Grundstødningen der resulterede i dåseøl og nøjagtig søopmåling En Beretning af Leo Lund
|
St. John, U.S. Virgin Islands
|
Denne side sidst opdateret
|




Det er sådan med tiden, den kan ændre på de erindringer, man har. Oplevelser, som flere har været fælles
om, kan huskes mere eller mindre dramatiske af de involverede.
Niels Erik har berettet om fregattens grundstødning under indsejling til Færingehavn, men da jeg husker
hændelsen som betydeligt mere dramatisk og som en på en vis måde skelsættende, vil jeg her give min
udlægning af grundstødningen, og hvad efterfølgende skete.
Grundstødningen skete i stille vejr og med lav hastighed, fordi indsejlingsforholdene er ret snævre. Klokken
var mellem 12 og 13, skafningen var overstået, og de fleste lå rundt på banjerne og tog sig en middagslur.
Pludselig gav det nogle voldsomme stød, forskibet blev hævet og skuden krængede til styrbord. Vi blev
faktisk kastet noget rundt på banjerne, og jeg tror, at den tanke, der først ramte mange, var, at vi var stødt på
et isbjerg.
På maskinbanjen, som lå under vores banje, opstod der panik, og der var kamp om at komme først op af
lejderen. Vi andre havde lidt lettere adgang til det fri, så vi tog den mere med ro. Men da alle var kommet på
dæk, kunne man konstatere, at der ikke var ret mange, der stillede op iført redningsvest. Det viste sig
heldigvis også at være unødvendigt, men det kunne ingen jo vide under dæk, så der blev givet en generel
skideballe, og alle, der manglede vesten blev sendt ned for at iføre sig den rette påklædning.
Da vores opgave på ekspeditionen var at foretage søopmåling, kunne vi efterfølgende konstatere, at det
undersøiske skær i indsejlingen til Færingehavn var et pletskud m.h.t. søopmåling. Vi havde god tid til at
konstatere den nøjagtige position, så jeg går ud fra, at efterfølgende søkort på den måde blev mere
nøjagtige.
Som Niels Erik har beskrevet, var ”Sigyn” tilfældigvis på de samme kanter, så vi blev trukket af skæret igen,
og ved en efterfølgende inspektion blev det konstateret, at der var en mindre læk i forskibet. På det tidspunkt
var vi alle godt trætte af Grønland, så der opstod hurtigt det rygte, at ekspeditionen ville blive afbrudt, og at vi
alle ville blive sendt hjem til Danmark. Men sådan skulle det ikke gå. Nogle sække cement blev brugt som en
midlertidig reparation, og så kunne søopmålingen fortsættes.
En anden – og mere betydningsfuld – konsekvens af grundstødningen og lækagen var, at netop der hvor
vandet piblede ind, opbevaredes fændrikkernes proviant, og det var jo ikke nogen god kombination. Der
blev derfor iværksat en redningsaktion for at undsætte den nødlidende proviant. På bakken blev der rigget et
hejseværk til, og så blev lugerne åbnet ned igennem skibet, så varerne kunne hejses op og blive flyttet til et
rum henne agter. For den gast – jeg tror, det var Bruno – der sammen med messegasten stod for læsningen
nede i bunden af skibet, viste proviantlageret sig at indeholde spændende ting.
En stor del af lageret bestod af dåseøl, og det er vel til at forstå, at når man skal håndtere et sådant lager, så
skal der indtages væske. Så kort fortalt, der blev taget hul på flere og flere dåser, og da rygtet hurtigt spredte
sig, var der flere, der fandt en plads ved siden af lugeåbningen på banjen, for ophejsningen gik så tilpas
langsomt, at man godt kunne nå at pille nogle dåseøl ud af læssene, der var på vej op.
Egentlig var det vist en lidt ulovlig fremgangsmåde, men vi forsvarede os med, at hvis ikke vi ”bjærgede”
øllene, så kunne det være, at de forliste under den resterende transport, eller fregatten gik måske ned, næste
gang, den stødte på et eller andet, og så var det jo godt, at noget af provianten havde gjort gavn i stedet for
at gå til Kong Neptuns Hof.
Jeg tror nok, at alle på det tidspunkt var kommet dertil, at hvis ”bjærgningen” blev opdaget, så kunne det
måske koste nogle ganges nægtelse af landlov, men det var så en risiko, der var til at overskue. Jeg var så
heldig, at jeg havde fået tilranet mig et ekstra skab, og det fik jeg da næsten fyldt op, så der var dåseøl til et
par dage.
Det var her, jeg mener, at det skelsættende element kom ind i historien. For efterfølgende bredte der sig en
trang til at ”bjærge” ting, der var kommet lidt på afveje. Egentlig tror jeg, der blot var tale om en ny politisk
retning, der gik ud på lidt omfordeling fra dem der havde en del til dem der næsten ingenting havde, så
selvom det i nogens øjne måske var lidt halvkriminel, så er det vel forståeligt, at søfolk i nød, de må hjælpe
sig selv. Gevinsten (dåseøllene) faldt i hvert fald på et tørt sted.
Viborg i december 2008
Leo
Hvis nogen skulle være i tvivl om rigtigheden af beretningen om nøjagtig søopmåling, så kommer vedhæftet
et bevis for, at i hvert fald beretningen om grundstødningen er korrekt.
Ved THETIS Træf mødet i Viborg den 29.December 2008, nævnte Bent, at han havde hørt på Grønland, at
grundstødningen havde medført en navngivning af det pågældende skær med Thetis navnet.
Jeg tænkte, at det var en oplysning, der var værd at følge op på, så dagen efter (30.December) sendte jeg
min beretning hæftet ved en mail til Søkortarkivet for at høre, om oplysningen er korrekt, og om de i
bekræftende fald ville dokumentere rigtigheden.
Til Leo Lund,
Tak for din henvendelse vedr. Nalluffiup Ikkarlua (Thetis Skær).
Skæret benævnes idag som ovenfor, idet det grønlandske navn er kommet med. Vedhæftede udsnit af
søkort 1350 viser skærets placering lidt NE for øen Saattut.
Jeg håber at kortudsnittet kan anvendes til formålet på jeres meget fine hjemmeside. Jeg skal blot
anmode om, at der på hjemmesiden anføres, at kortudsnittet er stillet tilrådighed af Kort &
Matrikelstyrelsen.
Undertegnede har igennem mange år haft fornøjelsen af at sejle forbi dette skær med et mindre tankskib
på vej til/fra Orsiivik (Polaroil).
Med venlig hilsen
Olaf Andersen
Nautisk redaktør
Supplement til THETIS Grundstødning ved Færingehavn:
Da jeg i går (9. Januar 2009) ikke havde fået nogen reaktion, tillod jeg mig at rykke for et svar. Det viste sig
så, at mailen tilsyneladende var forsvundet i den blå luft, men det blev der hurtigt rådet bod på, og så skal jeg
godt nok love for, at der kom gang i sagen. Interne mails susede rundt i "arkivsystemet", og sidst på dagen
indløb følgende mail:
15. Januar 2009
Kortudsnittet er dags dato fjernet fra siden, da tilladelse til at benytte det er blevet inddraget.