| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
På foranledning af reserveløjtnant Thøgersen startede det hele lørdag den 30. april 1962 i
Sørvåg.
Der havde på hele togtet været dyrket en del sang og musik rundt omkring på banjerne, og især på
forreste underbanje, hvor maskinfolkene var underbragt var der liv og glade dage. Der var et par
fremragende mundharpevirtuoser og en elektriker, som tilsyne-ladende kunne tromme på alting. En
bøder havde fremstillet en enstrenget bas, og han var faktisk ikke dårlig til at håndtere denne.
Når der var rigtig gang i den på bøderbanjen med sang, musik og ”yokohamajuice”, så listede Sorte
Ørn gerne ned med sin guitar og deltog i festlighederne.
Sorte Ørn havde ved flere lejligheder underholdt både i fenrikmessen og i sergentbebo-elsen, og
havde sågar en enkelt gang været inviteret ind i officersmessen for at akkom-pagnere løjtnant
Thøgersen, som spillede harmonika.
Ved denne lejlighed fik Thøgersen den ide, at man kunne starte et skibsorkester.
Umiddelbart efter morgenmønstringen lørdag morgen blev der over ordreanlægget prajet, at alle,
som kunne håndtere et musikinstrument skulle møde i vagtstuen.
Vi fik med 1. mesters tilladelse lov til at foretage de indledende musikalske krumspring i
maskinrummet, med lukket dør.
Det viste sig hurtigt, at vi faktisk godt kunne spille sammen, og i løbet af formiddagen var der en,
der barslede med tanken om, at vi kunne spille i Sørvåg forsamlingshus allerede samme aften.
Ideen faldt i god jord, og så kan det nok være at der blev travlhed. En deputation blev straks sendt op
til ejeren af det lokale forsamlingshus, og han bifaldt ideen mod, at han selv måtte indkassere
entreindtægterne. Ombord skulle vi have fremstillet en forstærker til Sorte Ørns halvakustiske
guitar, og det eneste man havde for hånden, var skibets koncertbåndoptager. Der blev med
radiofolkenes hjælp fremstillet en adapter med to stik, således at både en mikrofon og guitaren
kunne sluttes til. Et par gamle højttalere blev bygget ind i nogle krydsfinerskasser, som blev malet i
festlige farver.
Alle i skibet hjalp til med hvad de kunne, således at orkesteret kunne nå at indøve et blot
nogenlunde repertoire.
Det blev i dagens løb til 6 – 7 melodier, som orkesteret var tilfredse med og ved aftenstid gik det
så i samlet trop mod forsamlingshuset.
Det var en højst ejendommelig orkestrering: harmonika, guitar, trompet, to mundharper, en
hjemmelavet bas og en marchtromme.
Ejeren havde i dagens løb opsat små løbesedler rundt omkring i Sørvåg, så hele byens
befolkning havde taget opstilling uden for forsamlingshuset, da orkesteret med sit primitive udstyr
ankom.
Så snart orkesteret havde igangsat første melodi, "Kendingsmelodien", som var en af datidens helt
store hit – ”Sail Along Silvery Moon”, myldrede det ind med både besætningsmedlemmer og færinger.
Ejeren af forsamlingshuset gned sig fornøjeligt i hænderne.
Repertoiret var jo hurtigt udtømt, men så kunne man bare hive adapteren ud af båndoptageren og
afspille de medbragte professionelle bånd.
Til alles store overraskelse, ville publikum hellere høre orkesteret, end de rigtige bånd, så det lille
repertoire blev nok gentaget en halv snes gange i løbet af aftenen.
Næsten alle NIELS EBBESENs officerer og befalingsmænd var oppe for at se orkesterets debut,
og der var stor enighed om, at dette kunne være en kærkommen afveksling i den kedelige rutine,
hvorfor orkestermed-lemmerne i stor udstrækning blev vagtfrie, hvor dette kunne lade sig gøre,
med henblik på at få udvidet repertoiret.
Allerede ugen efter spillede orkesteret for fulde huse i ”Klubben” i Tværå, og det var helt tydeligt at
rygtet om vores orkester bredte sig med lynets hast til alle byer og bygder.
Efter de første optrædener havde yderligere et par besætningsmedlemmer fået rekvireret deres
musikinstru-menter sendt op til Færøerne, plotteren ”Bogense” og maskingasten Bent ”Skæg”
udvidede således orkeste-ret med to klarinetter.
Om det nu var den ejendommelige orkestrering eller det skal søges i de enkelte disharmonier,
som amatør-ensemblet frembragte, står hen i det uvisse, men nogle vittige hoveder fik hurtigt
orkestret døbt: ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”, og dette navn blev hængende.
Første gang vi kom til Klaksvik efter orkesteropstarten ville skæbne, at næsten alle
orkestermedlemmerne havde vagt, hvorfor der ikke kunne spilles, til forsamlingshusejerens store
fortrydelse, idet han havde annon-ceret ikke alene i Klaksvik, men også i de omkring liggende
bygder, og der var endda folk, som havde købt billetter.
Han måtte derfor i al hast fremskaffe to lokale harmonikaspillende færinger til at spille lørdag aften,
men dette var absolut ingen succes, hvorfor han allerede søndag morgen stod på kajen og
tiggede om ikke nok orkesteret kunne spille søndag aften, hvilket der blev sagt ja til.
Populariteten var ikke til at tage fejl af, orkesteret blev omtalt i de færøske aviser og selv
Suleposten bragte adskillige artikler om dette fremragende orkester.
Alle ombord syntes, at orkesteret havde udfyldt et stort tomrum i gennem hele togtet og inden
hjemsejladsen fik alle orkestermedlemmerne foræret en gave i form af Jørgen Frantz Jacobsens
roman ”Barbara”, hvori Holger ”Præstur” havde skrevet følgende dedikation.
”Med tak for deltagelse i NIELS EBBESENs meget afholdte skibsorkester” underskrevet E. T. Sølling.
Allerede ved opstart af næste togt blev orkesteret genetableret og blandt de nytiltrådte
besætningsmedlem-mer var en jazzmusiker – Gunnar Axelsen fra The Yellow Sock Jazzband –
og det kan nok være at det nye orkester, som fik lov til at øve på den ikke i brug værende fyrplads,
allerede inden ankomst til Færøerne havde en langt mere professionel sound end det gamle
orkester og repertoiret blev også hurtigt udvidet, således, at det ved togtets slutning talte ca. 25 – 30
numre.
Orkestret bestod nu af harmonika, trompet, 2 klarinetter, tromme og el-guitar, men man var fast
besluttet på, at bibeholde det morsomme navn.
Det nye orkester har den 25. august debut i Tværå, og det bliver en bragende succes.
Allerede den 7. september er vi igen i Tværå hvor vi møder det tyske skoleskib GORCH FOCK ,og
da vi om aftenen spiller i Klubben bliver det en endnu større succes, vi spiller for totalt udsolgt hus,
idet såvel NIELS EBBESENs besætning og de sædvanlige færinger er mødt men hertil kommer
også størstedelen af GORCH FOCKs besætning.
Rygtet spreder sig igen med lynets hast rundt på øerne, og ved en optræden i Klaksvik den 10.
september er selve Sysselmanden til stede, og han udnævner – for åben mikrofon – orkesteret til
Færøernes absolut bedste og mest underholdende ensemble.
Ved en bestemt lejlighed havde et af orkestermedlemmerne fundet en hel flaske brændevin gemt
bag ved scenen i Tværå, og denne blev på retfærdig vis delt af de musikere, som havde lyst til at
deltage.
Sorte Ørn må nok have taget sin broderpart af flaskeindholdet, for midt i et langsomt sjælenummer,
hvor han sad på scenekanten og spillede, faldt han lige så stille i søvn. Dette resulterede i en artikel i
Suleposten, hvor farligheden ved brug af de forskellige musikinstrumenter meget humoristisk blev
beskrevet. Samtidig blev der af Sulepostens tegner Arne Thetis udført en meget sjov tegning af
orkesteret fyldt med små finurligheder.
Kulminationen på orkestrets optræden på dette togt indtraf den 16. september hvor NIELS
EBBSEN havde lejet den store festsal på hotel Føroya i Thorshavn. Hotellet havde givet tilladelse til
at NIELS EBBESEN selv medbragte øl, og på velfærdstjenesten regning blev der udleveret 3
plus 3 gratis billetter til øl eller vand, til hvert besætningsmedlem. Betingelsen for at få adgang, var at
man medbragte sin egen dansepartner. Dette var ikke svært for stort set hele Thorshavns
kvindelige befolkning havde taget opstilling uden for hotellet i håb om at blive inviteret med ind.
Orkestermedlemmerne fik denne aften også mulighed for en svingom, idet et lokalt orkester i
pauserne afløste skibsorkesteret.
Ved denne lejlighed uddelte chefen kommandørkaptajn E. Skov-Jensen en gave til
orkestermedlemmerne. Det var bogen om Thorshavn på dansk og færøsk, ”Tann Dejliga
Havn”, hvor Arne Thetis smukt havde kaligraferet dedikationen, som var underskrevet E. Skov-
Jensen.
For "Sorte Ørn's" vedkommende var det hermed slut på et succesfuldt togt og The Northatlantic
Disharmonic Orchestra, og ved ankomst til København blev nogle af de oprindelige medlemmer
hjemsendt.
"Sorte Ørn" Guitar
Sørvåg.
Der havde på hele togtet været dyrket en del sang og musik rundt omkring på banjerne, og især på
forreste underbanje, hvor maskinfolkene var underbragt var der liv og glade dage. Der var et par
fremragende mundharpevirtuoser og en elektriker, som tilsyne-ladende kunne tromme på alting. En
bøder havde fremstillet en enstrenget bas, og han var faktisk ikke dårlig til at håndtere denne.
Når der var rigtig gang i den på bøderbanjen med sang, musik og ”yokohamajuice”, så listede Sorte
Ørn gerne ned med sin guitar og deltog i festlighederne.
Sorte Ørn havde ved flere lejligheder underholdt både i fenrikmessen og i sergentbebo-elsen, og
havde sågar en enkelt gang været inviteret ind i officersmessen for at akkom-pagnere løjtnant
Thøgersen, som spillede harmonika.
Ved denne lejlighed fik Thøgersen den ide, at man kunne starte et skibsorkester.
Umiddelbart efter morgenmønstringen lørdag morgen blev der over ordreanlægget prajet, at alle,
som kunne håndtere et musikinstrument skulle møde i vagtstuen.
Vi fik med 1. mesters tilladelse lov til at foretage de indledende musikalske krumspring i
maskinrummet, med lukket dør.
Det viste sig hurtigt, at vi faktisk godt kunne spille sammen, og i løbet af formiddagen var der en,
der barslede med tanken om, at vi kunne spille i Sørvåg forsamlingshus allerede samme aften.
Ideen faldt i god jord, og så kan det nok være at der blev travlhed. En deputation blev straks sendt op
til ejeren af det lokale forsamlingshus, og han bifaldt ideen mod, at han selv måtte indkassere
entreindtægterne. Ombord skulle vi have fremstillet en forstærker til Sorte Ørns halvakustiske
guitar, og det eneste man havde for hånden, var skibets koncertbåndoptager. Der blev med
radiofolkenes hjælp fremstillet en adapter med to stik, således at både en mikrofon og guitaren
kunne sluttes til. Et par gamle højttalere blev bygget ind i nogle krydsfinerskasser, som blev malet i
festlige farver.
Alle i skibet hjalp til med hvad de kunne, således at orkesteret kunne nå at indøve et blot
nogenlunde repertoire.
Det blev i dagens løb til 6 – 7 melodier, som orkesteret var tilfredse med og ved aftenstid gik det
så i samlet trop mod forsamlingshuset.
Det var en højst ejendommelig orkestrering: harmonika, guitar, trompet, to mundharper, en
hjemmelavet bas og en marchtromme.
Ejeren havde i dagens løb opsat små løbesedler rundt omkring i Sørvåg, så hele byens
befolkning havde taget opstilling uden for forsamlingshuset, da orkesteret med sit primitive udstyr
ankom.
Så snart orkesteret havde igangsat første melodi, "Kendingsmelodien", som var en af datidens helt
store hit – ”Sail Along Silvery Moon”, myldrede det ind med både besætningsmedlemmer og færinger.
Ejeren af forsamlingshuset gned sig fornøjeligt i hænderne.
Repertoiret var jo hurtigt udtømt, men så kunne man bare hive adapteren ud af båndoptageren og
afspille de medbragte professionelle bånd.
Til alles store overraskelse, ville publikum hellere høre orkesteret, end de rigtige bånd, så det lille
repertoire blev nok gentaget en halv snes gange i løbet af aftenen.
Næsten alle NIELS EBBESENs officerer og befalingsmænd var oppe for at se orkesterets debut,
og der var stor enighed om, at dette kunne være en kærkommen afveksling i den kedelige rutine,
hvorfor orkestermed-lemmerne i stor udstrækning blev vagtfrie, hvor dette kunne lade sig gøre,
med henblik på at få udvidet repertoiret.
Allerede ugen efter spillede orkesteret for fulde huse i ”Klubben” i Tværå, og det var helt tydeligt at
rygtet om vores orkester bredte sig med lynets hast til alle byer og bygder.
Efter de første optrædener havde yderligere et par besætningsmedlemmer fået rekvireret deres
musikinstru-menter sendt op til Færøerne, plotteren ”Bogense” og maskingasten Bent ”Skæg”
udvidede således orkeste-ret med to klarinetter.
Om det nu var den ejendommelige orkestrering eller det skal søges i de enkelte disharmonier,
som amatør-ensemblet frembragte, står hen i det uvisse, men nogle vittige hoveder fik hurtigt
orkestret døbt: ”The North Atlantic Disharmonic Orchestra”, og dette navn blev hængende.
Første gang vi kom til Klaksvik efter orkesteropstarten ville skæbne, at næsten alle
orkestermedlemmerne havde vagt, hvorfor der ikke kunne spilles, til forsamlingshusejerens store
fortrydelse, idet han havde annon-ceret ikke alene i Klaksvik, men også i de omkring liggende
bygder, og der var endda folk, som havde købt billetter.
Han måtte derfor i al hast fremskaffe to lokale harmonikaspillende færinger til at spille lørdag aften,
men dette var absolut ingen succes, hvorfor han allerede søndag morgen stod på kajen og
tiggede om ikke nok orkesteret kunne spille søndag aften, hvilket der blev sagt ja til.
Populariteten var ikke til at tage fejl af, orkesteret blev omtalt i de færøske aviser og selv
Suleposten bragte adskillige artikler om dette fremragende orkester.
Alle ombord syntes, at orkesteret havde udfyldt et stort tomrum i gennem hele togtet og inden
hjemsejladsen fik alle orkestermedlemmerne foræret en gave i form af Jørgen Frantz Jacobsens
roman ”Barbara”, hvori Holger ”Præstur” havde skrevet følgende dedikation.
”Med tak for deltagelse i NIELS EBBESENs meget afholdte skibsorkester” underskrevet E. T. Sølling.
Allerede ved opstart af næste togt blev orkesteret genetableret og blandt de nytiltrådte
besætningsmedlem-mer var en jazzmusiker – Gunnar Axelsen fra The Yellow Sock Jazzband –
og det kan nok være at det nye orkester, som fik lov til at øve på den ikke i brug værende fyrplads,
allerede inden ankomst til Færøerne havde en langt mere professionel sound end det gamle
orkester og repertoiret blev også hurtigt udvidet, således, at det ved togtets slutning talte ca. 25 – 30
numre.
Orkestret bestod nu af harmonika, trompet, 2 klarinetter, tromme og el-guitar, men man var fast
besluttet på, at bibeholde det morsomme navn.
Det nye orkester har den 25. august debut i Tværå, og det bliver en bragende succes.
Allerede den 7. september er vi igen i Tværå hvor vi møder det tyske skoleskib GORCH FOCK ,og
da vi om aftenen spiller i Klubben bliver det en endnu større succes, vi spiller for totalt udsolgt hus,
idet såvel NIELS EBBESENs besætning og de sædvanlige færinger er mødt men hertil kommer
også størstedelen af GORCH FOCKs besætning.
Rygtet spreder sig igen med lynets hast rundt på øerne, og ved en optræden i Klaksvik den 10.
september er selve Sysselmanden til stede, og han udnævner – for åben mikrofon – orkesteret til
Færøernes absolut bedste og mest underholdende ensemble.
Ved en bestemt lejlighed havde et af orkestermedlemmerne fundet en hel flaske brændevin gemt
bag ved scenen i Tværå, og denne blev på retfærdig vis delt af de musikere, som havde lyst til at
deltage.
Sorte Ørn må nok have taget sin broderpart af flaskeindholdet, for midt i et langsomt sjælenummer,
hvor han sad på scenekanten og spillede, faldt han lige så stille i søvn. Dette resulterede i en artikel i
Suleposten, hvor farligheden ved brug af de forskellige musikinstrumenter meget humoristisk blev
beskrevet. Samtidig blev der af Sulepostens tegner Arne Thetis udført en meget sjov tegning af
orkesteret fyldt med små finurligheder.
Kulminationen på orkestrets optræden på dette togt indtraf den 16. september hvor NIELS
EBBSEN havde lejet den store festsal på hotel Føroya i Thorshavn. Hotellet havde givet tilladelse til
at NIELS EBBESEN selv medbragte øl, og på velfærdstjenesten regning blev der udleveret 3
plus 3 gratis billetter til øl eller vand, til hvert besætningsmedlem. Betingelsen for at få adgang, var at
man medbragte sin egen dansepartner. Dette var ikke svært for stort set hele Thorshavns
kvindelige befolkning havde taget opstilling uden for hotellet i håb om at blive inviteret med ind.
Orkestermedlemmerne fik denne aften også mulighed for en svingom, idet et lokalt orkester i
pauserne afløste skibsorkesteret.
Ved denne lejlighed uddelte chefen kommandørkaptajn E. Skov-Jensen en gave til
orkestermedlemmerne. Det var bogen om Thorshavn på dansk og færøsk, ”Tann Dejliga
Havn”, hvor Arne Thetis smukt havde kaligraferet dedikationen, som var underskrevet E. Skov-
Jensen.
For "Sorte Ørn's" vedkommende var det hermed slut på et succesfuldt togt og The Northatlantic
Disharmonic Orchestra, og ved ankomst til København blev nogle af de oprindelige medlemmer
hjemsendt.
"Sorte Ørn" Guitar
Repertoire for The North Atlantic Disharmonic Orchestra
