| The North Atlantic Disharmonic Orchestra |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
"Sorte Ørn" beretter om sin tid i orkesteret:
På foranledning af reserveløjtnant Thøgersen
startede det hele lørdag den 30. april 1962 i Sørvåg.
Der havde på hele togtet været dyrket en del sang og musik rundt omkring på banjerne,
og især på forreste underbanje, hvor maskinfolkene var underbragt var der liv og glade
dage. Der var et par fremragende mundharpevirtuoser og en elektriker, som tilsyne-
ladende kunne tromme på alting. En bøder havde fremstillet en enstrenget bas, og han
var faktisk ikke dårlig til at håndtere denne.
Når der var rigtig gang i den på bøderbanjen med sang, musik og ”yokohamajuice”, så
listede Sorte Ørn gerne ned med sin guitar og deltog i festlighederne.
Sorte Ørn havde ved flere lejligheder underholdt både i fenrikmessen og i sergentbebo-
elsen, og havde sågar en enkelt gang været inviteret ind i officersmessen for at akkom-
pagnere løjtnant Thøgersen, som spillede harmonika.
Ved denne lejlighed fik Thøgersen den ide, at man kunne starte et skibsorkester.
Umiddelbart efter morgenmønstringen lørdag morgen blev der over ordreanlægget
prajet, at alle, som kunne håndtere et musikinstrument skulle møde i vagtstuen.
Vi fik med 1. mesters tilladelse lov til at foretage de indledende musikalske krumspring
i maskinrummet, med lukket dør.
Det viste sig hurtigt, at vi faktisk godt kunne spille sammen, og i løbet af formiddagen
var der en, der barslede med tanken om, at vi kunne spille i Sørvåg forsamlingshus
allerede samme aften.
På foranledning af reserveløjtnant Thøgersen
startede det hele lørdag den 30. april 1962 i Sørvåg.
Der havde på hele togtet været dyrket en del sang og musik rundt omkring på banjerne,
og især på forreste underbanje, hvor maskinfolkene var underbragt var der liv og glade
dage. Der var et par fremragende mundharpevirtuoser og en elektriker, som tilsyne-
ladende kunne tromme på alting. En bøder havde fremstillet en enstrenget bas, og han
var faktisk ikke dårlig til at håndtere denne.
Når der var rigtig gang i den på bøderbanjen med sang, musik og ”yokohamajuice”, så
listede Sorte Ørn gerne ned med sin guitar og deltog i festlighederne.
Sorte Ørn havde ved flere lejligheder underholdt både i fenrikmessen og i sergentbebo-
elsen, og havde sågar en enkelt gang været inviteret ind i officersmessen for at akkom-
pagnere løjtnant Thøgersen, som spillede harmonika.
Ved denne lejlighed fik Thøgersen den ide, at man kunne starte et skibsorkester.
Umiddelbart efter morgenmønstringen lørdag morgen blev der over ordreanlægget
prajet, at alle, som kunne håndtere et musikinstrument skulle møde i vagtstuen.
Vi fik med 1. mesters tilladelse lov til at foretage de indledende musikalske krumspring
i maskinrummet, med lukket dør.
Det viste sig hurtigt, at vi faktisk godt kunne spille sammen, og i løbet af formiddagen
var der en, der barslede med tanken om, at vi kunne spille i Sørvåg forsamlingshus
allerede samme aften.
Besøg nr.
| Denne side sidst opdateret |
| Kendingsmelodien der fik de skønne Færøske piger ud på dansegulvet |
Ideen faldt i god jord, og så kan det nok være at der blev travlhed. En deputation blev straks sendt op til ejeren
af det lokale forsamlingshus, og han bifaldt ideen mod, at han selv måtte indkassere entreindtægterne.
Ombord skulle vi have fremstillet en forstærker til Sorte Ørns halvakustiske guitar, og det eneste man havde
for hånden, var skibets koncertbåndoptager. Der blev med radiofolkenes hjælp fremstillet en adapter med to
stik, således at både en mikrofon og guitaren kunne sluttes til. Et par gamle højttalere blev bygget ind i nogle
krydsfinerskasser, som blev malet i festlige farver.
Alle i skibet hjalp til med hvad de kunne, således at orkesteret kunne nå at indøve et blot nogenlunde
repertoire.
Det blev i dagens løb til 6 – 7 melodier, som orkesteret var tilfredse med og ved aftenstid gik det så i samlet
trop mod forsamlingshuset.
Det var en højst ejendommelig orkestrering: harmonika, guitar, trompet, to mundharper, en hjemmelavet bas
og en marchtromme.
Ejeren havde i dagens løb opsat små løbesedler rundt omkring i Sørvåg, så hele byens befolkning havde
taget opstilling uden for forsamlingshuset, da orkesteret med sit primitive udstyr ankom.
Så snart orkesteret havde igangsat første melodi, "Kendingsmelodien", som var en af datidens helt store hit –
”Sail Along Silvery Moon”, myldrede det ind med både besætningsmedlemmer og færinger.
Ejeren af forsamlingshuset gned sig fornøjeligt i hænderne.
Repertoiret var jo hurtigt udtømt, men så kunne man bare hive adapteren ud af båndoptageren og afspille de
medbragte professionelle bånd.
Til alles store overraskelse, ville publikum hellere høre orkesteret, end de rigtige bånd, så det lille repertoire
blev nok gentaget en halv snes gange i løbet af aftenen.
Næsten alle NIELS EBBESENs officerer og befalingsmænd var oppe for at se orkesterets debut, og der var
stor enighed om, at dette kunne være en kærkommen afveksling i den kedelige rutine, hvorfor orkestermed-
lemmerne i stor udstrækning blev vagtfrie, hvor dette kunne lade sig gøre, med henblik på at få udvidet
repertoiret.
Allerede ugen efter spillede orkesteret for fulde huse i ”Klubben” i Tværå, og det var helt tydeligt at rygtet om
vores orkester bredte sig med lynets hast til alle byer og bygder.
Efter de første optrædener havde yderligere et par besætningsmedlemmer fået rekvireret deres musikinstru-
menter sendt op til Færøerne, plotteren ”Bogense” og maskingasten Bent ”Skæg” udvidede således orkeste-
ret med to klarinetter.
Om det nu var den ejendommelige orkestrering eller det skal søges i de enkelte disharmonier, som amatør-
ensemblet frembragte, står hen i det uvisse, men nogle vittige hoveder fik hurtigt orkestret døbt:
”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”, og dette navn blev hængende.
Første gang vi kom til Klaksvik efter orkesteropstarten ville skæbne, at næsten alle orkestermedlemmerne
havde vagt, hvorfor der ikke kunne spilles, til forsamlingshusejerens store fortrydelse, idet han havde annon-
ceret ikke alene i Klaksvik, men også i de omkring liggende bygder, og der var endda folk, som havde købt
billetter.
Han måtte derfor i al hast fremskaffe to lokale harmonikaspillende færinger til at spille lørdag aften, men dette
var absolut ingen succes, hvorfor han allerede søndag morgen stod på kajen og tiggede om ikke nok
orkesteret kunne spille søndag aften, hvilket der blev sagt ja til.
Populariteten var ikke til at tage fejl af, orkesteret blev omtalt i de færøske aviser og selv Suleposten bragte
adskillige artikler om dette fremragende orkester.
Alle ombord syntes, at orkesteret havde udfyldt et stort tomrum i gennem hele togtet og inden hjemsejladsen
fik alle orkestermedlemmerne foræret en gave i form af Jørgen Frantz Jacobsens roman ”Barbara”, hvori
Holger ”Præstur” havde skrevet følgende dedikation.
”Med tak for deltagelse i NIELS EBBESENs meget afholdte skibsorkester” underskrevet E. T. Sølling.
Allerede ved opstart af næste togt blev orkesteret genetableret og blandt de nytiltrådte besætningsmedlem-
mer var en jazzmusiker – Gunnar Axelsen fra The Yellow Sock Jazzband – og det kan nok være at det nye
orkester, som fik lov til at øve på den ikke i brug værende fyrplads, allerede inden ankomst til Færøerne havde
en langt mere professionel sound end det gamle orkester og repertoiret blev også hurtigt udvidet, således, at
det ved togtets slutning talte ca. 25 – 30 numre.
Orkestret bestod nu af harmonika, trompet, 2 klarinetter, tromme og el-guitar, men man var fast besluttet på, at
bibeholde det morsomme navn.
Det nye orkester har den 25. august debut i Tværå, og det bliver en bragende succes.
Allerede den 7. september er vi igen i Tværå hvor vi møder det tyske skoleskib GORCH FOCK ,og da vi om
aftenen spiller i Klubben bliver det en endnu større succes, vi spiller for totalt udsolgt hus, idet såvel NIELS
EBBESENs besætning og de sædvanlige færinger er mødt men hertil kommer også størstedelen af GORCH
FOCKs besætning.
Rygtet spreder sig igen med lynets hast rundt på øerne, og ved en optræden i Klaksvik den 10. september er
selve Sysselmanden til stede, og han udnævner – for åben mikrofon – orkesteret til Færøernes absolut bedste
og mest underholdende ensemble.
Ved en bestemt lejlighed havde et af orkestermedlemmerne fundet en hel flaske brændevin gemt bag ved
scenen i Tværå, og denne blev på retfærdig vis delt af de musikere, som havde lyst til at deltage.
Sorte Ørn må nok have taget sin broderpart af flaskeindholdet, for midt i et langsomt sjælenummer, hvor han
sad på scenekanten og spillede, faldt han lige så stille i søvn. Dette resulterede i en artikel i Suleposten, hvor
farligheden ved brug af de forskellige musikinstrumenter meget humoristisk blev beskrevet. Samtidig blev der
af Sulepostens tegner Arne Thetis udført en meget sjov tegning af orkesteret fyldt med små finurligheder.
Kulminationen på orkestrets optræden på dette togt indtraf den 16. september hvor NIELS EBBSEN havde
lejet den store festsal på hotel Føroya i Thorshavn. Hotellet havde givet tilladelse til at NIELS EBBESEN selv
medbragte øl, og på velfærdstjenesten regning blev der udleveret 3 plus 3 gratis billetter til øl eller vand, til
hvert besætningsmedlem. Betingelsen for at få adgang, var at man medbragte sin egen dansepartner. Dette
var ikke svært for stort set hele Thorshavns kvindelige befolkning havde taget opstilling uden for hotellet i håb
om at blive inviteret med ind.
Orkestermedlemmerne fik denne aften også mulighed for en svingom, idet et lokalt orkester i pauserne afløste
skibsorkesteret.
Ved denne lejlighed uddelte chefen kommandørkaptajn E. Skov-Jensen en gave til orkestermedlemmerne.
Det var bogen om Thorshavn på dansk og færøsk, ”Tann Dejliga Havn”, hvor Arne Thetis smukt havde
kaligraferet dedikationen, som var underskrevet E. Skov-Jensen.
For "Sorte Ørn's" vedkommende var det hermed slut på et succesfuldt togt og The Northatlantic Disharmonic
Orchestra, og ved ankomst til København blev nogle af de oprindelige medlemmer hjemsendt.
"Sorte Ørn" Guitar
---------------------------------------------------------------------------------
Bent "Skæg's" beretning om orkesteret:
Min beretning om ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”
Da jeg kom ombord på NE var det ikke med min gode vilje. Jeg var gift, og ville meget hellere blive på
Holmen, hvilket jeg var blevet lovet.
Men altså, jeg mønstrede og med i bagagen havde jeg en mundharmonika.
Helt nøjagtigt hvornår jeg tog mundharpen frem, og gav mig til at spille på den, husker jeg ikke. Men jeg der
sad altså lige så stille og hyggede mig med den nede på banjen, da Søren kom hen til mig og spurgte, om vi
ikke skulle prøve at spille sammen. Og det gjorde vi så.
Han var i besiddelse af en basmundharmonika. Desværre var han ikke særlig god til det, og det hjalp lidt, da
vi byttede instrument. Men det var aldrig noget, jeg blev god til, tilsvarende de øvrige instrumenter, jeg
tidligere, og for så vidt også senere, havde haft i hænderne.
Så dukker der en elektriker op (husker ikke navnet) og han medbringer to almindelig knive, og med dem
trommer han på bordet. Se det var jo mægtig hyggeligt.
Rækkefølgen for, hvad der derefter skete, husker jeg ikke, men den næste der dukker op tror jeg er Sorte Ørn
med sin guitar, og efterfølgende kommer så løjtnant Thøgersen med harmonikaen.
Jeg synes der var een mere, men det kan næppe have været Gunnar, for jeg tror dette skete før han kom om
bord.
Da nu der var kommet lidt mere lyd på, kunne man ikke høre Søren og mig, hvorfor de telefolk, der i
mellemtiden var dukket op, foreslog, at vi skulle mødes på agterbanjen om lørdagen, hvor de så ville rigge
noget forstærkeranlæg op, så man også kunne høre os.
Lørdagen oprandt, og efter at signalfolket have fyldt agterbanjen op med ledninger på kryds og tværs samt et
par båndoptagere, som skulle virke som forstærker for guitaren, samt for én mikrofon, begyndte vi at spille.
Så opstod diskussionen om, hvilken musik vi skulle spille, og da vi var nået til enighed, ja - - - så spillede vi, og
det var fra starten med den glød, der hele tiden fulgte os. Det var efter min mening det, der blev vores
kendetegn, for det var så absolut ikke den musiske udformning.
Hvilken fryd.
”The North Atlantic Disharmonic Orchestra” var opstået.
Som jeg husker det, foregik det i Tværå.
I min erindring skete der så det, at en lokal mand (biografdirektør?) hørte at vi spillede og spurgte chefen, om
vi kunne spille til dans om aftenen.
Jeg husker vild panik, da vi fik den besked, og da vi endelig accepterede det som en kendsgerning, fandt vi
sammen om 7 – 8 melodier, som vi alle kendte.
Vi startede oppe hos Thøger og lægen, hvor vi, helt imod reglementet, fik os nogle kraftige drinks, hvorefter vi
tog af sted.
I mellemtiden havde signalfolkene flyttet hele forstærkerarrangementet, og da vi jo ikke kunne spille så meget,
havde de sørget for at tage noget båndet musik med.
Jeg husker det sådan, at der bare var stillet nogle almindelige træstole op, med ryggen ud mod publikum, og
der stod vi så og spillede vores 7 – 8 numre. Den efterfølgende musik var båndmusik, og medens den
spillede, dukkede vi os ned bag ved stoleryggen, og fik en god slurk yokohamajuice. Jeg tror vi, på opfordring,
spillede disse få numre så mange gange, at alle tilstedeværende har haft dem kørende inde i deres hoveder
som tvangstanker.
På trods af den ikke ringe mængde spiritus vi havde indtaget, var det aldeles forduftet, da aftenen var forbi, og
jeg sov helt udmattet i min køje med al tøjet på.
Tegningen i Suleposten er fra mit sidste togt, idet der er vist 2 med klarinet.
Bent "Skæg" Clarinet
---------------------------------------------------------------------------------
Gunnar Axelsen's erindringer fra skibsorkesteret:
Min deltagelse i orkesteret startede straks efter ombordstigningen,
- da der tilsyneladende var nogen af de eksisterende medlemmer der havde fået nys om at den nye
maskinmand havde været medlem af tamburkorpset i Auderød, og jeg mener det var Bent ”Skæg” der først
kontaktede mig vedrørende orkesteret, da en eller anden på maskinbanjen, under min udpakning, havde
bemærket den lille sorte kasse jeg medbragte - og som vist nok var et musikinstrument.
Det varede heller ikke længe før vi fik gang i musikken på banjen, hvor det dog primært kun var mundstykket
der blev benyttet. Det viste sig hurtigt at være en svir at være orkestermedlem, da man som regel blev fritaget
for dagvagter, p.g.a. at der skulle øves i maskinrummet.
Jeg mindes ikke præcis, hvor min første offentlige deltagelse i orkesteret foregik, om det var i Sørvåg,
Klaksvik eller i Tverå (Lille Danmark), men der er derimod ikke noget i vejen med hukommelsen, når det drejer
sig om Tverå, da jeg allerede første aften vi spillede op til dans i klubben fik øjenkontakt med en skønhed på
dansegulvet, hvilket måske skyldes, at jeg havde fået oparbejdet en vis teknik, hvad øjenkontakten angår, fra
min tid i vores jazz orkester Yellow Sock Band i Esbjerg, når vi turnerede landets jazzklubber sideløbende
med de lokale skoleballer og ungdomsarrangementer.
Som orkestermedlem blev vi hurtigt gode venner med klubbens medlemmer, - indebærende kendskabet til
hvad der gemte sig bag lågerne i de små skabe som var tildelt medlemmerne af klubben.
Via et af medlemmerne, Halla Holm som var maskinmester på sygehuset og som blev min specielle gode
ven, fik jeg opsnuset hvem skønheden på dansegulvet var, og 2. juledag 1962 inviterede Halla og hustruen
Martha på kaffebord, hvor også skønheden mødte op.
Skønheden er ingen anden end min ægteviede Mina ”Òluva Thomina Sòlrun Hermansen”, som fortæller, at de
i klasselokalet kunne sidde og holde øje med når NIELS EBBESEN dukkede op i indsejlingen til Tverå,
hvorefter de skyndte sig hjem for at sætte håret og blive smukkeseret, da der på adskillige steder i byen var
opsat løbesedler om, at der var dans i klubben og at NIELS EBBESENS orkester spillede.
Dette var naturligvis ikke populært hos deres mandlige klassekammerater, hvorfor vi adskillige gange
oplevede, at der blev smidt får og høns gennem vinduerne til danselokalet af de jaloux klassekammerater.
Vi måtte da også flere gange gennem et mindre håndgemæng før vi nåede sikkert i havn ved landgangen til
NIELS EBBESEN. En enkelt gang fik gemytterne fat på vores stortromme som herefter blev sendt ned af den
stejle skråning, der går fra klubben ned mod kajen med det resultat at vi nu havde en oval stortromme.
I februar 1963 havde orkesteret et vellykket fastelavnsarrangement med optog gennem Tverå efterfulgt af et
større dansearrangement i klubben om aftenen.
Efter Bent ”Skæg” blev hjemsendt fra Esbjerg i december 1962 tyndede det ud i orkesteret, som nu bestod af
2 harmonikaer, en mandolin, trommer og undertegnede på kornet. Den 29. marts returnerede vi til Holmen
efter endnu et vellykket togt, hvorefter orkesteret blev opløst da NIELS EBBESEN blev oplagt.
Deltagelsen i skibsorkesteret var med til at gøre værnepligtstiden til en uforglemmelig oplevelse.
Gunnar Axelsen Kornet
af det lokale forsamlingshus, og han bifaldt ideen mod, at han selv måtte indkassere entreindtægterne.
Ombord skulle vi have fremstillet en forstærker til Sorte Ørns halvakustiske guitar, og det eneste man havde
for hånden, var skibets koncertbåndoptager. Der blev med radiofolkenes hjælp fremstillet en adapter med to
stik, således at både en mikrofon og guitaren kunne sluttes til. Et par gamle højttalere blev bygget ind i nogle
krydsfinerskasser, som blev malet i festlige farver.
Alle i skibet hjalp til med hvad de kunne, således at orkesteret kunne nå at indøve et blot nogenlunde
repertoire.
Det blev i dagens løb til 6 – 7 melodier, som orkesteret var tilfredse med og ved aftenstid gik det så i samlet
trop mod forsamlingshuset.
Det var en højst ejendommelig orkestrering: harmonika, guitar, trompet, to mundharper, en hjemmelavet bas
og en marchtromme.
Ejeren havde i dagens løb opsat små løbesedler rundt omkring i Sørvåg, så hele byens befolkning havde
taget opstilling uden for forsamlingshuset, da orkesteret med sit primitive udstyr ankom.
Så snart orkesteret havde igangsat første melodi, "Kendingsmelodien", som var en af datidens helt store hit –
”Sail Along Silvery Moon”, myldrede det ind med både besætningsmedlemmer og færinger.
Ejeren af forsamlingshuset gned sig fornøjeligt i hænderne.
Repertoiret var jo hurtigt udtømt, men så kunne man bare hive adapteren ud af båndoptageren og afspille de
medbragte professionelle bånd.
Til alles store overraskelse, ville publikum hellere høre orkesteret, end de rigtige bånd, så det lille repertoire
blev nok gentaget en halv snes gange i løbet af aftenen.
Næsten alle NIELS EBBESENs officerer og befalingsmænd var oppe for at se orkesterets debut, og der var
stor enighed om, at dette kunne være en kærkommen afveksling i den kedelige rutine, hvorfor orkestermed-
lemmerne i stor udstrækning blev vagtfrie, hvor dette kunne lade sig gøre, med henblik på at få udvidet
repertoiret.
Allerede ugen efter spillede orkesteret for fulde huse i ”Klubben” i Tværå, og det var helt tydeligt at rygtet om
vores orkester bredte sig med lynets hast til alle byer og bygder.
Efter de første optrædener havde yderligere et par besætningsmedlemmer fået rekvireret deres musikinstru-
menter sendt op til Færøerne, plotteren ”Bogense” og maskingasten Bent ”Skæg” udvidede således orkeste-
ret med to klarinetter.
Om det nu var den ejendommelige orkestrering eller det skal søges i de enkelte disharmonier, som amatør-
ensemblet frembragte, står hen i det uvisse, men nogle vittige hoveder fik hurtigt orkestret døbt:
”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”, og dette navn blev hængende.
Første gang vi kom til Klaksvik efter orkesteropstarten ville skæbne, at næsten alle orkestermedlemmerne
havde vagt, hvorfor der ikke kunne spilles, til forsamlingshusejerens store fortrydelse, idet han havde annon-
ceret ikke alene i Klaksvik, men også i de omkring liggende bygder, og der var endda folk, som havde købt
billetter.
Han måtte derfor i al hast fremskaffe to lokale harmonikaspillende færinger til at spille lørdag aften, men dette
var absolut ingen succes, hvorfor han allerede søndag morgen stod på kajen og tiggede om ikke nok
orkesteret kunne spille søndag aften, hvilket der blev sagt ja til.
Populariteten var ikke til at tage fejl af, orkesteret blev omtalt i de færøske aviser og selv Suleposten bragte
adskillige artikler om dette fremragende orkester.
Alle ombord syntes, at orkesteret havde udfyldt et stort tomrum i gennem hele togtet og inden hjemsejladsen
fik alle orkestermedlemmerne foræret en gave i form af Jørgen Frantz Jacobsens roman ”Barbara”, hvori
Holger ”Præstur” havde skrevet følgende dedikation.
”Med tak for deltagelse i NIELS EBBESENs meget afholdte skibsorkester” underskrevet E. T. Sølling.
Allerede ved opstart af næste togt blev orkesteret genetableret og blandt de nytiltrådte besætningsmedlem-
mer var en jazzmusiker – Gunnar Axelsen fra The Yellow Sock Jazzband – og det kan nok være at det nye
orkester, som fik lov til at øve på den ikke i brug værende fyrplads, allerede inden ankomst til Færøerne havde
en langt mere professionel sound end det gamle orkester og repertoiret blev også hurtigt udvidet, således, at
det ved togtets slutning talte ca. 25 – 30 numre.
Orkestret bestod nu af harmonika, trompet, 2 klarinetter, tromme og el-guitar, men man var fast besluttet på, at
bibeholde det morsomme navn.
Det nye orkester har den 25. august debut i Tværå, og det bliver en bragende succes.
Allerede den 7. september er vi igen i Tværå hvor vi møder det tyske skoleskib GORCH FOCK ,og da vi om
aftenen spiller i Klubben bliver det en endnu større succes, vi spiller for totalt udsolgt hus, idet såvel NIELS
EBBESENs besætning og de sædvanlige færinger er mødt men hertil kommer også størstedelen af GORCH
FOCKs besætning.
Rygtet spreder sig igen med lynets hast rundt på øerne, og ved en optræden i Klaksvik den 10. september er
selve Sysselmanden til stede, og han udnævner – for åben mikrofon – orkesteret til Færøernes absolut bedste
og mest underholdende ensemble.
Ved en bestemt lejlighed havde et af orkestermedlemmerne fundet en hel flaske brændevin gemt bag ved
scenen i Tværå, og denne blev på retfærdig vis delt af de musikere, som havde lyst til at deltage.
Sorte Ørn må nok have taget sin broderpart af flaskeindholdet, for midt i et langsomt sjælenummer, hvor han
sad på scenekanten og spillede, faldt han lige så stille i søvn. Dette resulterede i en artikel i Suleposten, hvor
farligheden ved brug af de forskellige musikinstrumenter meget humoristisk blev beskrevet. Samtidig blev der
af Sulepostens tegner Arne Thetis udført en meget sjov tegning af orkesteret fyldt med små finurligheder.
Kulminationen på orkestrets optræden på dette togt indtraf den 16. september hvor NIELS EBBSEN havde
lejet den store festsal på hotel Føroya i Thorshavn. Hotellet havde givet tilladelse til at NIELS EBBESEN selv
medbragte øl, og på velfærdstjenesten regning blev der udleveret 3 plus 3 gratis billetter til øl eller vand, til
hvert besætningsmedlem. Betingelsen for at få adgang, var at man medbragte sin egen dansepartner. Dette
var ikke svært for stort set hele Thorshavns kvindelige befolkning havde taget opstilling uden for hotellet i håb
om at blive inviteret med ind.
Orkestermedlemmerne fik denne aften også mulighed for en svingom, idet et lokalt orkester i pauserne afløste
skibsorkesteret.
Ved denne lejlighed uddelte chefen kommandørkaptajn E. Skov-Jensen en gave til orkestermedlemmerne.
Det var bogen om Thorshavn på dansk og færøsk, ”Tann Dejliga Havn”, hvor Arne Thetis smukt havde
kaligraferet dedikationen, som var underskrevet E. Skov-Jensen.
For "Sorte Ørn's" vedkommende var det hermed slut på et succesfuldt togt og The Northatlantic Disharmonic
Orchestra, og ved ankomst til København blev nogle af de oprindelige medlemmer hjemsendt.
"Sorte Ørn" Guitar
---------------------------------------------------------------------------------
Bent "Skæg's" beretning om orkesteret:
Min beretning om ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”
Da jeg kom ombord på NE var det ikke med min gode vilje. Jeg var gift, og ville meget hellere blive på
Holmen, hvilket jeg var blevet lovet.
Men altså, jeg mønstrede og med i bagagen havde jeg en mundharmonika.
Helt nøjagtigt hvornår jeg tog mundharpen frem, og gav mig til at spille på den, husker jeg ikke. Men jeg der
sad altså lige så stille og hyggede mig med den nede på banjen, da Søren kom hen til mig og spurgte, om vi
ikke skulle prøve at spille sammen. Og det gjorde vi så.
Han var i besiddelse af en basmundharmonika. Desværre var han ikke særlig god til det, og det hjalp lidt, da
vi byttede instrument. Men det var aldrig noget, jeg blev god til, tilsvarende de øvrige instrumenter, jeg
tidligere, og for så vidt også senere, havde haft i hænderne.
Så dukker der en elektriker op (husker ikke navnet) og han medbringer to almindelig knive, og med dem
trommer han på bordet. Se det var jo mægtig hyggeligt.
Rækkefølgen for, hvad der derefter skete, husker jeg ikke, men den næste der dukker op tror jeg er Sorte Ørn
med sin guitar, og efterfølgende kommer så løjtnant Thøgersen med harmonikaen.
Jeg synes der var een mere, men det kan næppe have været Gunnar, for jeg tror dette skete før han kom om
bord.
Da nu der var kommet lidt mere lyd på, kunne man ikke høre Søren og mig, hvorfor de telefolk, der i
mellemtiden var dukket op, foreslog, at vi skulle mødes på agterbanjen om lørdagen, hvor de så ville rigge
noget forstærkeranlæg op, så man også kunne høre os.
Lørdagen oprandt, og efter at signalfolket have fyldt agterbanjen op med ledninger på kryds og tværs samt et
par båndoptagere, som skulle virke som forstærker for guitaren, samt for én mikrofon, begyndte vi at spille.
Så opstod diskussionen om, hvilken musik vi skulle spille, og da vi var nået til enighed, ja - - - så spillede vi, og
det var fra starten med den glød, der hele tiden fulgte os. Det var efter min mening det, der blev vores
kendetegn, for det var så absolut ikke den musiske udformning.
Hvilken fryd.
”The North Atlantic Disharmonic Orchestra” var opstået.
Som jeg husker det, foregik det i Tværå.
I min erindring skete der så det, at en lokal mand (biografdirektør?) hørte at vi spillede og spurgte chefen, om
vi kunne spille til dans om aftenen.
Jeg husker vild panik, da vi fik den besked, og da vi endelig accepterede det som en kendsgerning, fandt vi
sammen om 7 – 8 melodier, som vi alle kendte.
Vi startede oppe hos Thøger og lægen, hvor vi, helt imod reglementet, fik os nogle kraftige drinks, hvorefter vi
tog af sted.
I mellemtiden havde signalfolkene flyttet hele forstærkerarrangementet, og da vi jo ikke kunne spille så meget,
havde de sørget for at tage noget båndet musik med.
Jeg husker det sådan, at der bare var stillet nogle almindelige træstole op, med ryggen ud mod publikum, og
der stod vi så og spillede vores 7 – 8 numre. Den efterfølgende musik var båndmusik, og medens den
spillede, dukkede vi os ned bag ved stoleryggen, og fik en god slurk yokohamajuice. Jeg tror vi, på opfordring,
spillede disse få numre så mange gange, at alle tilstedeværende har haft dem kørende inde i deres hoveder
som tvangstanker.
På trods af den ikke ringe mængde spiritus vi havde indtaget, var det aldeles forduftet, da aftenen var forbi, og
jeg sov helt udmattet i min køje med al tøjet på.
Tegningen i Suleposten er fra mit sidste togt, idet der er vist 2 med klarinet.
Bent "Skæg" Clarinet
---------------------------------------------------------------------------------
Gunnar Axelsen's erindringer fra skibsorkesteret:
Min deltagelse i orkesteret startede straks efter ombordstigningen,
- da der tilsyneladende var nogen af de eksisterende medlemmer der havde fået nys om at den nye
maskinmand havde været medlem af tamburkorpset i Auderød, og jeg mener det var Bent ”Skæg” der først
kontaktede mig vedrørende orkesteret, da en eller anden på maskinbanjen, under min udpakning, havde
bemærket den lille sorte kasse jeg medbragte - og som vist nok var et musikinstrument.
Det varede heller ikke længe før vi fik gang i musikken på banjen, hvor det dog primært kun var mundstykket
der blev benyttet. Det viste sig hurtigt at være en svir at være orkestermedlem, da man som regel blev fritaget
for dagvagter, p.g.a. at der skulle øves i maskinrummet.
Jeg mindes ikke præcis, hvor min første offentlige deltagelse i orkesteret foregik, om det var i Sørvåg,
Klaksvik eller i Tverå (Lille Danmark), men der er derimod ikke noget i vejen med hukommelsen, når det drejer
sig om Tverå, da jeg allerede første aften vi spillede op til dans i klubben fik øjenkontakt med en skønhed på
dansegulvet, hvilket måske skyldes, at jeg havde fået oparbejdet en vis teknik, hvad øjenkontakten angår, fra
min tid i vores jazz orkester Yellow Sock Band i Esbjerg, når vi turnerede landets jazzklubber sideløbende
med de lokale skoleballer og ungdomsarrangementer.
Som orkestermedlem blev vi hurtigt gode venner med klubbens medlemmer, - indebærende kendskabet til
hvad der gemte sig bag lågerne i de små skabe som var tildelt medlemmerne af klubben.
Via et af medlemmerne, Halla Holm som var maskinmester på sygehuset og som blev min specielle gode
ven, fik jeg opsnuset hvem skønheden på dansegulvet var, og 2. juledag 1962 inviterede Halla og hustruen
Martha på kaffebord, hvor også skønheden mødte op.
Skønheden er ingen anden end min ægteviede Mina ”Òluva Thomina Sòlrun Hermansen”, som fortæller, at de
i klasselokalet kunne sidde og holde øje med når NIELS EBBESEN dukkede op i indsejlingen til Tverå,
hvorefter de skyndte sig hjem for at sætte håret og blive smukkeseret, da der på adskillige steder i byen var
opsat løbesedler om, at der var dans i klubben og at NIELS EBBESENS orkester spillede.
Dette var naturligvis ikke populært hos deres mandlige klassekammerater, hvorfor vi adskillige gange
oplevede, at der blev smidt får og høns gennem vinduerne til danselokalet af de jaloux klassekammerater.
Vi måtte da også flere gange gennem et mindre håndgemæng før vi nåede sikkert i havn ved landgangen til
NIELS EBBESEN. En enkelt gang fik gemytterne fat på vores stortromme som herefter blev sendt ned af den
stejle skråning, der går fra klubben ned mod kajen med det resultat at vi nu havde en oval stortromme.
I februar 1963 havde orkesteret et vellykket fastelavnsarrangement med optog gennem Tverå efterfulgt af et
større dansearrangement i klubben om aftenen.
Efter Bent ”Skæg” blev hjemsendt fra Esbjerg i december 1962 tyndede det ud i orkesteret, som nu bestod af
2 harmonikaer, en mandolin, trommer og undertegnede på kornet. Den 29. marts returnerede vi til Holmen
efter endnu et vellykket togt, hvorefter orkesteret blev opløst da NIELS EBBESEN blev oplagt.
Deltagelsen i skibsorkesteret var med til at gøre værnepligtstiden til en uforglemmelig oplevelse.
Gunnar Axelsen Kornet
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Suleposten's Artikler & Indslag om Orkesteret |
Kort om Musik
Små Orkestre Store Problemer
Hold Ud
Musikanmeldelse ved Chris
No Mariners
Skud Til Musikken
The North Atlantic Disharmonic Orchestra
OBS Orkesterprøve
Da Capo
Repertoire for "The North Atlantic Disharmonic Orchestra"
Sang Repertoire fra Banjerne
Fotoalbum fra The North Atlantic Disharmonic Orchestra
| Tegning af Arne "Thetis" |
| Den sidste dansur før pigen skulle følges hjem - til havelågen |
| NIELS EBBESENs Skibsorkester Erindringer om orkesteret af: "Sorte Ørn" - Bent "Skæg" og Gunnar Axelsen |