| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
Lykkelandet Fremsendt af Leo Lund med følgende kommentar:
Nedenstående kronik fra JyllandsPosten 5. oktober 2010 fortæller lidt om, hvilken vigtig
person Niels Ebbesen var for Danmark.
Det må vist være pligtlæsning - måske mest for "Niels Ebbesen" gasterne.
Med venlig hilsen Leo
Nedenstående kronik fra JyllandsPosten 5. oktober 2010 fortæller lidt om, hvilken vigtig
person Niels Ebbesen var for Danmark.
Det må vist være pligtlæsning - måske mest for "Niels Ebbesen" gasterne.
Med venlig hilsen Leo
Niels Ebbesen havde x-faktor Kronik gengivet med tilladelse fra forfatteren Kåre Bluitgen
Kåre Bluitgen, forfatter, København
Offentliggjort 06.10.10 kl. 03:01
Samarbejdspolitiker var Niels Ebbesen i hvert fald ikke, og han besad en enorm x-faktor: Denne ubekendte
størrelse, som er afgørende for et udfald. Niels Ebbesen har i næsten ufattelig grad været udstyret med talent,
skriver Kåre Bluitgen, aktuel med ny roman om Niels Ebbesen.
På trods af utallige optrædende i talløse shows findes der én dansker, der er selve inkarnationen af den berømte
x-faktor. Hans optræden er ganske vist ikke filmet, hans stemme kan ikke downloades, og vi kender ikke engang
noget til hans sexliv. Det er heller ikke tre kendisser, der har ladet ham vinde i den ultimative konkurrence, det er
historien. Havde han levet i dag, var han blevet tildelt et kunstnernavn, nu må vi nøjes med at konstatere, at hans far
hed Ebbe og han selv Niels. Et eller andet sted på nettet havde der givet også ligget en hadeside.
Vi skal mange år tilbage i tiden, men ikke én af os kan sige sig fri af at være påvirket af ham. I hvert fald ikke os, der
i dag taler dansk. Tysk ville vi have talt uden Niels Ebbesen. De historiske kilder om ham er få, men vi befinder os i
året 1340, hvor Danmark var i opløsning. Den holstenske grev Gerhard var trængt op i Jylland i forsøg på at kradse
sine tilgodehavender ind, hvilket han vidste, han ikke kunne, og derfor reelt for at lade den vestlige del af Danmark
indgå i en større magt, som det så ofte var sket med mindre nationer i Europa.
Hans ekspeditionskorps bestod af mere end 10.000 af Europas bedst trænede soldater. Niels Ebbesen havde,
fortælles det os, 47 mand i sin skare. Styrkeforholdet var som 600 år senere, da Danmark igen stod over for en tysk
invasionsmagt, Det Tredje Rige. Men muligheden for at træde ind på historiens scene var muligvis større første
gang; sådan har senere tider altid en tendens til at anskue fortiden. Samarbejdspolitiker var Niels Ebbesen i hvert
fald ikke, og han besad en enorm x-faktor: Denne ubekendte størrelse, som er afgørende for et udfald. At mange i
dag opfatter ordet synonymt med talent, gør i denne sammenhæng ingen forskel: Niels Ebbesen har i næsten
ufattelig grad været udstyret med talent. At det så vokser særlig godt i en muld af specielle historiske
omstændigheder, er blot en anden faktor.
Som i nutidens underholdningsprogrammer havde Niels Ebbesen muligheden for at træde ud af anonymiteten, og
han greb chancen i en sådan grad, at han er en berømthed i dag 670 år efter; det er længere end nogen
realitystjerne kan drømme om bare talt i dage. Han kom fra intet, vi kender ikke hans forfædre eller nogen
efterkommere. Vi ved, han var væbner, men det var ikke en beskyttet titel og kunne dække over en storbonde med
køer som livsopsparing.
I mere end 1.000 år har det danske kongerige bestået, men i otte år i første halvdel af 1300-tallet var landet uden
konge. Faktisk var Danmark tæt på at ophøre som nation, og det kun godt 100 år efter forfattere som Sven
Aggesen og Saxo med ord havde forsøgt at give danskerne samme stråleglans som omkransede andre af Europas
folkeslag. I mellemtiden førte krigsgale danske konger umådeligt dyre togter mod nabofolk for at gøre nationen
større, og opnåede det modsatte. Danmark blev pantsat i sådan grad, at tilbagebetaling af gælden var umulig. Alt lå
i kortene til nationens opløsning og indgåelse i bl.a. Det Tysk-romerske Rige. Så er det, en enkelt mand med et hug
- helt bogstaveligt - træder frem og vender verdens gang.
Natten til den 2. april 1340 rider Niels Ebbesen med sine få mænd ind i Randers, hvor grev Gerhard - Den Kullede
Greve - har taget ophold under sit hævntogt mod kreditorer, der ikke er i stand til at betale mere. Niels trænger ind i
grevens sovekammer og hugger hovedet af ham. Som den totale ydmygelse lader Niels Ebbesen sine musikanter
spille for at understrege, at der ikke er tale om et fejt snigmord her længe før, natlige droneangreb var mulige, men
om åben kamp mellem modstandere, der offentligt har undsagt sig hinanden. Det lykkes ham og hans lille styrke at
slippe ud af Randers med tabet af kun en enkelt mand.
Den tyske hær går i opløsning, datidens stormagter indser det umulige i at undertvinge danskerne og satser på, at
en konge opvokset uden for Danmark via giftermål, håndfæstninger og nye lån kunne styres som en marionet:
Valdemar Atterdag.
Men Niels Ebbesens kommandoraid stod tilbage som den største bedrift i dansk militærhistorie kun overgået af
sagnkongers, og den skulle ikke siden overgås i kampe mod hverken svenskere eller afghanere. Om den var
folkeretligt legal i forhold til datidens konventioner, kan der stilles spørgsmålstegn ved. Men også dengang voksede
magt ud af et sværdskæfte, ligesom international justits også kun kunne tvinge de svage.
Men hvem var denne Niels Ebbesen? Sidst i forrige århundrede herskede den skole blandt historikere, som
hævdede, at man i Danmark først kan tale om egentlig nationalfølelse, for slet ikke at sige nationalisme, fra omkring
begyndelsen af 1800-tallet. Men når man konsulterer kilderne i tiden op til Niels Ebbesens aktion, er de mest
svulstige fraser i flittig brug omkring Danmarks ry og storhed.
Citerer man dem i dag f.eks. i en roman, er det bedst i kolofonen at gøre opmærksom på, at de faktisk er originale
for ikke at påkalde sig en globaliseret elites fordømmelse, hvor lidenskab for det danske er synonymt med
indskrænkethed. Men var det så det abstrakte ideal om Danmarks frihed, der fik den jyske væbner til at foretage sig
det, han og hans kammerater må have opfattet som et opsigtsvækkende selvmordsangreb, men som de alligevel
slap fra i første omgang? Var han en fanatiker som vor tids mullah Omar, som henviste til en overnaturlig kraft, hvis
højere vilje han havde fået udpeget? Eller var han drevet af rampelyset for 15 minutters berømmelse, og det vil i
datiden sige optagelse i de populære folkeviser? Eller var han i virkeligheden en anakronisme, en socialist før
socialismen blev udtænkt: de fattige og besiddelsesløses forløser?
Det sidste kunne der findes belæg for i dét, kilderne ikke fortæller; navne på stormænd i alliance med eller bag
grevemorderen berettes der nemlig ikke om. Men vi får det aldrig at vide, fantasi, fordomme og sympatier må runde
hans personlighed af og bliver dermed selv en del af danmarkshistorien, for det fortalte kan i længden forme mere
end det bedrevne.
De akademiske skoler afløser hinanden, danmarkshistorien tolkes om og om igen, og samme skiften gælder for de
politiske vinde.
Under mit arbejde med min roman om Niels Ebbesen er jeg blevet spurgt, om mit valg af hovedperson ikke var
dårligt den nutidige politiske situation taget i betragtning: Ville det ikke kunne gavne Dansk Folkeparti at bringe en
nationalhelt som Niels Ebbesen ind på scenen i en tid, hvor netop dette parti synes at have taget patent på alt, hvad
der symboliserer danskhed og dansk historie? Og henvender temaet sig i øvrigt ikke kun til den del af befolkningen,
der alligevel ikke læser, fordi de sidder i deres kolonihaver og spiser leverpostej og drikker elefantbajere? Og som
en sidste mulighed for ikke at komme i dårligt - og uønsket - selskab, om jeg i det mindste ikke som i nyere film og
romaner om korstogene kunne inddrage en biperson, der var kommet hertil fra Mellemøsten og som f.eks. kunne
repræsentere en højere teknisk kunnen eller endnu bedre: et højere moralsk stadie?
Da var det, jeg brugte argumentet om danmarkshistoriens største x-faktor. På dette navlebeskuende niveau
forsvinder alle overvejelser om etnicitet, religion og nationalitet. I hvert fald mine yngre kritikere kunne umiddelbart se
pointen; selviscenesættelse er ikke alene politisk og moralsk korrekt, den er simpelthen den aktuelle tilbedelses
genstand.
Det er muligt, en jysk bondeknægt engang i Middelalderen satte livet på spil for et fællesskab, vi i dag næsten
skammer os over, og i så fald var han en idiot. Men gjorde han det for at træde ud af anonymiteten, så er der street
credit og venner på Facebook.
Men måske overlevede Niels Ebbesen danmarkshistoriens massive udskillelsesløb, fordi han ikke var typen, der fx
skriver ledere om interkulturel tolerance fra en villa i Gentofte eller læbestøtter de offentlige skoler og lader egne
børn gå i privatskole. Måske var han et menneske, der selv gik forrest i realiseringen af de værdier, han troede på,
med personlig integritet tæt forbundet med en kollektiv ansvarlighed. Altså for længe, længe siden
Kåre Bluitgen, forfatter, København
Offentliggjort 06.10.10 kl. 03:01
Samarbejdspolitiker var Niels Ebbesen i hvert fald ikke, og han besad en enorm x-faktor: Denne ubekendte
størrelse, som er afgørende for et udfald. Niels Ebbesen har i næsten ufattelig grad været udstyret med talent,
skriver Kåre Bluitgen, aktuel med ny roman om Niels Ebbesen.
På trods af utallige optrædende i talløse shows findes der én dansker, der er selve inkarnationen af den berømte
x-faktor. Hans optræden er ganske vist ikke filmet, hans stemme kan ikke downloades, og vi kender ikke engang
noget til hans sexliv. Det er heller ikke tre kendisser, der har ladet ham vinde i den ultimative konkurrence, det er
historien. Havde han levet i dag, var han blevet tildelt et kunstnernavn, nu må vi nøjes med at konstatere, at hans far
hed Ebbe og han selv Niels. Et eller andet sted på nettet havde der givet også ligget en hadeside.
Vi skal mange år tilbage i tiden, men ikke én af os kan sige sig fri af at være påvirket af ham. I hvert fald ikke os, der
i dag taler dansk. Tysk ville vi have talt uden Niels Ebbesen. De historiske kilder om ham er få, men vi befinder os i
året 1340, hvor Danmark var i opløsning. Den holstenske grev Gerhard var trængt op i Jylland i forsøg på at kradse
sine tilgodehavender ind, hvilket han vidste, han ikke kunne, og derfor reelt for at lade den vestlige del af Danmark
indgå i en større magt, som det så ofte var sket med mindre nationer i Europa.
Hans ekspeditionskorps bestod af mere end 10.000 af Europas bedst trænede soldater. Niels Ebbesen havde,
fortælles det os, 47 mand i sin skare. Styrkeforholdet var som 600 år senere, da Danmark igen stod over for en tysk
invasionsmagt, Det Tredje Rige. Men muligheden for at træde ind på historiens scene var muligvis større første
gang; sådan har senere tider altid en tendens til at anskue fortiden. Samarbejdspolitiker var Niels Ebbesen i hvert
fald ikke, og han besad en enorm x-faktor: Denne ubekendte størrelse, som er afgørende for et udfald. At mange i
dag opfatter ordet synonymt med talent, gør i denne sammenhæng ingen forskel: Niels Ebbesen har i næsten
ufattelig grad været udstyret med talent. At det så vokser særlig godt i en muld af specielle historiske
omstændigheder, er blot en anden faktor.
Som i nutidens underholdningsprogrammer havde Niels Ebbesen muligheden for at træde ud af anonymiteten, og
han greb chancen i en sådan grad, at han er en berømthed i dag 670 år efter; det er længere end nogen
realitystjerne kan drømme om bare talt i dage. Han kom fra intet, vi kender ikke hans forfædre eller nogen
efterkommere. Vi ved, han var væbner, men det var ikke en beskyttet titel og kunne dække over en storbonde med
køer som livsopsparing.
I mere end 1.000 år har det danske kongerige bestået, men i otte år i første halvdel af 1300-tallet var landet uden
konge. Faktisk var Danmark tæt på at ophøre som nation, og det kun godt 100 år efter forfattere som Sven
Aggesen og Saxo med ord havde forsøgt at give danskerne samme stråleglans som omkransede andre af Europas
folkeslag. I mellemtiden førte krigsgale danske konger umådeligt dyre togter mod nabofolk for at gøre nationen
større, og opnåede det modsatte. Danmark blev pantsat i sådan grad, at tilbagebetaling af gælden var umulig. Alt lå
i kortene til nationens opløsning og indgåelse i bl.a. Det Tysk-romerske Rige. Så er det, en enkelt mand med et hug
- helt bogstaveligt - træder frem og vender verdens gang.
Natten til den 2. april 1340 rider Niels Ebbesen med sine få mænd ind i Randers, hvor grev Gerhard - Den Kullede
Greve - har taget ophold under sit hævntogt mod kreditorer, der ikke er i stand til at betale mere. Niels trænger ind i
grevens sovekammer og hugger hovedet af ham. Som den totale ydmygelse lader Niels Ebbesen sine musikanter
spille for at understrege, at der ikke er tale om et fejt snigmord her længe før, natlige droneangreb var mulige, men
om åben kamp mellem modstandere, der offentligt har undsagt sig hinanden. Det lykkes ham og hans lille styrke at
slippe ud af Randers med tabet af kun en enkelt mand.
Den tyske hær går i opløsning, datidens stormagter indser det umulige i at undertvinge danskerne og satser på, at
en konge opvokset uden for Danmark via giftermål, håndfæstninger og nye lån kunne styres som en marionet:
Valdemar Atterdag.
Men Niels Ebbesens kommandoraid stod tilbage som den største bedrift i dansk militærhistorie kun overgået af
sagnkongers, og den skulle ikke siden overgås i kampe mod hverken svenskere eller afghanere. Om den var
folkeretligt legal i forhold til datidens konventioner, kan der stilles spørgsmålstegn ved. Men også dengang voksede
magt ud af et sværdskæfte, ligesom international justits også kun kunne tvinge de svage.
Men hvem var denne Niels Ebbesen? Sidst i forrige århundrede herskede den skole blandt historikere, som
hævdede, at man i Danmark først kan tale om egentlig nationalfølelse, for slet ikke at sige nationalisme, fra omkring
begyndelsen af 1800-tallet. Men når man konsulterer kilderne i tiden op til Niels Ebbesens aktion, er de mest
svulstige fraser i flittig brug omkring Danmarks ry og storhed.
Citerer man dem i dag f.eks. i en roman, er det bedst i kolofonen at gøre opmærksom på, at de faktisk er originale
for ikke at påkalde sig en globaliseret elites fordømmelse, hvor lidenskab for det danske er synonymt med
indskrænkethed. Men var det så det abstrakte ideal om Danmarks frihed, der fik den jyske væbner til at foretage sig
det, han og hans kammerater må have opfattet som et opsigtsvækkende selvmordsangreb, men som de alligevel
slap fra i første omgang? Var han en fanatiker som vor tids mullah Omar, som henviste til en overnaturlig kraft, hvis
højere vilje han havde fået udpeget? Eller var han drevet af rampelyset for 15 minutters berømmelse, og det vil i
datiden sige optagelse i de populære folkeviser? Eller var han i virkeligheden en anakronisme, en socialist før
socialismen blev udtænkt: de fattige og besiddelsesløses forløser?
Det sidste kunne der findes belæg for i dét, kilderne ikke fortæller; navne på stormænd i alliance med eller bag
grevemorderen berettes der nemlig ikke om. Men vi får det aldrig at vide, fantasi, fordomme og sympatier må runde
hans personlighed af og bliver dermed selv en del af danmarkshistorien, for det fortalte kan i længden forme mere
end det bedrevne.
De akademiske skoler afløser hinanden, danmarkshistorien tolkes om og om igen, og samme skiften gælder for de
politiske vinde.
Under mit arbejde med min roman om Niels Ebbesen er jeg blevet spurgt, om mit valg af hovedperson ikke var
dårligt den nutidige politiske situation taget i betragtning: Ville det ikke kunne gavne Dansk Folkeparti at bringe en
nationalhelt som Niels Ebbesen ind på scenen i en tid, hvor netop dette parti synes at have taget patent på alt, hvad
der symboliserer danskhed og dansk historie? Og henvender temaet sig i øvrigt ikke kun til den del af befolkningen,
der alligevel ikke læser, fordi de sidder i deres kolonihaver og spiser leverpostej og drikker elefantbajere? Og som
en sidste mulighed for ikke at komme i dårligt - og uønsket - selskab, om jeg i det mindste ikke som i nyere film og
romaner om korstogene kunne inddrage en biperson, der var kommet hertil fra Mellemøsten og som f.eks. kunne
repræsentere en højere teknisk kunnen eller endnu bedre: et højere moralsk stadie?
Da var det, jeg brugte argumentet om danmarkshistoriens største x-faktor. På dette navlebeskuende niveau
forsvinder alle overvejelser om etnicitet, religion og nationalitet. I hvert fald mine yngre kritikere kunne umiddelbart se
pointen; selviscenesættelse er ikke alene politisk og moralsk korrekt, den er simpelthen den aktuelle tilbedelses
genstand.
Det er muligt, en jysk bondeknægt engang i Middelalderen satte livet på spil for et fællesskab, vi i dag næsten
skammer os over, og i så fald var han en idiot. Men gjorde han det for at træde ud af anonymiteten, så er der street
credit og venner på Facebook.
Men måske overlevede Niels Ebbesen danmarkshistoriens massive udskillelsesløb, fordi han ikke var typen, der fx
skriver ledere om interkulturel tolerance fra en villa i Gentofte eller læbestøtter de offentlige skoler og lader egne
børn gå i privatskole. Måske var han et menneske, der selv gik forrest i realiseringen af de værdier, han troede på,
med personlig integritet tæt forbundet med en kollektiv ansvarlighed. Altså for længe, længe siden
Endvidere modtaget følgende fra forfatteren Kåre Bluitgen:
Lykkelandet er en historisk roman om en af Danmarkshistoriens vigtigste skikkelser, Niels Ebbesen. Romanen er
bygget på de samtidige kilder, der viser, at nutidens debat om danskhed, frihedsværdier og internationale relationer
blev ført lige så intenst dengang. Og det i en periode, hvor Danmark var præget af kriser både hvad angår valuta,
finanser, klima samt fremtidsudsigterne for den besiddelsesløse del af befolkningen.
Året er 1339, da romanens Niels Ebbesen opsiger sin troskabsed til den holstenske grev Gerhard og drager hjem
til Nørrejylland gennem et Danmark, der er hærget og udplyndret af tyske lejetropper. Godt et halvt år senere, 1. april
1340, skal væbnerens og grevens veje atter krydses, denne gang i Randers og med fatale konsekvenser for den
kullede greve.
Lykkelandet er en beretning om en af Danmarkshistoriens mest gådefulde helteskikkelser, Niels Ebbesen, der med
en lille håndfuld mænd tager kampen op mod de udenlandske tropper og stiller sig i spidsen for en bondehær, der
har ladet sig tænde af stærke drømme i en kongeløs tid.
Omkring den oprørske væbner udfoldes et myldrende middelalderligt sceneri, hvor almindelige menneskers
tilværelse er styret af lige dele kristentro og folketro, af lige dele afsavn i det jordiske liv og forhåbninger til det
himmelske. Der er præster, der har svært ved at holde sig på forordningernes smalle sti, og der er kvinder, der villigt
lægger alt timeligt bag sig; der er lokkende friller, der er gøglere, omrejsende helbredere og
dommedagsprædikanter; der er fattigdom og dyb nød, og under det hele lever drømmen om, at livet måske kan
blive lykkeligere, end det er.
Lykkelandet er vinder af romankonkurrencen udskrevet af Niels Ebbesen Foreningen i 2009
Lykkelandet er en historisk roman om en af Danmarkshistoriens vigtigste skikkelser, Niels Ebbesen. Romanen er
bygget på de samtidige kilder, der viser, at nutidens debat om danskhed, frihedsværdier og internationale relationer
blev ført lige så intenst dengang. Og det i en periode, hvor Danmark var præget af kriser både hvad angår valuta,
finanser, klima samt fremtidsudsigterne for den besiddelsesløse del af befolkningen.
Året er 1339, da romanens Niels Ebbesen opsiger sin troskabsed til den holstenske grev Gerhard og drager hjem
til Nørrejylland gennem et Danmark, der er hærget og udplyndret af tyske lejetropper. Godt et halvt år senere, 1. april
1340, skal væbnerens og grevens veje atter krydses, denne gang i Randers og med fatale konsekvenser for den
kullede greve.
Lykkelandet er en beretning om en af Danmarkshistoriens mest gådefulde helteskikkelser, Niels Ebbesen, der med
en lille håndfuld mænd tager kampen op mod de udenlandske tropper og stiller sig i spidsen for en bondehær, der
har ladet sig tænde af stærke drømme i en kongeløs tid.
Omkring den oprørske væbner udfoldes et myldrende middelalderligt sceneri, hvor almindelige menneskers
tilværelse er styret af lige dele kristentro og folketro, af lige dele afsavn i det jordiske liv og forhåbninger til det
himmelske. Der er præster, der har svært ved at holde sig på forordningernes smalle sti, og der er kvinder, der villigt
lægger alt timeligt bag sig; der er lokkende friller, der er gøglere, omrejsende helbredere og
dommedagsprædikanter; der er fattigdom og dyb nød, og under det hele lever drømmen om, at livet måske kan
blive lykkeligere, end det er.
Lykkelandet er vinder af romankonkurrencen udskrevet af Niels Ebbesen Foreningen i 2009