Kongbesøget på Grønland 1960 En Beretning af Niels Erik Brogaard Lund
|
St. John, U.S. Virgin Islands
|
Besøg nr.
Denne side sidst opdateret
|



En af datidens største begivenheder var kongebesøget i Godthåb.
Grønlændernes forventninger var spændte til bristepunktet, og jeg tror ikke,
at de blev skuffet. Byen og dens indbyggere var klædt på til fest – vi andre fra
Thetis måtte også – for en kortere periode - stramme os an rent
beklædningsmæssigt, når vi skulle i byen – og det skulle vi normalt hver
anden dag, når vi lå i Godthåb, eller i det mindste, så længe hyren slog til.
For os gaster fra Thetis var gasterne fra Dannebrog ikke noget problem –
værre var det med dem fra Niels Ebbesen!
Dels var de flere, og dels havde de deres egne MP’ere med: et par gule
sergenter, der gerne benyttede lejligheden til at nappe en gast fra Thetis,
som måske havde glemt at gøre honnør på rette vis, og som måske heller
ikke havde den store lyst til at øve sig, bare fordi der var fremmede i byen og
som oven i købet momentant måske var ude af stand hertil?
Derudover betød Niels Ebbesens tilstedeværelse, at der pludselig var kamp
om opmærksomheden på Kristinemut – med andre ord konkurrence om de
derværende damer!
Set i bakspejlet må vi Maritime Venner i dag specielt glæde os over dette
besøg – ellers havde vi næppe haft så mange fotos fra den periode!
Er man så uheldig at blive idømt kvarterarrest, kan plotterrummet hurtigt
konverteres til et mørkekammer, hvor der er mulighed for i fred at arbejde
med fremkaldelsen af diverse fotos – sågar mod betaling for de af os, der
fortsat kunne nyde friheden.




