Efter at vi havde forladt Esbjerg den 18. december gik vi på fiskeriinspektion
i Nordsøen. Vejret var strålende, næsten ingen vind og temperaturer der
tillod maling på dækket. Alt personellet var derfor dagen lang beskæftiget
med nedvaskning og afspuling med 1. mesters dyre ferskvand, og
efterfølgende maling af alt opstående på dækket, så hele overbygningen så
rigtig præsentabel ud inden den forventede ankomst til Amsterdam.
Den 21. december lige ved solnedgangstid blev vi beordret ud på en SAR
operation, hvilket bevirkede, at der skulle fyres op under begge kedler.
Det har tilsyneladende været nødvendigt, at sodblæse den sidst igangsatte
kedel, for det væltede ud med røg og gnister og store mængder sod. Dette
var temmelig uheldigt, for malingen var endnu ikke tør, og det var derfor
fuldstændig umuligt at nedvaske sodstriberne, der løb overalt på
overbygningerne og ned af skibssiden, så i stedet for at komme til
Amsterdam med orlogsmæssigt udseende, lignede vi nærmest en ”Gammel
Grækervogn” som ikke lod ”Martha” noget efter i udseendet.
Man kan levende forestille sig hvorledes skideballerne er blevet fordelt ned
igennem hierarkiet fra chef til næstkommanderende og videre ned til 1.
mester, som så igen har givet den videre til fyrpladslederen.

Lørdag den 23. december ankom vi til Ijmuiden klokken 0530 hvor vi tog lods
ombord og efter vi var kommet igennem slusen sejlede vi op af
Noordzeekanaal og ankom til Amsterdam præcis klokken 0900 som
planlagt. Amsterdam var naturligvis julepyntet efter alle kunstens regler, selv
flodprammene havde små juletræer i masten.

Velfærdstjenesten havde virkelig sat alle sejl til, for allerede den første dag
var der arrangeret sightseeing i Amsterdams kanaler, det var morsomt at se
de gamle meget smalle huse, og vores guide fortalte, at det var en gammel
hollandsk regel, at man kun betalte ejendomsskat efter hvor meget meget
plads husene tog op ud til kanalgaden, derfor var husene meget smalle, men
til gengæld meget dybe.

Juleaftens dag var der arrangeret bustur via Haag og Delft til Rotterdam,
hvor der var julegudstjeneste i Den Danske Sømandskirke.
For vagtskiftet blev der holdt julegudstjeneste ombord.
Programmet for juleaften var også godt arrangeret, hvor der var julemiddag
klokken 2000, og hvor officerer og befalingsmænd var fordelt rundt på
banjerne, så der var jo nok ikke den sædvanlige ”muljekamp”.
Klokken 2130 var der uddeling af godteposer, og samtidig blev posten
fordelt, skibskontoret havde bevidst holdt alle breve og pakkeforsendelser
tilbage, så folk kunne få deres julepost på selve juleaften.
Fra sømandsmissionen blev der også delt julegaver ud, jeg ved ikke om der
var gaver til alle, men jeg fik selv en gave fra en 74 årig dame, som hed
Emilie Petersen, det var en korssting broderet hovedpude, som jeg havde
meget glæde af, der var et kort med hvor Emilie ønskede den ukendte
sømand en rigtig glædelig jul. Banjemesteren havde bestemt, at man ikke
kunne få udleveret sit landlovskort før man havde skrevet og sagt tak for
julegaven, hvilket vi så alle gjorde.
Fra søværnet var der en julegave i form af Søværnets Juleaskebæger, og fra
kantinen var en del af overskuddet brugt til et askebæger og et cigaretbæger
med NIELS EBBESENS våbenskjold.

Klokken 2200 fik vi kaffe, lagkage og punch og bag efter var der
underholdning, så der blev først beordret til køjs klokken 2400.
Alt i alt var det en hyggelig juleaften, selv om mange nok hellere ville have
fejret den i familiens skød, og man kunne da også rundt omkring i krogene
se folk stå og læse deres julepost, med en lille hjemvetåre i øjnene.

Både den 25. og den 26. december var der arrangeret busture igennem det
flade hollandske landskab, som til vores store glæde, blandt andet
omfattede bryggeribesøg, og videre til Haag hvor vi var inde og se
Fredspaladset, hvor den kommende retssag skulle foregå. Det var
imponerende at se alle de smukke gaver, som medlemslandene havde
skænket Fredspaladset. Der var tre danske gaver, som gjorde stort indtryk
på os alle. Fra dansk Møbelsnedkerlaug, var der skænket et ualmindeligt
smukt konferencebord, det var 10 m langt og 2 m bredt. Bordplade var 3-4-
cm tyk og var lavet af lodretstillede træstave i forskellige træsorter, stavene
havde samme kvadrat, som en tændstik, så det var flere millioner træstave,
der tilsammen dannede mønstret i hele bordpladen.
Kgl. Dansk Porcelænsfabrik havde skænket, vel nok det største stykke
porcelæn, de nogen sin har lavet, i form af en fontæne forestillende en
grønlandsk familie i nationaldragter siddende på klipperne omgivet af
slæder, slædehunde og kajakker. Desværre var der bygget et hus rundt om
fontænen, da man ikke vidste om det kunne tåle frosten, så derfor kunne vi
kun betragte det igennem nogle små glasruder.
Fra Det Danske Guldsmedelaug var der skænket et meget smukt skrivesæt,
med blækhus, trækpapirsvugge og holdere til penne og penneskafter, alt i
guld naturligvis.

Efter besøget i Fredspaladset var vi inde og se Rijksmuseet, hvor alle de
berømte hollandske malere er repræsenteret. Rembrandt var naturligvis ham
der tiltrak vores største opmærksomhed.

En spændende dag, hvor vi alle var blevet mange oplevelser rigere.
Den 26. december havde velfærdstjenesten indkøbt billetter til et stort
amerikansk cirkus, jeg kan i dag ikke huske om der var særligt fremragende
artister, men af min billet fremgår det, at jeg var blandt de 75 heldige, som
var udvalgt ved lodtrækning.

Torben har fortalt, at vi også spillede en fodboldkamp mod et hollandsk
firma, hvor banjemesteren var dommer, men det kan jeg desværre ikke
erindre, så jeg har sikkert ikke deltaget.

Onsdag den 27. december forlod vi Amsterdam klokken 0900, og kunne nu i
dagslys nyde turen ud af Noordzeekanaal, og samtidig glæde os over
meddelelsen om, at vores fiskeriinspektion på Færøerne, var blevet ændret
til et kortvarigt ophold i Nordsøen hvorefter vi via Frederikshavn skulle til
Holmen.
Danmark, Frankrig
St. John, U.S. Virgin Islands
Cohutta, Georgia, USA
Portugal       
Besøg nr.
Denne side sidst opdateret
Jul i Amsterdam 1961
Billeder fra Juletogtet til Amsterdam