| "Karl Mekaniker" alias Bent Kristensen En Beretning af Leo Lund |
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Denne side sidst opdateret |
Han hed slet ikke Karl, men Bent Kristensen, han var maskinarbejder og kom fra Slagelse, men inden
indkaldelsen til marinen havde han haft tid til at stifte bekendtskab med arbejdskulturen på B&W.
Han kunne berette, at den første nødvendige lærdom for at kunne få lov til at blive på B&W var, at når
man havde lavet 1 af de emner, man havde fået som opgave, så var arbejdsdagen slut, selv om man
godt kunne have fremstillet 8 eller 10 på en dag. Det havde forståeligt nok været en svær kamel at
sluge for en nyuddannet maskinarbejder, der var vant til at bestille noget for sin løn.
På B&W havde han også stiftet bekendtskab med en politisk retning, nemlig den kommunistiske.
Han var absolut ikke kommunist, men han kunne debattere som om han var. Og så når vi frem til,
hvorfor han blev kaldt Karl Mekaniker.
Jeg skrev et digt til hans fødselsdag ombord. Det begyndte således:
”Man døbte ham Bent, nu Karl vi ham kalder,
fordi han Karl Marx’s ideer bifalder”.
Så deraf navnet Karl, og Mekaniker,
det var fordi han havde artillerimekanik som speciale.
Som konstabler havde vi vores egen bakke. Bordet var placeret i styrbords side på mandskabsban-
jen lige bag ved nedgangen til maskinbanjen. Vi kaldte stedet for ”De riges bord”, og vi var fire ejere,
Basse (Niels Erik), Jørgen, Karl og Leo.
Det var ved dette bord, jeg første gang mødte Karl.
Det var ved aftenskafningen, så måltidet bestod af brød og pålæg.
Hvem der havde bakstørn den dag, husker jeg ikke, men maden var i hvert fald blevet hentet og blev
stillet midt på bordet. Vi andre tre gjorde store øjne, da Karl fluks gik til angreb på brød og pålæg.
Han fik raget en stak over på sin tallerken, og så spyttede han på det og kundgjorde, at det var hans
mad.
Forklaringen fik vi bagefter, det skyldtes, at han kom fra en MTB’er, og der var forholdene så trange,
at man måtte passe på alle sine ting, også maden, hvis man ville være sikker på, at andre ikke gjorde
sig til ejermand. Den fremgangsmåde fik vi ham dog hurtigt vænnet af med, så vi undgik chokket, når
vi skulle spise.
Karl var en ivrig debattør, og resten af kredsen var heller ikke tabt bag af en vogn, så bølgerne gik til
tider højt, også indenbords. Jeg husker, at jeg engang i en diskussion havde fået Karl klemt op i en
krog, så jeg kunne konkludere, at hvis det han sagde, var sandt, så var alle japanere elektrikere.
Da gik han godt nok skrigende bort.
Jeg husker et par af hans kommunistiske udladninger:
Stryg kristent kors af flaget, og hejs det rent og rødt.
Lad ingen byd jer det bedrag, at frelseren var født.
Og så det, der efter hans udsagn var de sovjetiske kampflyveres kampsang:
Vi stige, vi stige, vi stige,
maskine og mand er et – bolsjevik.
Propellerne fortæller – rød front,
at vi står på vagt for Sovjet.
Jo, vi havde mange gode timer sammen og jeg husker specielt en hændelse.
Vi havde sammen været i land i Godthåb og besøgt enten ”Kristinemut” eller ”Nordlyset”, byens to
værtshuse.
Det var i perioden, hvor vi havde besøg af kongeskibet samt Frederik, Ingrid og Margrethe. Humøret
var højt, da vi var for hjemadgående, og da vi kom ned til havnen, kunne jeg ikke få Karl med ned i
motorbåden, der skulle sejle os ud til ”Thetis”. Han havde fået den ide, at han ville besøge
maskinmesteren ombord på ”Dannebrog”, som lå fortøjet ved kajen. Ikke 10 vilde heste kunne få ham
fra den ide, så han steppede ombord, mens jeg tog med motorbåden.
Dagen efter kunne han fortælle, at man havde taget meget godt imod ham ombord på ”Dannebrog”,
men Mester havde ikke taget ham i audiens.
Sidst jeg så Karl, var da han et par år efter hjemsendelsen besøgte Niels Erik og mig på Otto
Mønsted Kollegiet i Århus. Det var dengang, da man fik øl i kasser med 50. Vi modtog ham ude på
kollegiets parkeringsplads, hvor han kom anstigende i sin lille nyanskaffede Fiat med en kasse øl på
bagsædet. Jeg glemmer aldrig hans hilsen, da han steg ud af bilen.
”Bare rolig gutter, der er flere omme bag i” sagde han, og det var skam rigtigt, der var en kasse
magen til i bagagerummet.
Jørgen stødte også til os, så vi var trods alt 4 mand om de 2 kasser, men det var noget af en opgave
– selv for tidligere grønlandsfarere.
Hvis du Bent, på en eller anden måde, skulle finde ind til denne beretning, så er vi en tre
gutter, der gerne vil høre fra dig.
Vi andre tre var samlet hos Jørgen, da vi havde 25 års jubilæum. Vi forsøgte at finde dig, men det
lykkedes ikke.
Sådan slutter denne beretning alligevel ikke, for på grund af arbejdet med hjemmesiden er det
lykkedes at finde ”Karl Mekaniker” igen.
Gå ind på www.saichildrenshome.com og læs videre der.
Det er en historie af de helt usædvanlige.
Viborg i marts 2008
Leo
| Familien Kristensen |
| Børnehaven og Hjemmet i Zimbabwe' |
| Der Er Langt Til Afrika med det Færøske kor Glymur |
