| Da jeg var til Grindadráp i Klaksvik Fortalt af Ole "Kroppur" Kropp - Se de dramatiske billederne nederst på siden |
Mit andet togt med Niels Ebbesen begyndte nok i slutningen af juli eller begyndelsen af august 1961. Jeg har
ikke den nøjagtige dato. Under dette togt skulle vi på et tidspunkt anløbe Klaksvik.
Byen ligger på øen Bordoy, og når man skal dertil fra f.eks. Torshavn, stævner man nordpå op mod Kunoy,
hvis sydspids er meget karakteristisk og smuk. Derefter drejer man næsten 180o mod SB og stævner ind
mod byen, som ligger meget smukt og beskyttet i sydenden af en fjord.
Den dag – mit første besøg i Klaksvik – stod vi ind i fjorden og så en stadig stigende strøm af småfartøjer,
som ikke, som jeg først troede, sejlede os i møde, men fortsatte ud af fjorden og forsvandt omkring et næs.
Da vi var klappet til kaj og vel fortøjet ved kajen på fjordens vestside, så vi, at strømmen af fartøjer blev ved
med at stævne ud af fjorden.
En klar angst kom frem, og sved kom på panden: Er de på grund af vores ankomst ved at sejle alle pigerne
bort fra byen? ----
Det viste sig ikke at være tilfældet.
Efterhånden gik der et rygte om, at det drejede sig om, at der var rapporteret en flok grindehvaler i nærheden
af byen, så derfor var alt, hvad der kunne sejle taget af sted for at omringe grindeflokken og genne den ind på
lægt vand i byen.
Jeg husker ikke, hvornår vi fik landlov, men landlovsskifterne blev hurtigt omklædt i paradeblåt og stod på
bakken og så, at det store antal småfartøjer var ved at vende tilbage i en U-formation, som holdt hvalerne
indenfor ringen af fartøjerne, som også havde sten i liner til at piske i vandet for at skræmme dyrene.
(Fra bakken så vi også en officer, der blev taget af myndighederne for at smugle sprut i land. Jeg siger ikke
hvem. Men uden at sige at vi hoverede - brast vi ikke ligefrem i gråd!)
Efter landlovsmønstring gik vi alle ind i bugten gennem byen og videre ud til det område, hvor hvalerne ville
blive bragt i land, på vestsiden af fjorden.
Det var en barbarisk folkefest. Der var næppe en eneste færing tilbage i husene. De, der ikke var på bådene,
var på stranden og så på eller hjalp til med at få de fangede og dræbte hvaler hevet op på stranden. Andre
gik straks i gang med at partere. Der var kød nok til alle. Mange sås gå bort med en kæmpeluns kød, hvori
der lige var skåret en slids til håndtag, så man kunne bære det ligesom en kuffert.
Ude i bugten havde bådene dannet en tæt ring omkring hvalflokken og trængte den ind på lægt vand, så
dyrene ikke kunne komme til at flygte. Man huggede så en krog, som lignede et halveret anker, i det
nærmeste dyrs åndehul for at holde det tæt til skibssiden, så man kunne dræbe det med en lang lanse.
Derefter blev krogens line bragt i land, så dyret kunne hales ind. Med store knive blev der lagt dybe snit lige
bag det fangne dyrs hoved. I løbet af kort tid var vandet farvet helt rødt af blodet, men mange vadede fuldt
påklædt ud i vandet til livet for at få fat i linerne.
På et tidspunkt trak en flok mænd en stor hunhval op, den var vel omkring 6 meter. Idet den kom på land fødte
den døde hval et ufærdigt foster, som børnene syntes det var sjovt at lege med. Jeg fandt det ubehageligt.
Slagtningen fortsatte til der ikke var en eneste hval i live og alle var trukket op på land. Der var nu rigeligt med
kød til alle i byen, og mere end det, for i løbet af nogle dage lå der mange hvaler tilbage ved bredden og
begyndte at lugte fælt. Jeg undrede mig over, at det skulle være nødvendigt at slagte hele flokken, når der
ikke var behov for så meget kød. Det virkede meget fremmed.
Jeg prøvede at tælle fangsten. Flokken havde været på over ethundrede dyr.
Da det hele var overstået, vendte de fleste af os tilbage til vores skib. Det var jo rart nok at aftenskaffe
ombord.
Hvad vi ikke vidste, var at der efter ethvert vellykket grindedrab arrangeres grindedansur i forsamlingshuset.
Det rygtedes imidlertid hurtigt, og en del af os måtte i land igen for at deltage i grindedansen. Det var
naturligvis færøsk dansur med forsanger og dansekæde, som fyldte hele lokalet. Og netop denne aften
husker jeg, at der gik en del halve ”Røde Ålborg” rundt i kæden under dansen. Og så varede det nok til længe
efter, at jeg havde valgt at returnere til skib og køje.
Ved et tilfælde fandt jeg senere på juridisk laboratorium (bibliotek) på Københavns Universitet de færøske
regler for grindedrab. De var meget detaljerede og beskrev hvordan det hele skulle organiseres. Hvem, der
skulle lede fangsten, at det færøske flag skulle vaje agter i hans fartøj. Hvordan hvert fartøj skulle være
udrustet, altså hvilke fangstredskaber og linegods m.v. der skulle være ombord o.s.v. Desuden efter hvilke
regler fangsten, som optælles i ”skind”, skulle fordeles i byen.
Men der stod ikke noget om, at man ikke måtte nedlægge mere, end der kunne bruges.
Senere har der jo været en del blæst og skriverier om færingernes måde at fange grindehvaler på. Jeg ved
ikke nøjagtigt hvordan det forholder sig i dag, men der er sket ændringer på en del punkter. Bl.a. må man
ikke længere bruge lanser til drabet, men kun særlige grindeknive. Der er også indført en art begrænsning i
fangstkvoterne.
Og henset til, at grindekød udgør en ikke uvæsentlig del af øernes kødforsyning, må man acceptere, at
hvalfangst må være en naturlig del af øernes liv.
Oplevet i 1961, nedskrevet i 2008.
Kroppur
ikke den nøjagtige dato. Under dette togt skulle vi på et tidspunkt anløbe Klaksvik.
Byen ligger på øen Bordoy, og når man skal dertil fra f.eks. Torshavn, stævner man nordpå op mod Kunoy,
hvis sydspids er meget karakteristisk og smuk. Derefter drejer man næsten 180o mod SB og stævner ind
mod byen, som ligger meget smukt og beskyttet i sydenden af en fjord.
Den dag – mit første besøg i Klaksvik – stod vi ind i fjorden og så en stadig stigende strøm af småfartøjer,
som ikke, som jeg først troede, sejlede os i møde, men fortsatte ud af fjorden og forsvandt omkring et næs.
Da vi var klappet til kaj og vel fortøjet ved kajen på fjordens vestside, så vi, at strømmen af fartøjer blev ved
med at stævne ud af fjorden.
En klar angst kom frem, og sved kom på panden: Er de på grund af vores ankomst ved at sejle alle pigerne
bort fra byen? ----
Det viste sig ikke at være tilfældet.
Efterhånden gik der et rygte om, at det drejede sig om, at der var rapporteret en flok grindehvaler i nærheden
af byen, så derfor var alt, hvad der kunne sejle taget af sted for at omringe grindeflokken og genne den ind på
lægt vand i byen.
Jeg husker ikke, hvornår vi fik landlov, men landlovsskifterne blev hurtigt omklædt i paradeblåt og stod på
bakken og så, at det store antal småfartøjer var ved at vende tilbage i en U-formation, som holdt hvalerne
indenfor ringen af fartøjerne, som også havde sten i liner til at piske i vandet for at skræmme dyrene.
(Fra bakken så vi også en officer, der blev taget af myndighederne for at smugle sprut i land. Jeg siger ikke
hvem. Men uden at sige at vi hoverede - brast vi ikke ligefrem i gråd!)
Efter landlovsmønstring gik vi alle ind i bugten gennem byen og videre ud til det område, hvor hvalerne ville
blive bragt i land, på vestsiden af fjorden.
Det var en barbarisk folkefest. Der var næppe en eneste færing tilbage i husene. De, der ikke var på bådene,
var på stranden og så på eller hjalp til med at få de fangede og dræbte hvaler hevet op på stranden. Andre
gik straks i gang med at partere. Der var kød nok til alle. Mange sås gå bort med en kæmpeluns kød, hvori
der lige var skåret en slids til håndtag, så man kunne bære det ligesom en kuffert.
Ude i bugten havde bådene dannet en tæt ring omkring hvalflokken og trængte den ind på lægt vand, så
dyrene ikke kunne komme til at flygte. Man huggede så en krog, som lignede et halveret anker, i det
nærmeste dyrs åndehul for at holde det tæt til skibssiden, så man kunne dræbe det med en lang lanse.
Derefter blev krogens line bragt i land, så dyret kunne hales ind. Med store knive blev der lagt dybe snit lige
bag det fangne dyrs hoved. I løbet af kort tid var vandet farvet helt rødt af blodet, men mange vadede fuldt
påklædt ud i vandet til livet for at få fat i linerne.
På et tidspunkt trak en flok mænd en stor hunhval op, den var vel omkring 6 meter. Idet den kom på land fødte
den døde hval et ufærdigt foster, som børnene syntes det var sjovt at lege med. Jeg fandt det ubehageligt.
Slagtningen fortsatte til der ikke var en eneste hval i live og alle var trukket op på land. Der var nu rigeligt med
kød til alle i byen, og mere end det, for i løbet af nogle dage lå der mange hvaler tilbage ved bredden og
begyndte at lugte fælt. Jeg undrede mig over, at det skulle være nødvendigt at slagte hele flokken, når der
ikke var behov for så meget kød. Det virkede meget fremmed.
Jeg prøvede at tælle fangsten. Flokken havde været på over ethundrede dyr.
Da det hele var overstået, vendte de fleste af os tilbage til vores skib. Det var jo rart nok at aftenskaffe
ombord.
Hvad vi ikke vidste, var at der efter ethvert vellykket grindedrab arrangeres grindedansur i forsamlingshuset.
Det rygtedes imidlertid hurtigt, og en del af os måtte i land igen for at deltage i grindedansen. Det var
naturligvis færøsk dansur med forsanger og dansekæde, som fyldte hele lokalet. Og netop denne aften
husker jeg, at der gik en del halve ”Røde Ålborg” rundt i kæden under dansen. Og så varede det nok til længe
efter, at jeg havde valgt at returnere til skib og køje.
Ved et tilfælde fandt jeg senere på juridisk laboratorium (bibliotek) på Københavns Universitet de færøske
regler for grindedrab. De var meget detaljerede og beskrev hvordan det hele skulle organiseres. Hvem, der
skulle lede fangsten, at det færøske flag skulle vaje agter i hans fartøj. Hvordan hvert fartøj skulle være
udrustet, altså hvilke fangstredskaber og linegods m.v. der skulle være ombord o.s.v. Desuden efter hvilke
regler fangsten, som optælles i ”skind”, skulle fordeles i byen.
Men der stod ikke noget om, at man ikke måtte nedlægge mere, end der kunne bruges.
Senere har der jo været en del blæst og skriverier om færingernes måde at fange grindehvaler på. Jeg ved
ikke nøjagtigt hvordan det forholder sig i dag, men der er sket ændringer på en del punkter. Bl.a. må man
ikke længere bruge lanser til drabet, men kun særlige grindeknive. Der er også indført en art begrænsning i
fangstkvoterne.
Og henset til, at grindekød udgør en ikke uvæsentlig del af øernes kødforsyning, må man acceptere, at
hvalfangst må være en naturlig del af øernes liv.
Oplevet i 1961, nedskrevet i 2008.
Kroppur
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Grindavísan Raske drenge grind at dræbe det er vor lyst |
