| (1) Turen nordover - ”Hanne S” eftersøgningen Berettet af Leo Lund |
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Denne side sidst opdateret |
I beretningen om eftersøgningen efter ”Hanne S” er der med forfatteren Mogens Bøeg-Jensens (MBJ)
tilladelse brugt kort, tidspunkter, positioner og andre oplysninger fra bogen ”Sidste melding – kraftig
storm”. Jeg vil rette en stor tak til Mogens Bøeg-Jensen for hans velvillige indstilling til brug af disse
oplysninger. Jeg kan i øvrigt anbefale at læse bogen, der er udgivet af Marstal Søfartsmuseum i 2004.
Sidst i april, sandsynligvis mandag den 25.4.1960 afsejlede ”Thetis” fra København. Fregatten var
blevet rigget om til søopmåling, d.v.s. at skibet på det nærmeste var desarmeret. I stedet medbragte
vi en betragtelig last af diverse materialer til anlæggelse af Loranstationer på den grønlandske kyst til
brug for den planlagte søopmåling. Nogle af materialerne var stuvet under dæk, men en del, især
byggematerialer var surret fast på dækket, og da vi også medbragte mandskab til Loranstationerne,
var forholdene ret trange ombord.
Moralen hos mandskabet var i top. Vi havde i årets begyndelse været på fiskeriinspektion på
Færøerne, så vi var vant til atlanterhavets luner. Og nu så vi frem til nye oplevelser i det kommende
halve år med en betragtelig højere hyre end de 14 kr om ugen, som vi hidtil havde modtaget. Vi var
nemlig blevet lovet det såkaldte grønlandstillæg, som efter datidens forhold kunne give en ganske
god indtjening. Men vi skulle blive klogere, viste det sig senere. Beretningen herom må vente til en
anden gang.
Vi havde en rolig sejlads i de første døgn med ret normalt atlanterhavsvejr.
Fredag den 29.4. var det begyndt at blæse kraftigt. Vi var da i farvandet mellem Island og Grønland
og vi modtog en radiomelding om, at man havde mistet radioforbindelse med ”HanneS” fra rederiet A
E Sørensen i Svendborg. Sidste radiokontakt med skibet var tidligt om morgenen den 29.4. på en
position syd for Kap Farvel Da vi kun var godt et døgns sejlads fra denne position, blev der sat ekstra
damp under kedlerne, og vi hastede mod stedet med topfart, d.v.s. 11-12 knob. Vejret blev værre og
værre og til sidst var det fuld orkan, så alt var skalket og der var total forbud mod at færdes på
dækket. Der var så meget slingerage, at vi kunne gå skiftevis på dørk og skotter, og alt skulle være
fastgjort for ikke at flyve rundt i luften. Jeg husker, at tømreren på et tidspunkt stod sammen med mig i
plotterrummet under broen. Ud af koøjerne kunne vi se ud over forstavnen, og det så virkelig voldsomt
ud. Pludselig kom der en bølge, der var så høj, at vi ikke kunne se toppen, og tømreren udbrød, at
den var mindst 50 m høj. Det var nok i overkanten, men fra MBJs bog har jeg erfaret, at 37 m godt
kunne have været den rigtige højde. I bogen oplyses det også, at en færøsk styrmand, der samtidig
havde været i farvandet uden at kende til forliset, til en færøsk avis havde berettet, at bølgerne var så
store, at ingen ombord på hans skib nogen sinde havde set noget lignende.
Lørdag den 30.4. nærmede vi os den sidst kendte position for ”Hanne S”.
På radioen havde man konstant forsøgt at få kontakt med ”Hanne S”, og
vi to plottere havde på skift siddet med øjnene rettet mod radaren. Ud fra
den sidst kendte position søgte vi nu i strøm og vindretningen med fler-
dobbelt udkig, men først mandag den 2.5. fik vi øje på de første ting.
På afstand så det ud, som om det var hovedet af en person, men det viste
sig at være et stykke vraggods, som vi fik fisket op, da vejret nu var blevet
mere rolig. Vi kunne nu følge et spor med flere vragrester. Vi fandt bl.a.
bunden af en redningsbåd, en skuffe, som bedømt efter træsorten godt
kunne være fra styrehuset, et stykke af bunden af en jolle (se foto) og en
hel del ølkasser (se foto). For os, der så vragresterne i havet, var der ikke
tvivl om, hvad der var sket. Det var som om det hele var blevet smadret
med en stor hammer, så jeg mener, at de sagkyndige ombord var over-
bevist om, at ”Hanne S” var blevet ramt af en forkert sø og simpelthen trykket
ned i dybet på ingen tid. Derfor undrer det mig, at jeg i MBJs bog kan læse,
at man ved søforhøret ikke kunne blive enig om, hvad der var årsag til forliset.
Der var nærmest stemning for, at skibet havde påsejlet en isskosse og
havde fået siden revet op og derefter var kæntret. Det undrer mig også,
at ingen fra ”Thetis” var indkaldt til søforhøret.
Vi søgte videre i flere dage og fandt stadigvæk mere vraggods, men vi
fandt ingen spor af de ombordværende. Alle på ”Thetis” var godt klar over,
at ingen kunne have overlevet under de eksisterende forhold, og det var
forstemmende at tænke på. Jeg har siden tænkt på, at det var underligt,
at jeg ikke på noget tidspunkt i eftersøgningsforløbet frygtede for min egen
sikkerhed. Det var trods alt helt ekstreme forhold vi var blevet kastet ud i.
Fredag den 6.5. var vi ved at løbe tør for olie, og ”Thetis” fik tilladelse til at
trække sig ud af eftersøgningen for at gå til Grønnedal for bunkring. Kort efter
blev al eftersøgning indstillet, uden at man fandt yderligere spor, så hvad der
i virkeligheden var sket, forbliver som så mange ting på havet en hemmelig-
hed, der er begravet et sted på havbunden.
Da det havde været en hård uge både fysisk og psykisk blev vi i Grønnedal
i et par dage, hvor vi bl.a. havde lejlighed til et besøg i kryolitminen i Ivigtut.
Herefter sejlede vi til Godthåb, som var det endelige mål.
Ankommet til Godthåb hørte vi, at der søndag den 15.5. ville blive afholdt en
mindegudstjeneste for de 18 omkomne (15 søfolk og 3 passagerer). Vi var
3 eller 4 gaster, der fandt det underligt, at der ikke var planlagt nogen officiel
deltagelse fra ”Thetis” ved denne gudstjeneste, så vi besluttede, at det ville vi
råde bod på. Vi drog af sted, men da vi kom til kirken var den fyldt til briste-
punktet, og der stod mange mennesker udenfor kirken, hvor vi også tog opstilling. På en eller anden
måde må der være gået besked op gennem mængden om vores tilstedeværelse, for vi blev hentet
ind i kirken og anbragt på øverste bænk, som var blevet ryddet. Jeg husker, at præsten i sin
mindeprædiken kom ind på den store indsats i eftersøgningen, som ”Thetis” havde ydet, og at man
var glad for, at der var repræsentanter for skibet tilstede. Jeg kan ikke huske, hvem de andre gaster
var, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad de husker. For mig står det som det mest gribende
jeg nogensinde har oplevet, og jeg kan stadigvæk nu næsten 50 år senere blive bevæget, når jeg
tænker på begivenheden. Det der her var tale om var i sandhed at der blev udvist stor gensidig
respekt, så det var for mig et positivt møde med Godthåb, Grønland og den grønlandske befolkning.
Det var mens det hele stadigvæk var nyt og spændende, men jeg kan ikke undlade at fundere over,
om den kendsgerning, at der skulle et par menige gaster til at finde ud af, at ”Thetis” burde
repræsenteres ved mindegudstjenesten, måske var det første signal om, at meget ville gå skævt i de
næste måneder.
| HANNA S Position |
| THETIS Position |
| Vraggods fra HANNE S |
| Vraggods fra HANNE S |
| Beretninger om "HANNE S" forlis ved Kap Farvel - April 1960 Følgende 2 beretninger er bidraget af Leo Lund, tjenestegørende på THETIS og Anker Rønberg, tjenestegørende på Grønlands Kommando i Grønnedal Endvidere en kommentar fra tidligere Teleoversergent Børge Huscher |
| (2) Mine erindringer vedrørende forliset af ”Hanne S” Beretning og billeder bidraget af Anker Rønberg (nu pensioneret styrmand / lærer, bosiddende i Hjerting v/Esbjerg) |
Efter en henvendelse fra Gunnar Axelsen vedrørende mine billeder fra Grønnedal i 1960, hvor han
gjorde mig opmærksom på hjemmesiden, hvor Leo Lund fortæller om sine oplevelser om bord på
fregatten ”Thetis” i foråret 1960. Her redegør han for sine erindringer i forbindelse med
eftersøgningen af coasteren ”Hanne S” tilhørende rederiet A.E. Sørensen, Svendborg, hvilket fik mig
til at tænke tilbage på ulykken, da jeg selv var tjenestegørende på Grønlands Kommando i Grønnedal.
Det er jo mange år siden, dette skete, men jeg har ofte tænkt på netop denne ulykke, og jeg skal
hermed forsøge, at beskrive hændelsesforløbet som jeg husker, og ligeledes komme ind på de
rygter, der var i omløb i den forbindelse. Jeg har endnu ikke læst bogen om forliset, men har nu bestilt
den.
Fredag den 29. april 1960 havde messen i Ivigtut inviteret officersmessen fra Grønnedal til forårsfest,
og naturligvis tog alle af sted, mens jeg som vagthavende officer måtte blive tilbage i
operationsrummet i Grønnedal. Af udestående i Kommandoen havde vi især ”Hanne S”, der skulle
rapportere sin position til Grønnedal hver 6. time, og forinden de tog af sted til festen, havde
orlogskaptajn N. Stegmann instrueret mig. Plottet for de foregående meldinger var opført på det store
kort i operationsrummet.
Da meldingen fra ”Hanne S” ikke indløb som foreskrevet, og vi vidste, der var storm i området ved
Kap Farvel, ringede jeg over til Stegmann i Ivigtut, som gav ordre til, at jeg skulle anmode fregatten ”
Thetis”, som var på vej til området fra København, om øjeblikkelig at sætte kurs mod området og
begynde en eftersøgning så hurtigt som muligt. Amerikanerne i Keflavik, Island blev ligeledes
informeret om situationen, og de meldte tilbage, at de ville indsætte fly ved daggry. Dette skete også
næste morgen, hvor 6 af deres store fly med radar foretog flere ”sweeps” med radar og manuel udkig
over et meget stort område. Det eneste flyverne observerede var imidlertid kun et stort isfjeld, hvis
position ligeledes blev indført i plottet, men efter vores mening var det meget langt fra den rute, ”
Hanne S” ville have taget. Vore meteorologer meldte om fuld storm i området, og det samme gjorde ”
Thetis”, som lørdag var i området, hvor ”Hanne S” kunne formodes at være. Der blev også udsendt
anmodning til eventuelle skibe i området om at deltage i eftersøgningen, men så vidt jeg husker, var
der ikke andre skibe i området. Fra København var man ret fikseret på det omtalte isfjeld, og de
vendte flere gange tilbage til det, men som sagt, var det langt væk fra skibets rute, og det var også så
stort, at de om bord på ”Hanne S” ville have observeret det på deres radar.
”Thetis” meldte ligeledes om fuld storm i området, og vort håb om at finde ”Hanne S” blev mindre time
for time, mens eftersøgningen fortsatte under meget vanskelige forhold. Mandag den 2. maj meldte ”
Thetis” om fund af vragrester, og eftersøgningen fortsatte derefter i flere dage, indtil skibet blev kaldt
tilbage til Grønnedal for bunker, og ved ankomsten til Grønnedal blev vraggodset taget op på kajen,
hvorfra det senere blev sendt med et andet skib til København. Hvilket skib husker jeg ikke, kun at en
af mine venner var om bord som styrmand.
I Grønnedal fik vi aldrig kendskab til resultatet af det efterfølgende søforhør vedrørende forliset, men
det var selvfølgelig genstand for megen diskussion på Grønlands Kommando og i Ivigtut. Så vidt jeg
ved, blev der heller ikke rettet henvendelse efterfølgende til Grønlands Kommando eller til Ivigtut, for at
finde frem til kendsgerninger vedrørende skibets lastning og afsejling, så indtrykket hos os var
nærmest, at søforhøret skulle afsluttes så hurtigt som muligt, og med mindst mulig offentlighed, da det
jo ikke var særlig heldigt med endnu et forlis så kort tid efter ”Hans Hedtoft”.
Vi kommer nu til næste punkt, som drejer sig om den snak og de rygter, der gik efterfølgende i Ivigtut
og Grønnedal, hvor det blev fortalt, at ”Hanne S” var lastet med kryolit for og agter i lastrummet, mens
den midterste sektion blev fyldt op med tom emballage (ølkasser), som dog lød så tåbeligt, at man
som styrmand havde vanskeligt ved at tro det. Før afgangen havde der været afskedsmiddag i Ivigtut,
og det forlød, at skipperen var beruset ved afgang, hvor han også var blevet informeret om den
kraftige storm, der var på vej til Kap Farvel området. En advarsel han ignorerede og skibet forlod
Ivigtut.
Jeg mener det var et KGH-skib, der bragte vraggodset til København, og her overhørte en af skibets
styrmænd en samtale mellem skibsreder Mogens Sørensen og (så vidt jeg ved) repræsentanter for
KGH, hvor skibsrederen skulle have udtalt, at det vist bedst kunne betale sig at sige, at det havde
været is, der havde forvoldt ulykken. Men som sagt, vi fik aldrig kendskab til sørettens konklusion.
Den pågældende styrmand fra KGH, mødte jeg langt senere, hvor han berettede den omtalte
ordveksling. Så vidt jeg husker, hed han Villy Nielsen, og vi havde sammen gået på Fanø
Navigationsskole.
Dette er, hvad jeg husker om forliset af ”Hanne S” for 49 år siden og de rygter, der gik om forliset,
men jeg mener også, at det er ret præcist, da det naturligvis gjorde et dybt indtryk, og i den
mellemliggende tid, har jeg ofte tænkt tilbage på disse dage.
Anker Rønberg
Jægervænget 21, Hjerting
6710 Esbjerg V.
anker-1@esenet.dk
www.123hjemmeside.dk/Anker-Go
gjorde mig opmærksom på hjemmesiden, hvor Leo Lund fortæller om sine oplevelser om bord på
fregatten ”Thetis” i foråret 1960. Her redegør han for sine erindringer i forbindelse med
eftersøgningen af coasteren ”Hanne S” tilhørende rederiet A.E. Sørensen, Svendborg, hvilket fik mig
til at tænke tilbage på ulykken, da jeg selv var tjenestegørende på Grønlands Kommando i Grønnedal.
Det er jo mange år siden, dette skete, men jeg har ofte tænkt på netop denne ulykke, og jeg skal
hermed forsøge, at beskrive hændelsesforløbet som jeg husker, og ligeledes komme ind på de
rygter, der var i omløb i den forbindelse. Jeg har endnu ikke læst bogen om forliset, men har nu bestilt
den.
Fredag den 29. april 1960 havde messen i Ivigtut inviteret officersmessen fra Grønnedal til forårsfest,
og naturligvis tog alle af sted, mens jeg som vagthavende officer måtte blive tilbage i
operationsrummet i Grønnedal. Af udestående i Kommandoen havde vi især ”Hanne S”, der skulle
rapportere sin position til Grønnedal hver 6. time, og forinden de tog af sted til festen, havde
orlogskaptajn N. Stegmann instrueret mig. Plottet for de foregående meldinger var opført på det store
kort i operationsrummet.
Da meldingen fra ”Hanne S” ikke indløb som foreskrevet, og vi vidste, der var storm i området ved
Kap Farvel, ringede jeg over til Stegmann i Ivigtut, som gav ordre til, at jeg skulle anmode fregatten ”
Thetis”, som var på vej til området fra København, om øjeblikkelig at sætte kurs mod området og
begynde en eftersøgning så hurtigt som muligt. Amerikanerne i Keflavik, Island blev ligeledes
informeret om situationen, og de meldte tilbage, at de ville indsætte fly ved daggry. Dette skete også
næste morgen, hvor 6 af deres store fly med radar foretog flere ”sweeps” med radar og manuel udkig
over et meget stort område. Det eneste flyverne observerede var imidlertid kun et stort isfjeld, hvis
position ligeledes blev indført i plottet, men efter vores mening var det meget langt fra den rute, ”
Hanne S” ville have taget. Vore meteorologer meldte om fuld storm i området, og det samme gjorde ”
Thetis”, som lørdag var i området, hvor ”Hanne S” kunne formodes at være. Der blev også udsendt
anmodning til eventuelle skibe i området om at deltage i eftersøgningen, men så vidt jeg husker, var
der ikke andre skibe i området. Fra København var man ret fikseret på det omtalte isfjeld, og de
vendte flere gange tilbage til det, men som sagt, var det langt væk fra skibets rute, og det var også så
stort, at de om bord på ”Hanne S” ville have observeret det på deres radar.
”Thetis” meldte ligeledes om fuld storm i området, og vort håb om at finde ”Hanne S” blev mindre time
for time, mens eftersøgningen fortsatte under meget vanskelige forhold. Mandag den 2. maj meldte ”
Thetis” om fund af vragrester, og eftersøgningen fortsatte derefter i flere dage, indtil skibet blev kaldt
tilbage til Grønnedal for bunker, og ved ankomsten til Grønnedal blev vraggodset taget op på kajen,
hvorfra det senere blev sendt med et andet skib til København. Hvilket skib husker jeg ikke, kun at en
af mine venner var om bord som styrmand.
I Grønnedal fik vi aldrig kendskab til resultatet af det efterfølgende søforhør vedrørende forliset, men
det var selvfølgelig genstand for megen diskussion på Grønlands Kommando og i Ivigtut. Så vidt jeg
ved, blev der heller ikke rettet henvendelse efterfølgende til Grønlands Kommando eller til Ivigtut, for at
finde frem til kendsgerninger vedrørende skibets lastning og afsejling, så indtrykket hos os var
nærmest, at søforhøret skulle afsluttes så hurtigt som muligt, og med mindst mulig offentlighed, da det
jo ikke var særlig heldigt med endnu et forlis så kort tid efter ”Hans Hedtoft”.
Vi kommer nu til næste punkt, som drejer sig om den snak og de rygter, der gik efterfølgende i Ivigtut
og Grønnedal, hvor det blev fortalt, at ”Hanne S” var lastet med kryolit for og agter i lastrummet, mens
den midterste sektion blev fyldt op med tom emballage (ølkasser), som dog lød så tåbeligt, at man
som styrmand havde vanskeligt ved at tro det. Før afgangen havde der været afskedsmiddag i Ivigtut,
og det forlød, at skipperen var beruset ved afgang, hvor han også var blevet informeret om den
kraftige storm, der var på vej til Kap Farvel området. En advarsel han ignorerede og skibet forlod
Ivigtut.
Jeg mener det var et KGH-skib, der bragte vraggodset til København, og her overhørte en af skibets
styrmænd en samtale mellem skibsreder Mogens Sørensen og (så vidt jeg ved) repræsentanter for
KGH, hvor skibsrederen skulle have udtalt, at det vist bedst kunne betale sig at sige, at det havde
været is, der havde forvoldt ulykken. Men som sagt, vi fik aldrig kendskab til sørettens konklusion.
Den pågældende styrmand fra KGH, mødte jeg langt senere, hvor han berettede den omtalte
ordveksling. Så vidt jeg husker, hed han Villy Nielsen, og vi havde sammen gået på Fanø
Navigationsskole.
Dette er, hvad jeg husker om forliset af ”Hanne S” for 49 år siden og de rygter, der gik om forliset,
men jeg mener også, at det er ret præcist, da det naturligvis gjorde et dybt indtryk, og i den
mellemliggende tid, har jeg ofte tænkt tilbage på disse dage.
Anker Rønberg
Jægervænget 21, Hjerting
6710 Esbjerg V.
anker-1@esenet.dk
www.123hjemmeside.dk/Anker-Go
| Operationsrummet |
| Eftersøgningsområdet |
| Operationsrummet |
| Vraggods fra "HANNE S" |
| THETIS |
| THETIS |
| Endnu et THETIS billede fra Anker Rønberg |
(3) Kommentar fra tidligere TELE-oversergent Børge Huscher
Har i dag set og læst beretning om Thetis, eftersøgning af Hanne S og søopmålingen. Det er vældig
interessant og helt i overensstemmelse med de erindringer jeg selv har fra turen.
Jeg var med som "passager", boede på sygelukaet, da der jo ikke var meget plads andre steder.
Jeg var TELE-oversergent og skulle være leder på MASTER-stationen på Håbets Ø i Godthåbsfjor-
den, to af mine kolleger/venner skulle på henholdsvis Nord og Sydslavestationen.
Du kalder stationerne for LORAN-stationer, vi kaldte dem nu for DECCA-stationer, men systemet går
jo ud på et, stort set.
Men dette blot for at udtrykke stor anerkendelse for dit og et par andres arbejde med emnet.
En meget flot hjemmeside.
De venligste hilsener
Børge Huscher
Tidl. TELE-oversergent
Østre Strand 127
Kobæk Strand
4230 Skælskør
1. januar 2010
Har i dag set og læst beretning om Thetis, eftersøgning af Hanne S og søopmålingen. Det er vældig
interessant og helt i overensstemmelse med de erindringer jeg selv har fra turen.
Jeg var med som "passager", boede på sygelukaet, da der jo ikke var meget plads andre steder.
Jeg var TELE-oversergent og skulle være leder på MASTER-stationen på Håbets Ø i Godthåbsfjor-
den, to af mine kolleger/venner skulle på henholdsvis Nord og Sydslavestationen.
Du kalder stationerne for LORAN-stationer, vi kaldte dem nu for DECCA-stationer, men systemet går
jo ud på et, stort set.
Men dette blot for at udtrykke stor anerkendelse for dit og et par andres arbejde med emnet.
En meget flot hjemmeside.
De venligste hilsener
Børge Huscher
Tidl. TELE-oversergent
Østre Strand 127
Kobæk Strand
4230 Skælskør
1. januar 2010
Børge Huscher's beretning fra Håbets Ø