; det vakte furore, når kolonibestyrer Egon Mørck
Rasmussen og andre var gæster.
Livet på stationen
En tilværelse i polarnatten med fire måneders mørketid gør noget ved mennesker. Mørket og isolationen lægger et
psykisk pres på alle - man kan ikke kende en velkendt person på 50 meters afstand kl 12:00 den 21. december.
Der er langt hjem til familien, og den officielle postgang varer uger, om vinteren op til 3 måneder. Adspredelser var
der ikke mange af, men julen blev fejret med kirkegang i Thule's lille kirke, hvor den lokale befolkning sang de
smukke kendte julesalmer, og på Pitugfik'n havde amerikanerne skaffet rigtige grantræer, der blev pyntet efter
bedste evne. Der blev også holdt kaffemik og dansemik med thulefolkene som gæster, og alle var glade.
Nytårsaften blev en aften hvor Danske og Amerikanere hilste på hinanden, med gode ønsker for det nye år. Hvor
mange tanker, der gik hjemover til familien ved jeg ikke, jeg selv havde vagt og stod i ballontårnet i den mørke
stjerneklare nat, for at følge en lille ballon med et lys under. Jo, der var langt hjem.
Ude over havet dækker isen så langt øjet rækker, og det er en kold tur, når man skal på besøg i Thule kolonien 2
km. væk; man går over isen og har man vinden imod sig bider det i næsen og ørene hvis man ikke er klædt rigtigt
på.
Om foråret og sommeren er der andre ting, der driller, nemlig polarkuller og tidsforskydning; man bliver vækket
klokken 8 om aftenen for at lave morgenmad. Kammeraterne laver grin med een, men har man vindue mod vest og
skinner solen ind, så kan man godt blive liggende.
Radiosondehytten brænder
Den 9. februar 1947 kl. 6:00 morgen. Der lyder råb om brand. En uhyggelig ting på en øde vejrstation uden
ordentligt sluknings udstyr. Det er vor RAWIN hytte, der brænder, den med Radiosonde modtageren, så vigtig for
ballon-observationerne i de højere luftlag hvor det blæser med orkanstyrke i -50 kulde.
Det var en varmekanon, der antændte olie, som var flydt ud på gulvet, hele hytten stod i flammer, og reserveudstyret
lå i kasser i samme hytte. Alle mand af hus, men vi kunne intet gøre i den frostklare morgen, alt var væk på en time.
Heldigvis var der oplagret en ekstra hytte med udstyr nede ved stranden. Vi kørte igen næste dags aften med det
nye grej.
Et fly havarerer i det allernordligste Grønland
En morgen i februar, den 23. da solen var kommet tilbage, blev der stort postyr på Thule vejrstation. Telegrafisten
Niels Lange og jeg selv var på den tidlige morgenvagt, da Lange hørte et SOS fra et B-29 fly, der var kommet i
vanskeligheder i det allernordligste Grønland, ca. 400 km nord for Thule. Amerikanerne foretog daglige
rekognoseringsflyvninger med meteorologiske og militære formål over nordkalotten, der udgik fra en base i
Fairbanks, Alaska. Så nært på den magnetiske nordpol kan man ikke stole på kompasset, så maskinen havde
mistet orienteringen og var nødlandet med mavelanding, heldigvis uden følger for besætningen. Der afgik melding til
U.S.A., der sendte en række VIP's til stedet for nødlandingen i hurtig udrykning. Efter et cowboyridt henover
snedriverne lykkedes det Lt. Bobbie Joe Cavnar, piloten på C-54 undsætningsflyet, atter at komme i luften med alle
mand ombord.
Livet i Thule-landet
Med lysets genkomst i marts måned kunne vi tage på slædeture ud over isen; doktor Morland og 2 af
telegrafisterne, Lange og Thane havde slæder og hundeforspand, og de blev flittigt brugt, når vi skulle til Thule eller
en tur til Kap Atoll eller Saunders ø, hvor Larsen's plads blev oprettet.
Også Amerikanerne havde opgaver, der skulle udføres i foråret. På øen Ellismere Island skulle der bygges en
vejrstation sammen med Canadierne, og al materiellet var oplagret i Thule. Det blev lastet ombord på et DC-3 fly
med ski, og fløjet over til stedet hvor der skulle bygges.
I en anden mission skulle en B-17 foretage fotoflyvninger over det nordlige Grønland, for at bedre kort kunne
udarbejdes. Skibe kom også til Thule fra U.S.A. blandt andet for at måle den naturlige radioaktivitet kaldet ßeta og
Gamma stråling, og andre med nye forsyninger og personale til udskiftning.
Når man ser tilbage på tiden i Thule, vinter og sommer 1946-1947 har vi haft oplevelser og fået minder for livet.
Forholdet til kammeraterne, både Amerikanske og Danske, forløb rimeligt godt, der var ingen slagsmål i dette
mandsdominerede samfund så fjernt fra Danmark, og forholdet til befolkningen, der for de fleste var prægtige
Thuleeskimoer, en egen stolt race, var også god.
Vi er stadig 3 mand af den gamle besætning, der lever.
Henning Groth, Johs.Lomholt og John Rasmussen.
Lad os mindes de kammerater, der ikke mere er iblandt os. Vi nævnes ikke i beretningerne som de gamle
polarforskere blev, men mon ikke vor gerning var ligeså betydningsfuld som deres, udført under barske arktiske
forhold i en kold og mørk polarnat.
Inuvdluaritse tamaasa
Johs. Lomholt
17. Sept. 1996
Johannes Lomholt, der venligst har stillet ovenstående beretning til rådighed for ATAGU's læsere, har i
en e-mail givet følgende korte efterberetning:
"Efter at have været tilbage i det sydlige Danmark i 3 år, rejste jeg atter til Grønland i 1950, blev ansat ved Prins
Christians Sund Vejrstation som Radiotekniker og var der et år, hvorefter jeg flyttede til Narssaq Point, og rejste så
endeligt hjem i Januar 1953. Opholdene både i Thule og det daværende Julianehåb distrikt gav mig mange nye
indtryk; først og fremmest naturen, men også fagligt og ikke mindst menneskeligt.
Da mæslinge-epedemien slog til i 1951 i syddistriktet anmodede lægen i Nanortaliq om assistance fra Prince
Christian. Tre mand var nødvendige for at afgive blod til serum, og de skulle have haft mæslinger. Vi var tre mand,
der tog afsted. Jakob Nielsen, udstedsbestyreren fra Augpilatoq hentede os til det lille udsted med ca. 300
beboere, og om eftermiddagen kom lægen og en sygeplejerske.
Jo, man lærer meget af at være sygepasser."
Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag
og uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.
Forhistorien til anlæg af Thule Air Base
Da den Danske Ambassadør Henrik Kaufmann i Washington, DC. U.S.A. umiddelbart efter Danmarks besættelse i
1940, opnåede en aftale med USA's regering om forsvaret af Grønland, omfattede denne, at der kunne oprettes
flybaser og de nødvendige vejrstationer på de grønlandske kyster. Før og under 2. verdenskrig var Grønland et af de
områder på verdenskortet, der havde mange hvide pletter med hensyn til meteorologiske observationer.
I Thule, der oprindeligt var grundlagt af Knud Rasmussen som udgangspunkt for arktiske ekspeditioner, bl.a. 5.
Thule ekspedition, var det kun den lokale telegrafist der tog sig af vejrobservationerne, udstyret med amerikansk
apparatur; resultatet var begrænset.
Amerikanske baser i Grønland
Som følge af forsvarsaftalen blev der anlagt et antal flybaser:
• H hovedbasen Bluie West 1 på Narsarsuaq i syd
• Bluie East 2 ved Ikateq i øst og
• Bluie West 8 i bunden af Søndre Strømfjord på vestkysten.
• Bluie West 3 blev oprettet som indflyvningsstation, med radio- og vejrtjeneste, til BW1 på øen Simiutaq i
mundingen af Skovfjord, og Narsaq Point midtvejs imellem Simiutaq og Narsarsuaq supplerede indflyvning
med radio og vejr.
• Langs Østkysten blev der bygget mindre stationer for at observere vejret, bemandet med amerikansk
personel. Radiostationerne i Ammassalik og Scoresby Sund supplerede denne tjeneste.
Prins Christians Sund ved Kap Farvel var første og sidste punkt i Grønland på vejen over Atlanten, et vigtigt
navigationspunkt for militærflyene på vej fra U.S.A. til Europa's slagmarker. På vestkysten fungerede de bestående
radiostationer også med lokal vejrtjeneste, dog med begrænset effektivitet, men alle observationer blev videresendt
til det amerikanske vejrbureau, og vejrudsigter for baseområderne blev dagligt udarbejdet.
Den brede slette foran Thule bræen
Da den Norsk-Amerikanske polarflyver oberst Bernth Balchen, der havde medvirket ved oprettelsen af Narsarsuaq
flybasen, ved besøg havde besigtiget den brede slette foran Thule bræen, kunne han konstatere at den ville være
velegnet til en flyveplads. Ønsket om en flyveplads, der foruden de militære interesser også kunne komme den
lokale befolkning, og eventuelle ekspeditioner til nytte, blev fremført for de Danske myndigheder, og det blev
besluttet, at oprette en radio- og vejrstation på basis af en joint Danish-American operation, således, at stationen
var under dansk ledelse med både dansk og amerikansk mandskab, til at varetage den daglige drift.
Stationen anlægges
I løbet af juni og juli 1946 ankom et antal amerikanske skibe til Thulebugten i Wolstenholmfjorden på position 76
33'N og 68 49'W, med mandskab, materiel og proviant til opførelse af barakker, der skulle huse en ny radio- og
vejrstation på stedet, der kaldes Pitugfik af den lokale befolkning. Bulldozere og andet tungt udstyr blev sejlet ind på
den flade strand af landgangsfartøjer, foruden træ til barakkerne, generatorer til elektricitet, vejr- instrumenter,
radiomateriel og antennemaster.
Syd for denne barakby blev der anlagt en midlertidig landingsbane for fly, med en længde på ca. 1500 meter, der
kun var en grusbane over et net af jernriste. Landingsbanen blev benyttet af DC-3'ere DC-4'ere og B-17, flyvende
fæstning, der fløj forsyninger ind, og skulle transportere materiel til en ny station i Canada's Northwest Territories på
Ellesmere Island, Eureka Sound. Denne nye station var en joint Canadian-American operation.
Den danske deltagelse i opgaven
Lad os springe lidt i beretningen.
Som nævnt skulle Thule stationen være et Joint Danish-American projekt, Dansk mandskab skulle antages til en
besætning. I København var der foretaget ansættelsesinterviews, og det var ikke lige let at finde egnet personale,
med de nødvendige kvalifikationer som maskinfolk, radioteknikere og telegrafister; krigen havde forhindret mange i
at få den nødvendige uddannelse. Det var Ingeniør Julius Galster, der på vegne af Grønlands Styrelse stod for
samtalerne med dem, der var interesserede i et job. Der skulle i sommeren 1946 opsendes mandskab til alle de
gamle stationer foruden Thule, i alt 45-50 mand; de skulle installeres på Narsarsuaq basen for at få et nødtørftig
kursus i vejrmæssige observationer, og alle skulle forsynes med beklædning velegnet til arktiske forhold efter model
US. Army.
Afsejling fra København
En dejlig sommeraften, onsdag den 26. juni 1946, samledes en gruppe mennesker på Langeliniekajen i
København, hvor fregatten THETIS lå fortøjet; anledningen var afrejse til Grønland for 22 civile, der skulle overtage
radio- og vejrtjenesten på et antal stationer fra amerikansk betjening. En gruppe af teknikere og telegrafister, der
ikke vidste hvorhen på kysten de skulle.
Passagererne var, med få undtagelser, ikke vant til at sejle, og bestemt ikke over Nordsøen og Nordatlanten selvom
det var sommer. Dønningerne over Nordsøen var nok de værste for der var mange, der måtte ofre til havguden,
vejret over Atlanten var godt, men det var sin egen sag at skulle tilbringe otte dage ombord på et marineskib, der
ikke var indrettet til så mange civile landkrabber.
Fra Narsarsuaq til Thule
Målet for Thetis var Ivigtut, hvor marineskonnerten "MÅGEN" lå og ventede os, for at sejle til Narsarsuaq hvorfra vi
skulle fordeles. Efter 6 ugers ophold blev vi i et hold på 10 mand sejlet til Ivigtut for at hente vor kommende
stationsleder Viggo Laursen, og videre derfra via Søndre Strømfjord til Thule, hvor vi ankom den 2. september og
gik i land den 3. september 1946. Vi var ankommet til vor arbejdsplads i de næste par år. U.S. "EVERGREEN",
hvormed vi ankom, blev sendt sydpå til Kûtdliqssat for at hente vor læge dr. Preben Morland.
De amerikanske ingeniører havde fået rejst stationens barakker, deriblandt den vi skulle bo i midlertidigt; det skulle
vise sig ikke at være særligt komfortabelt. 11 madrasser lå på gulvet med vor bagage imellem, og i den ene ende
stod et stort komfur hvor kokken skulle udføre sin kunst; vær så god, kom indenfor.
Stationen bygges
Efter ca. 8 dage ankom "NORDSTJERNEN" med byggematerialer til vor egen danske barak, og proviant til det
kommende år, dåsemad og een tønde gamle kartofler samt 2 levende grise og 2 levende gæs til julemaden.
Gæssene blev anbragt i en tremmekasse i barakken, mens grisene måtte friste tilværelsen i det fri ombejlet af
thuleboernes slædehunde, der også tog for sig af provianten, der måtte ligge frit på silamutten med en presenning
over.
I den kommende tid skulle der tages fat; vi skulle have en 30 meter lang barak opført inden polarmørket satte ind.
"Store Mester" Hans, een af vore skibskammerater fra "Thetis" var tømrer. Han og en ingeniør fra Asmussen &
Weber (Ak&We) kaldet "Luksus" samt Mikkel Jeremiassen var ankommet tidligere, og havde fået støbt et
fundament, der viste sig at være utilstrækkeligt til at modstå permafrostens bevægelser i forår og sommer.
Barakken bestod af præ-fabrikerede elementer, der absolut ikke var beregnet til de arktiske forhold vi skulle leve
under. Efter gulvet var lagt, vægelementerne rejst og tagspærene lagt op kunne vi holde rejsegilde den 13. sept og
hejse Dannebrog over Thule vejrstation for første gang.
6-8 uger senere var vi i stand til at flytte ind i Barakken, nogle i enkeltværelser, nogle få i dobbeltværelser.
Livet i barakken
Opvarmningen af barakken blev noget af et problem igennem den kolde vinter. Vi blev præsenteret for
støbejernskakkelovne i alle rum, og brændslet var dårlige kul fra Kûtdligssat, der ikke kunne holde ilden vedlige en
nat lang, og i køkkenet udtrykte kokken sig i mindre pænt ordvalg om vanskelighederne med at holde komfuret
igang. Vor vandforsyning bestod i, at skære is på en mindre sø på sletten et par gange om vinteren, det blev til ca.
60-70 kubikmeter is, der skulle smeltes og varmes op i komfuret før yderligere smeltning og brug kunne finde sted.
I løbet af vinteren nåede temperaturen ned på -38 , vandrørene til vaskerum og køkken frøs og måtte besværligt tøes
op igen, opholds- og spisestue var meget kolde, især hvis olieovnen som vi havde fået af amerikanerne, der også
forsynede os med petroleum, ikke var blevet fyldt op og var gået ud.
Maden udgjorde et eget problem, især i løbet af foråret og sommeren 1947. Der var et vist udvalg af proviant på
dåse, men det kneb for kokken at få overblik over indholdet, så der blev serveret hakkebøf i egen sovs en uges tid
af gangen, derefter blodbudding til den kasse var brugt op, og vi endte med at spise Corned Beef med tørrede
kartofler, venligst overladt os af vore amerikanske kammerater, der havde deres egne forsyninger, nogle af dem
leveret friske med fly fra U.S.A. hver måned.
Kasserne med Corned Beef varede i tre måneder, og retten blev serveret med tomatketchup til middag een dag og
uden ketchup til aftensmad, næste dag var det omvendt.
Telegrafbestyrer Kaldahl var vor kontaktmand til ham Styrelsen derhjemme. For at vise vor hengivenhed fik vi malet
et skilt til spisestuen med teksten " CIRCUS KALDAHL"; det vakte furore, når kolonibestyrer Egon Mørck
Rasmussen og andre var gæster.
Livet på stationen
En tilværelse i polarnatten med fire måneders mørketid gør noget ved mennesker. Mørket og isolationen lægger et
psykisk pres på alle - man kan ikke kende en velkendt person på 50 meters afstand kl 12:00 den 21. december.
Der er langt hjem til familien, og den officielle postgang varer uger, om vinteren op til 3 måneder. Adspredelser var
der ikke mange af, men julen blev fejret med kirkegang i Thule's lille kirke, hvor den lokale befolkning sang de
smukke kendte julesalmer, og på Pitugfik'n havde amerikanerne skaffet rigtige grantræer, der blev pyntet efter
bedste evne. Der blev også holdt kaffemik og dansemik med thulefolkene som gæster, og alle var glade.
Nytårsaften blev en aften hvor Danske og Amerikanere hilste på hinanden, med gode ønsker for det nye år. Hvor
mange tanker, der gik hjemover til familien ved jeg ikke, jeg selv havde vagt og stod i ballontårnet i den mørke
stjerneklare nat, for at følge en lille ballon med et lys under. Jo, der var langt hjem.
Ude over havet dækker isen så langt øjet rækker, og det er en kold tur, når man skal på besøg i Thule kolonien 2
km. væk; man går over isen og har man vinden imod sig bider det i næsen og ørene hvis man ikke er klædt rigtigt
på.
Om foråret og sommeren er der andre ting, der driller, nemlig polarkuller og tidsforskydning; man bliver vækket
klokken 8 om aftenen for at lave morgenmad. Kammeraterne laver grin med een, men har man vindue mod vest og
skinner solen ind, så kan man godt blive liggende.
Radiosondehytten brænder
Den 9. februar 1947 kl. 6:00 morgen. Der lyder råb om brand. En uhyggelig ting på en øde vejrstation uden
ordentligt sluknings udstyr. Det er vor RAWIN hytte, der brænder, den med Radiosonde modtageren, så vigtig for
ballon-observationerne i de højere luftlag hvor det blæser med orkanstyrke i -50 kulde.
Det var en varmekanon, der antændte olie, som var flydt ud på gulvet, hele hytten stod i flammer, og reserveudstyret
lå i kasser i samme hytte. Alle mand af hus, men vi kunne intet gøre i den frostklare morgen, alt var væk på en time.
Heldigvis var der oplagret en ekstra hytte med udstyr nede ved stranden. Vi kørte igen næste dags aften med det
nye grej.
Et fly havarerer i det allernordligste Grønland
En morgen i februar, den 23. da solen var kommet tilbage, blev der stort postyr på Thule vejrstation. Telegrafisten
Niels Lange og jeg selv var på den tidlige morgenvagt, da Lange hørte et SOS fra et B-29 fly, der var kommet i
vanskeligheder i det allernordligste Grønland, ca. 400 km nord for Thule. Amerikanerne foretog daglige
rekognoseringsflyvninger med meteorologiske og militære formål over nordkalotten, der udgik fra en base i
Fairbanks, Alaska. Så nært på den magnetiske nordpol kan man ikke stole på kompasset, så maskinen havde
mistet orienteringen og var nødlandet med mavelanding, heldigvis uden følger for besætningen. Der afgik melding til
U.S.A., der sendte en række VIP's til stedet for nødlandingen i hurtig udrykning. Efter et cowboyridt henover
snedriverne lykkedes det Lt. Bobbie Joe Cavnar, piloten på C-54 undsætningsflyet, atter at komme i luften med alle
mand ombord.
Livet i Thule-landet
Med lysets genkomst i marts måned kunne vi tage på slædeture ud over isen; doktor Morland og 2 af
telegrafisterne, Lange og Thane havde slæder og hundeforspand, og de blev flittigt brugt, når vi skulle til Thule eller
en tur til Kap Atoll eller Saunders ø, hvor Larsen's plads blev oprettet.
Også Amerikanerne havde opgaver, der skulle udføres i foråret. På øen Ellismere Island skulle der bygges en
vejrstation sammen med Canadierne, og al materiellet var oplagret i Thule. Det blev lastet ombord på et DC-3 fly
med ski, og fløjet over til stedet hvor der skulle bygges.
I en anden mission skulle en B-17 foretage fotoflyvninger over det nordlige Grønland, for at bedre kort kunne
udarbejdes. Skibe kom også til Thule fra U.S.A. blandt andet for at måle den naturlige radioaktivitet kaldet ßeta og
Gamma stråling, og andre med nye forsyninger og personale til udskiftning.
Når man ser tilbage på tiden i Thule, vinter og sommer 1946-1947 har vi haft oplevelser og fået minder for livet.
Forholdet til kammeraterne, både Amerikanske og Danske, forløb rimeligt godt, der var ingen slagsmål i dette
mandsdominerede samfund så fjernt fra Danmark, og forholdet til befolkningen, der for de fleste var prægtige
Thuleeskimoer, en egen stolt race, var også god.
Vi er stadig 3 mand af den gamle besætning, der lever.
Henning Groth, Johs.Lomholt og John Rasmussen.
Lad os mindes de kammerater, der ikke mere er iblandt os. Vi nævnes ikke i beretningerne som de gamle
polarforskere blev, men mon ikke vor gerning var ligeså betydningsfuld som deres, udført under barske arktiske
forhold i en kold og mørk polarnat.
Inuvdluaritse tamaasa
Johs. Lomholt
17. Sept. 1996
Johannes Lomholt, der venligst har stillet ovenstående beretning til rådighed for ATAGU's læsere, har i
en e-mail givet følgende korte efterberetning:
"Efter at have været tilbage i det sydlige Danmark i 3 år, rejste jeg atter til Grønland i 1950, blev ansat ved Prins
Christians Sund Vejrstation som Radiotekniker og var der et år, hvorefter jeg flyttede til Narssaq Point, og rejste så
endeligt hjem i Januar 1953. Opholdene både i Thule og det daværende Julianehåb distrikt gav mig mange nye
indtryk; først og fremmest naturen, men også fagligt og ikke mindst menneskeligt.
Da mæslinge-epedemien slog til i 1951 i syddistriktet anmodede lægen i Nanortaliq om assistance fra Prince
Christian. Tre mand var nødvendige for at afgive blod til serum, og de skulle have haft mæslinger. Vi var tre mand,
der tog afsted. Jakob Nielsen, udstedsbestyreren fra Augpilatoq hentede os til det lille udsted med ca. 300
beboere, og om eftermiddagen kom lægen og en sygeplejerske.
Jo, man lærer meget af at være sygepasser."
