| Bent "Karl Mekaniker" Kristensen Stam nr. 43 61 39 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
| Denne side sidst opdateret |
Bent og Birthes historie - Materiale udarbejdet af Leo Lund
Bent og Birthe Kristensen har i samarbejde med Sathya Sai Organisationen opført et
børnehjem i Zimbabwe
Birthe & Bent mødte for første gang Sai Baba i 1984 ad en noget udsædvanlig vej,
gennem en kineser, Leong Wai Ming, gift med en jugoslavisk kvinde med svensk
statsborgerskab der arbejdede på Grønlands centralsygehus!
Birthe er uddannet sundhedsplejerske i Danmark. Birthe arbejdede i 11 år i Grønland
som forstanderinde på centralsygehuset og fik hermed både organisations- og
ledelseserfaring. Tillige lærte hun at arbejde på tværs af sprog- og kulturforskelle med
de lokale Innuit´er. (eskimoer) Hendes mand Bent er uddannet maskinmester og
sørgede for dieselmaskinerne på elværket i Nuuk. Disse erfaringer viste sig senere at
være værdifulde for at oprette og drive børnehjemmet i Zimbabwe.
In 1989 flyttede de til Zimbabwe, og arbejdede der som udviklingsarbejdere på
Hlekweni Friends Rural Service Centre for Mellemfolkeligt Samvirke. Bent opstartede
et metal- og tømrerværksted som jobtrænningprojekt, og Birthe arbejde som syge- og
sundhedsplejerske med at supervisere udviklingsprojekter i landdistrikterne. Igen
skulle disse erfaringer senere visse sig gavnlige.
Den oprindelige idé
Birthe & Bent var aktive i Sai Centret i Bulawayo og besøgte i 1991 Sai Baba i Indien
for at deltage i en international konference (SSEHV) 'Sathya Sai Education in Human
Values' (Sathya Sai Uddannelse i Menneskelige Værdier). Kort tid efter deres
hjemkomst drømte Birthe, at hun viste Sai Baba rundt i noget der mindede om et
hospital, indenfor med senge og udenfor med palmer.
Da der var gået ca. 5 år på Hlekweni, havde Birthe & Bent en stærk følelse af, at de
stadig havde en opgave i Afrika, men de vidste ikke præcis hvilken. Da deres kontrakt
udløb i 1994, fortalte Birthe for første gang sin mand om sin drøm.
Som reaktion på dette fortalte Bent om en oplevelse han havde i Sydamerika i
1960´erne. Der oplevede han så meget fattigdom, at han besluttede at hvis
muligheden nogen sinde opstod, så ville han gøre noget for fattige børn.
De blev klar over, at det var et lokalt børnehjem og ikke et hospital de blev kaldet til at
oprette. Matebeleland Provinsen i Zimbabwe var den mest underudviklede og
forsømte del af landet og havde en fortvivlende stigning i antallet af forældreløse børn
på grund af AIDS epidemien. Dette havde Birthe som arbejdende sygeplejerske i
landdistrikterne erfaret.
Efter at have gjort sig mange tanker henvendte de sig til en af de ældre i det lokale Sai
Center og indviede ham i deres idé. En komite blev derefter nedsat for yderligere at
udvikle ideen, og projektet blev i 1993 valg som et Nationalt projekt under Sai Baba
Organisationen i Zimbabwe.
Birthe & Bent besøgte i 1994 Sai Baba medbringende det færdige forslag. Han
modtog forslaget, beholdt det og sagde: "Yes, yes, Very happy" De opfattede dette
som om at Sai Baba accepterede og velsignede projektet.
Opførelsen af børnehjemmet - Første fase
Efter at have fået denne godkendelse blev de forskellige myndigheder kontaktet. De
lokale myndigheder i Matopo Distriktet godkendte for et symbolsk beløb udlejning af
16 hektar god kommunal jord, beliggende ved en flod. Udkastet blev godkendt og vel
modtaget af de lokale myndigheder, inklusiv den lokale høvding og embedsmænd på
alle niveauer. De sociale myndigheder gav de nødvendige godkendelser, mens
immigrationskontoret fornyede opholdstilladelsen for Bent & Birthe. I år 2001 fik Bent &
Birthe permanent opholdstilladelse.
I 1994-95 solgte familien Kristensen deres ejendom i Danmark for at betale for første
fase af byggeriet. Bent udnyttede sine praktiske færdigheder og erfaring og planlagde
bygninger, kloaksystem, generator, borehuller, el-system, solfangere, vandtanke og
indhegning. Husene blev bygget af lærlinge fra Hlekweni, hvor parret tidligere havde
arbejdet, og lokalbefolkningen hjalp med at rydde bushen og lægge stråtag på husene.
Denne fase skaffede bolig og udstyr til en lille medarbejderstab samt de 3 lokale børn,
som familien Kristensen havde i pleje. Sathya Sai organisationen i Zimbabwe havde til
formålet oprettet en fond til at dække børnehjemmets løbende udgifter. Imidlertid var
der brug for flere midler til udbygning, hvis børnehjemmet skulle have mulighed for at
udvide.
Udvidelse af børnehjemmet
Da det er et åndeligt funderet projekt inden for Sathya Sai Organisationen, holder vi os
til bestemte retningslinier i forhold til at skaffe økonomiske midler. Det erkendes, at der
er brug for penge for at kunne fungere, men vi tillader ikke pengeindsamlinger og vi
anmoder ikke om økonomisk støtte. Sai Baba har vedrørende projektet sagt, at hvis
motivet er rent og formålet rigtigt, skal man ikke bekymre sig om pengene. Dette har
været vor bemærkelsesværdige erfaring, at uanset hvornår vi behøvede hjælp, så kom
den, uden at vi bad om den.
En tilfældig kontakt med en diplomat i Harare (Zimbabwes hovedstad) resulterede i, at
Danida, den danske regerings hjælpeorganisation, finansierede konstruktionens
anden fase. Den blev færdig på 9 måneder, fra september 1996 til juni 1997, og satte
os i stand til at huse i alt 36 børn.
Børnehjemmet åbnede med de første 5 børn den 23. november 1997 på Sai Babas
fødselsdag.
Det var planen gradvist at øge børnetallet i løbet af et år. Men på grund af den
tilbagevendende tørke kunne vores 3 borehuller ikke efterkomme det fulde behov for
vand. Børnehjemmet kunne først fungere fuldt ud (med 36 børn) efter opførelsen af en
lokal dæmning i år 2000. Det år byggede vi tillige en 15 km lang kraftledning, der
tilsluttede os (og nationalparken samt landsbyerne) til hovedelektricitetsnettet.
Nuværende udvikling og udfordringer
På grund af Zimbabwes nuværende økonomiske problemer er det sværere at drive
børnehjemmet. Et tilbagevendende problem er mangel på basale fornødenheder.
Inflationen har dramatisk udhulet den fond, der blev oprettet til at dække de løbende
udgifter. Fonden dækkede omkostningerne i 1996, men det kan den ikke længere -
dengang med et beløb på over US$3000 pr. måned, er udkastet nu mindre end US$ 2
pr. måned. (Nominelle omkostninger steg fra 10.000 Zim$ til over 15 millioner Zim$ pr.
måned i den samme periode.)
Et andet tilfældigt sammentræf - denne gang på et fly til Europa - førte til, at Dansk
Røde Kors indvilgede i at dække børnehjemmets løbende udgifter fra juli 1998 med
gradvis aftrapning over en treårs periode, som udløb med udgangen af 2005. Disse
midler inkluderede konstruktion af dæmningen samt den 15 km lange elforbindelse.
Den tyske organisation kaldet 'Hilfe' er kommet som en "redningsplanke" for
børnehjemmets drift, idet de har givet midler til at dække alle udgifter for første halvår
2006.
Vi håber samtidig at få suppleret fonden og sikret sponsorering af de enkelte børn og
dermed sikre børnehjemmets fremtid. Yderligere udbygning er foreløbig stillet i bero,
indtil den generelle situation i Zimbabwe bliver bedre.
2004 var året, hvor de første af vores ældre børn nåede voksenalderen. Vi har hjulpet
en pige med at blive oplært, som køkkenassistent på et sygehus. Og en dreng får
praktisk oplæring på en lokal fabrik. Begge bevarer tæt kontakt til børnehjemmet.
Videre i januar 2006 er vores 19 år gamle pige, Hlengiwe blevet ansat som midlertidig
lærer på den lokale skole for de små elever Det forventes at hun optages på
lærerseminariet til næste år.
En stor dreng er ligeledes startet på en træningsskole for kunst og skulpturer, for to års
skolegang.
børnehjem i Zimbabwe
Birthe & Bent mødte for første gang Sai Baba i 1984 ad en noget udsædvanlig vej,
gennem en kineser, Leong Wai Ming, gift med en jugoslavisk kvinde med svensk
statsborgerskab der arbejdede på Grønlands centralsygehus!
Birthe er uddannet sundhedsplejerske i Danmark. Birthe arbejdede i 11 år i Grønland
som forstanderinde på centralsygehuset og fik hermed både organisations- og
ledelseserfaring. Tillige lærte hun at arbejde på tværs af sprog- og kulturforskelle med
de lokale Innuit´er. (eskimoer) Hendes mand Bent er uddannet maskinmester og
sørgede for dieselmaskinerne på elværket i Nuuk. Disse erfaringer viste sig senere at
være værdifulde for at oprette og drive børnehjemmet i Zimbabwe.
In 1989 flyttede de til Zimbabwe, og arbejdede der som udviklingsarbejdere på
Hlekweni Friends Rural Service Centre for Mellemfolkeligt Samvirke. Bent opstartede
et metal- og tømrerværksted som jobtrænningprojekt, og Birthe arbejde som syge- og
sundhedsplejerske med at supervisere udviklingsprojekter i landdistrikterne. Igen
skulle disse erfaringer senere visse sig gavnlige.
Den oprindelige idé
Birthe & Bent var aktive i Sai Centret i Bulawayo og besøgte i 1991 Sai Baba i Indien
for at deltage i en international konference (SSEHV) 'Sathya Sai Education in Human
Values' (Sathya Sai Uddannelse i Menneskelige Værdier). Kort tid efter deres
hjemkomst drømte Birthe, at hun viste Sai Baba rundt i noget der mindede om et
hospital, indenfor med senge og udenfor med palmer.
Da der var gået ca. 5 år på Hlekweni, havde Birthe & Bent en stærk følelse af, at de
stadig havde en opgave i Afrika, men de vidste ikke præcis hvilken. Da deres kontrakt
udløb i 1994, fortalte Birthe for første gang sin mand om sin drøm.
Som reaktion på dette fortalte Bent om en oplevelse han havde i Sydamerika i
1960´erne. Der oplevede han så meget fattigdom, at han besluttede at hvis
muligheden nogen sinde opstod, så ville han gøre noget for fattige børn.
De blev klar over, at det var et lokalt børnehjem og ikke et hospital de blev kaldet til at
oprette. Matebeleland Provinsen i Zimbabwe var den mest underudviklede og
forsømte del af landet og havde en fortvivlende stigning i antallet af forældreløse børn
på grund af AIDS epidemien. Dette havde Birthe som arbejdende sygeplejerske i
landdistrikterne erfaret.
Efter at have gjort sig mange tanker henvendte de sig til en af de ældre i det lokale Sai
Center og indviede ham i deres idé. En komite blev derefter nedsat for yderligere at
udvikle ideen, og projektet blev i 1993 valg som et Nationalt projekt under Sai Baba
Organisationen i Zimbabwe.
Birthe & Bent besøgte i 1994 Sai Baba medbringende det færdige forslag. Han
modtog forslaget, beholdt det og sagde: "Yes, yes, Very happy" De opfattede dette
som om at Sai Baba accepterede og velsignede projektet.
Opførelsen af børnehjemmet - Første fase
Efter at have fået denne godkendelse blev de forskellige myndigheder kontaktet. De
lokale myndigheder i Matopo Distriktet godkendte for et symbolsk beløb udlejning af
16 hektar god kommunal jord, beliggende ved en flod. Udkastet blev godkendt og vel
modtaget af de lokale myndigheder, inklusiv den lokale høvding og embedsmænd på
alle niveauer. De sociale myndigheder gav de nødvendige godkendelser, mens
immigrationskontoret fornyede opholdstilladelsen for Bent & Birthe. I år 2001 fik Bent &
Birthe permanent opholdstilladelse.
I 1994-95 solgte familien Kristensen deres ejendom i Danmark for at betale for første
fase af byggeriet. Bent udnyttede sine praktiske færdigheder og erfaring og planlagde
bygninger, kloaksystem, generator, borehuller, el-system, solfangere, vandtanke og
indhegning. Husene blev bygget af lærlinge fra Hlekweni, hvor parret tidligere havde
arbejdet, og lokalbefolkningen hjalp med at rydde bushen og lægge stråtag på husene.
Denne fase skaffede bolig og udstyr til en lille medarbejderstab samt de 3 lokale børn,
som familien Kristensen havde i pleje. Sathya Sai organisationen i Zimbabwe havde til
formålet oprettet en fond til at dække børnehjemmets løbende udgifter. Imidlertid var
der brug for flere midler til udbygning, hvis børnehjemmet skulle have mulighed for at
udvide.
Udvidelse af børnehjemmet
Da det er et åndeligt funderet projekt inden for Sathya Sai Organisationen, holder vi os
til bestemte retningslinier i forhold til at skaffe økonomiske midler. Det erkendes, at der
er brug for penge for at kunne fungere, men vi tillader ikke pengeindsamlinger og vi
anmoder ikke om økonomisk støtte. Sai Baba har vedrørende projektet sagt, at hvis
motivet er rent og formålet rigtigt, skal man ikke bekymre sig om pengene. Dette har
været vor bemærkelsesværdige erfaring, at uanset hvornår vi behøvede hjælp, så kom
den, uden at vi bad om den.
En tilfældig kontakt med en diplomat i Harare (Zimbabwes hovedstad) resulterede i, at
Danida, den danske regerings hjælpeorganisation, finansierede konstruktionens
anden fase. Den blev færdig på 9 måneder, fra september 1996 til juni 1997, og satte
os i stand til at huse i alt 36 børn.
Børnehjemmet åbnede med de første 5 børn den 23. november 1997 på Sai Babas
fødselsdag.
Det var planen gradvist at øge børnetallet i løbet af et år. Men på grund af den
tilbagevendende tørke kunne vores 3 borehuller ikke efterkomme det fulde behov for
vand. Børnehjemmet kunne først fungere fuldt ud (med 36 børn) efter opførelsen af en
lokal dæmning i år 2000. Det år byggede vi tillige en 15 km lang kraftledning, der
tilsluttede os (og nationalparken samt landsbyerne) til hovedelektricitetsnettet.
Nuværende udvikling og udfordringer
På grund af Zimbabwes nuværende økonomiske problemer er det sværere at drive
børnehjemmet. Et tilbagevendende problem er mangel på basale fornødenheder.
Inflationen har dramatisk udhulet den fond, der blev oprettet til at dække de løbende
udgifter. Fonden dækkede omkostningerne i 1996, men det kan den ikke længere -
dengang med et beløb på over US$3000 pr. måned, er udkastet nu mindre end US$ 2
pr. måned. (Nominelle omkostninger steg fra 10.000 Zim$ til over 15 millioner Zim$ pr.
måned i den samme periode.)
Et andet tilfældigt sammentræf - denne gang på et fly til Europa - førte til, at Dansk
Røde Kors indvilgede i at dække børnehjemmets løbende udgifter fra juli 1998 med
gradvis aftrapning over en treårs periode, som udløb med udgangen af 2005. Disse
midler inkluderede konstruktion af dæmningen samt den 15 km lange elforbindelse.
Den tyske organisation kaldet 'Hilfe' er kommet som en "redningsplanke" for
børnehjemmets drift, idet de har givet midler til at dække alle udgifter for første halvår
2006.
Vi håber samtidig at få suppleret fonden og sikret sponsorering af de enkelte børn og
dermed sikre børnehjemmets fremtid. Yderligere udbygning er foreløbig stillet i bero,
indtil den generelle situation i Zimbabwe bliver bedre.
2004 var året, hvor de første af vores ældre børn nåede voksenalderen. Vi har hjulpet
en pige med at blive oplært, som køkkenassistent på et sygehus. Og en dreng får
praktisk oplæring på en lokal fabrik. Begge bevarer tæt kontakt til børnehjemmet.
Videre i januar 2006 er vores 19 år gamle pige, Hlengiwe blevet ansat som midlertidig
lærer på den lokale skole for de små elever Det forventes at hun optages på
lærerseminariet til næste år.
En stor dreng er ligeledes startet på en træningsskole for kunst og skulpturer, for to års
skolegang.
Sai Childrens Home - Præsentation af Børnehjemmet
Birthe og Bent fortæller om Børnehjemmet i Zimbabwe
Børnehjemmet - Sai Childrens Home Webside
Hvis man har lyst til at støtte dette projekt:
- kan beløb indbetales eller overføres til Danske Bank, Slagelse
Kontonavn: WHITE WATER CHILDRERNS HOME
Reg. nr.: 3511
Kontonr.: 3511718104
Da der ingen administrations omkostninger er, går hele beløbet ubeskåret til børnehjemmet.
Eventuel støttebidrag er ikke godkendt som skattefradrag af SKAT Danmark.
- kan beløb indbetales eller overføres til Danske Bank, Slagelse
Kontonavn: WHITE WATER CHILDRERNS HOME
Reg. nr.: 3511
Kontonr.: 3511718104
Da der ingen administrations omkostninger er, går hele beløbet ubeskåret til børnehjemmet.
Eventuel støttebidrag er ikke godkendt som skattefradrag af SKAT Danmark.
| Lyt til det lokale kor "Loyalty to Christ" |
