| Danmark, Frankrig |
| St. John, U.S. Virgin Islands |
| Cohutta, Georgia, USA |
| Portugal |
Besøg nr.
| Denne side sidst opdateret |
| Erindringer om en god ven, Anker Winther Arne "Thetis" beretter om THETIS tiden sammen med sin gode ven, Anker Winther |
Her er der lidt om hvad jeg husker om Anker
- episoder hvor jeg var alene med ham.
Jeg sejlede med ANKER i fjerde kvartal 61 og første kvartal 62, hvorefter jeg blev overflyttet til NIELS
EBBESEN slut marts 62. Det var to togter til de Færøske farvande og Nordatlanten kun afbrudt af ca.
10 dages ophold i København i julen 61. Jeg gik under mit fornavn Arne, men blev nok mest kaldt
PLOTTER, idet de to andre plottere havde øgenavne. Navnet Thetis kom naturligvis først da jeg blev
påmønstret NIELS EBBESEN. Anker var signal mand.
Anker var en af mine bedste venner, måske den bedste, jeg havde i den periode på THETIS. Det
berører mig dybt at vi ikke har Anker blandt os mere, og at han ikke fik lejlighed til at opleve Maritime
Venner. Han var en stille type og en dejlig person at være sammen med.
THETIS var kun halvt så stor som NIELS EBBESEN med en besætning omkring 50 gutter og vi
havde ingen elever om bord. Derfor gik plottere og signal mænd sammen med en befaren på
søvagter hvor vi, bortset fra opgaver som signal gast og radar-plotter, var rorgængere og udkik på
brovingen hvilket var usandsynligt koldt og vådt i vinterhalvåret. Under gang arbejdede vi derfor tæt
sammen. Vi havde køje knager ved siden af hinanden på forbanjen.
Når vi havde landlov gik Anker og jeg ofte ture i land både op i de vilde bakker eller rundt i byen. Der
er et par episoder hvor jeg var alene med Anker som jeg husker tydeligt.
Middagsinvitationen vi desværre selv måtte betale for!
Da jeg blev påmønstret THETIS blev mine forældre kontaktet af nogle af deres bekendtes bekendte
som havde familie på Færøerne, og de bad mig om at tage julegaver med til dem. De havde ingen
forestilling om hvor lidt plads jeg havde om bord, men jeg fik dog 2-3 små pakker og de gav mig navn
og adresse på hotellet og restauranten de ejede eller bestyrede i Torshavn. Der kunne måske vanke
en fri middag når jeg afleverede gaverne. Min moder formanede mig om at være beskeden og kun
tage een kammerat med.
Det blev naturligvis Anker som jeg “inviterede” med da vi første gang anløb Torshavn. Vi havde
snedigt lagt besøget så vi kunne være rettidige hvis de inviterede os på middag. Jeg er ikke helt
sikker, men mener at hotellet var Hotel Hafnia. Damen hvis navn jeg naturligvis har glemt, var meget
gled for at få et par julegaver allerede i oktober, og spurgte om vi ville spise middag hos dem. Vi var
lette til at blive overtalt. Blev ikke inviteret ind i restauranten, men op på første sal i et lokale med kun
to borde. Anker og jeg havde allerede forudbestemt at vi ville prøve at spise en rigtig stor hval bøf,
hvilket vi fik med dejlige kartofler, ikke de bløde ækle kartofler om bord, dejlige bløde løj og brun
sovs. Herligt. Det var ikke så dårligt at være marine soldat...
Jeg tror ikke at vi nåede at få dessert før damen, til vor store overraskelse, lagde en regning for
middagen på bordet. Vi endevendte vore lommer og kunne lige skrabe sammen til regningen, og gik
slukøret fra restauranten. Jeg var naturligvis meget brødebetynget over at havde inviteret Anker
på, hvad jeg mente ville blive en gratis middag eller i hvert fald et par gratis øller. Jeg forsøgte at
betale Anker tilbage når jeg fik solgt den næste halve flaske snaps, også medtaget fra Danmark, men
Anker afviste det på det bestemteste. Sådan var Anker.
Gratis middag på Sømandshjemmet - 3/4 fedt og smal stribe kød
Som sagt gik Anker og jeg tit sammen i byen. Vi gik ofte op på sømandshjemmet når vi lå i Torshavn
og spillede en slags billard på et meget lille træbord med runde træringe og små køer. Vi havde
opdaget at hvis vi spillede længe nok og de professionelle søfolk var færdig med at spise middag i
den lille restaurant, så forbarmede Sømandshjemmets bestyrer sig over os, og vi fik et måltid varm
mad gratis “ovre i hjørnet”. Det var som oftest fårekød, (ikke lammekoteletter), og bestod af 3/4 fedt
og en smal stribe hårdt kød, men det smagte pragtfuldt. Fedtet både smagte og lugtede af våd uld,
(jeg har dog aldrig smagt våd uld). Maden om bord på THETIS var ofte indskrænket til rugbrøds
madder da kabyssen var alt andet end egnet til at lave mad og direkte farlig for kokken og hans
hjælpere i hård sø på grund af slingerage. Det var fyrsteligt måltider vi indtog på Sømandshjemmet.
I Dobbeltværelse med Anker på Sømandshjemmet
En gang gjorde Anker og jeg noget meget ekstravagant. Vi lejede et dobbeltværelse på Sømands-
hjemmet, (med separate senge naturligvis), for en nat. Tænk at kunne sove i en rigtig seng med
dyner, hovedpude etc. Vi vågnede først omkring middagstid hvor vi blev purret da vi skulle rømme
“suiten”.
Kyssene havde hver sin aroma
På THETIS var jeg talsmand for dæksbesætningen og en anden for maskinbesætningen. Det gav lidt
ekstra frihed til at rende erindrer i land for at hente film til at vise om bord, og gå ud med Chefens
invitationer til bygdernes spidser etc. En af de vigtigste opgaver var at slæbe spirituosa i enorme
mængder til de mange “hjemsendelses fester” i forsamlingshuse i land inden aftenens festligheder.
Jeg havde lov til at have et par hjælpere og udpegede altid Anker til at hjælpe mig, medens de
andre knoklede med rengøring om bord. Flere af disse “hjertelige” sammenkomster med Færøske
piger, var i Klubben i Tværå. På vor vej tilbage til skibet inviterede Anker og jeg, med små opslag på
sygehuset og i en fiske konserverings fabrik ved havnen, pigerne til fest medens de fleste af
mændene var til søs. Meget belejligt. Man behøvede aldrig under dansen at spørge om damen arbej-
dede på sygehuset eller på fabrikken. Kyssene havde hver sin aroma.
Dans i klubben der endte med håndgemæng på kajen
Ved en lejlighed endte vor provokerende opførsel med håndgemæng mellem besætningen og nogle
Færøske fiskere, da de sidste i mørket midt om natten gik tilbage til THETIS. Skipperen og næst-
kommanderende blev overfaldet, men svarede igen med håndfaste slag der koste angriberne et par
tænder og blå øjne, som blev blæst op til en sag, som I kan læse om i et avisudklip på følgende link.
Jeg havde på fornemmelsen at det ville gå galt den aften og listede om bord tidligere end de andre.
Jeg kan ikke huske om jeg fulgtes med Anker, men da han var en forsigtig type har jeg nok gjort det.
- episoder hvor jeg var alene med ham.
Jeg sejlede med ANKER i fjerde kvartal 61 og første kvartal 62, hvorefter jeg blev overflyttet til NIELS
EBBESEN slut marts 62. Det var to togter til de Færøske farvande og Nordatlanten kun afbrudt af ca.
10 dages ophold i København i julen 61. Jeg gik under mit fornavn Arne, men blev nok mest kaldt
PLOTTER, idet de to andre plottere havde øgenavne. Navnet Thetis kom naturligvis først da jeg blev
påmønstret NIELS EBBESEN. Anker var signal mand.
Anker var en af mine bedste venner, måske den bedste, jeg havde i den periode på THETIS. Det
berører mig dybt at vi ikke har Anker blandt os mere, og at han ikke fik lejlighed til at opleve Maritime
Venner. Han var en stille type og en dejlig person at være sammen med.
THETIS var kun halvt så stor som NIELS EBBESEN med en besætning omkring 50 gutter og vi
havde ingen elever om bord. Derfor gik plottere og signal mænd sammen med en befaren på
søvagter hvor vi, bortset fra opgaver som signal gast og radar-plotter, var rorgængere og udkik på
brovingen hvilket var usandsynligt koldt og vådt i vinterhalvåret. Under gang arbejdede vi derfor tæt
sammen. Vi havde køje knager ved siden af hinanden på forbanjen.
Når vi havde landlov gik Anker og jeg ofte ture i land både op i de vilde bakker eller rundt i byen. Der
er et par episoder hvor jeg var alene med Anker som jeg husker tydeligt.
Middagsinvitationen vi desværre selv måtte betale for!
Da jeg blev påmønstret THETIS blev mine forældre kontaktet af nogle af deres bekendtes bekendte
som havde familie på Færøerne, og de bad mig om at tage julegaver med til dem. De havde ingen
forestilling om hvor lidt plads jeg havde om bord, men jeg fik dog 2-3 små pakker og de gav mig navn
og adresse på hotellet og restauranten de ejede eller bestyrede i Torshavn. Der kunne måske vanke
en fri middag når jeg afleverede gaverne. Min moder formanede mig om at være beskeden og kun
tage een kammerat med.
Det blev naturligvis Anker som jeg “inviterede” med da vi første gang anløb Torshavn. Vi havde
snedigt lagt besøget så vi kunne være rettidige hvis de inviterede os på middag. Jeg er ikke helt
sikker, men mener at hotellet var Hotel Hafnia. Damen hvis navn jeg naturligvis har glemt, var meget
gled for at få et par julegaver allerede i oktober, og spurgte om vi ville spise middag hos dem. Vi var
lette til at blive overtalt. Blev ikke inviteret ind i restauranten, men op på første sal i et lokale med kun
to borde. Anker og jeg havde allerede forudbestemt at vi ville prøve at spise en rigtig stor hval bøf,
hvilket vi fik med dejlige kartofler, ikke de bløde ækle kartofler om bord, dejlige bløde løj og brun
sovs. Herligt. Det var ikke så dårligt at være marine soldat...
Jeg tror ikke at vi nåede at få dessert før damen, til vor store overraskelse, lagde en regning for
middagen på bordet. Vi endevendte vore lommer og kunne lige skrabe sammen til regningen, og gik
slukøret fra restauranten. Jeg var naturligvis meget brødebetynget over at havde inviteret Anker
på, hvad jeg mente ville blive en gratis middag eller i hvert fald et par gratis øller. Jeg forsøgte at
betale Anker tilbage når jeg fik solgt den næste halve flaske snaps, også medtaget fra Danmark, men
Anker afviste det på det bestemteste. Sådan var Anker.
Gratis middag på Sømandshjemmet - 3/4 fedt og smal stribe kød
Som sagt gik Anker og jeg tit sammen i byen. Vi gik ofte op på sømandshjemmet når vi lå i Torshavn
og spillede en slags billard på et meget lille træbord med runde træringe og små køer. Vi havde
opdaget at hvis vi spillede længe nok og de professionelle søfolk var færdig med at spise middag i
den lille restaurant, så forbarmede Sømandshjemmets bestyrer sig over os, og vi fik et måltid varm
mad gratis “ovre i hjørnet”. Det var som oftest fårekød, (ikke lammekoteletter), og bestod af 3/4 fedt
og en smal stribe hårdt kød, men det smagte pragtfuldt. Fedtet både smagte og lugtede af våd uld,
(jeg har dog aldrig smagt våd uld). Maden om bord på THETIS var ofte indskrænket til rugbrøds
madder da kabyssen var alt andet end egnet til at lave mad og direkte farlig for kokken og hans
hjælpere i hård sø på grund af slingerage. Det var fyrsteligt måltider vi indtog på Sømandshjemmet.
I Dobbeltværelse med Anker på Sømandshjemmet
En gang gjorde Anker og jeg noget meget ekstravagant. Vi lejede et dobbeltværelse på Sømands-
hjemmet, (med separate senge naturligvis), for en nat. Tænk at kunne sove i en rigtig seng med
dyner, hovedpude etc. Vi vågnede først omkring middagstid hvor vi blev purret da vi skulle rømme
“suiten”.
Kyssene havde hver sin aroma
På THETIS var jeg talsmand for dæksbesætningen og en anden for maskinbesætningen. Det gav lidt
ekstra frihed til at rende erindrer i land for at hente film til at vise om bord, og gå ud med Chefens
invitationer til bygdernes spidser etc. En af de vigtigste opgaver var at slæbe spirituosa i enorme
mængder til de mange “hjemsendelses fester” i forsamlingshuse i land inden aftenens festligheder.
Jeg havde lov til at have et par hjælpere og udpegede altid Anker til at hjælpe mig, medens de
andre knoklede med rengøring om bord. Flere af disse “hjertelige” sammenkomster med Færøske
piger, var i Klubben i Tværå. På vor vej tilbage til skibet inviterede Anker og jeg, med små opslag på
sygehuset og i en fiske konserverings fabrik ved havnen, pigerne til fest medens de fleste af
mændene var til søs. Meget belejligt. Man behøvede aldrig under dansen at spørge om damen arbej-
dede på sygehuset eller på fabrikken. Kyssene havde hver sin aroma.
Dans i klubben der endte med håndgemæng på kajen
Ved en lejlighed endte vor provokerende opførsel med håndgemæng mellem besætningen og nogle
Færøske fiskere, da de sidste i mørket midt om natten gik tilbage til THETIS. Skipperen og næst-
kommanderende blev overfaldet, men svarede igen med håndfaste slag der koste angriberne et par
tænder og blå øjne, som blev blæst op til en sag, som I kan læse om i et avisudklip på følgende link.
Jeg havde på fornemmelsen at det ville gå galt den aften og listede om bord tidligere end de andre.
Jeg kan ikke huske om jeg fulgtes med Anker, men da han var en forsigtig type har jeg nok gjort det.
Jeg havde nøglen til Klubben så vi kunne foretage levering af drikkevarer om eftermiddagen. Jeg
havde også ansvaret for at låse efter os og rengøring næste dag. Da jeg gik tidligt om bord overlod
jeg nøglen til en af mine venner der blev til sidste dråbe, og som skulle låse af. Næste dag var nøglen
naturligvis forsvundet. Det var pinligt da jeg måtte gå op til Sysselmanden som dagen i forvejen gav
mig nøglen med formaninger om at passe godt på klubben. Anker og 4-5 andre som skulle gøre rent,
og jeg gik næste formiddag op til den venlige Sysselmand for at få en ekstra nøgle. No problem.
Han havde en ekstra nøgle, men insisterede på at gå med os op til klubben, hvilket jeg ikke kunne
forhindre. Et af de andre lyse hoveder lavede et lille nummer idet han på vejen til Klubben “trådte
forkert” og kunne umuligt gå videre på sin “forstuvede fod”. Sysselmanden foreslog at gutten skulle
på hospitalet, men vi bedyrede at vor læge om bord sagtens kunne klare sagerne, hvis han bare ville
gå hjem og ringe ned til THETIS og rekvirere hjælp til at få gutten ned på skibet. Sysselmanden gav
mig nøglen, gik hjem og Sanitten kom med en hjælper medens vi andre, også Anker, løb til Klubben,
og sikken en redelighed der mødte os. Vi arbejdede som vilde for at gøre rent og heldigvis dukkede
Sysselmanden ikke op for det tog lang tid at få klubben til at ligne det som de venligst havde lånt os
dagen i forvejen.
Til karnevalsfest i Fuglefjord
Inden vi anløb den bygd i Fuglefjord på Østerø, hvor vi skulle ligge under karneval, blev Anker og jeg
samt to fra maskinen inviteret ind til skipperen OK Smidt-Jensen til en lille een, hvor han anmodede
os om at arrangere fastelavns festligheder for børnene i bygden. OK Smidt-Jensen bad om gode
forslag fra os. Her sad vi fire gaster med røde ører og sagde ikke et ord. Anker var ikke så meget
talende, og vi andre heller ikke i den situation første og sidste gang siddende i skipperens lille lukaf.
OK Smidt-Jensen var ret bramfri, og jeg husker tydeligt at efter en kort stilhed tordnede han et:
“Så sig for helvede noget” Det hjalp ikke synderligt, men han havde naturligvis allerede opgaver til
os. En lastvogn blev rekvireret. Anker og jeg fik til opgave blandt dæksbesætningen at “hyre” gaster
som var villige til at klæde sig ud og sidde på lastvognen, som kørte gennem bygden og kaste
bolcher ud til børnene. Det var morsomt. Anker gik op i byen og fik kontakt med vognmanden som
havde glemt aftalen. På billedet hvor vi sidder på ladet kan man se Anker sidder på ladet fjerde fra
venstre i baggrunden, og var ikke klædt ud da han først skulle gå gennem byen til vognmanden. Jeg
selv er klædt ud som Neptun med en engelsk sejler hat fra MALCOLM som jeg havde byttet mig til.
havde også ansvaret for at låse efter os og rengøring næste dag. Da jeg gik tidligt om bord overlod
jeg nøglen til en af mine venner der blev til sidste dråbe, og som skulle låse af. Næste dag var nøglen
naturligvis forsvundet. Det var pinligt da jeg måtte gå op til Sysselmanden som dagen i forvejen gav
mig nøglen med formaninger om at passe godt på klubben. Anker og 4-5 andre som skulle gøre rent,
og jeg gik næste formiddag op til den venlige Sysselmand for at få en ekstra nøgle. No problem.
Han havde en ekstra nøgle, men insisterede på at gå med os op til klubben, hvilket jeg ikke kunne
forhindre. Et af de andre lyse hoveder lavede et lille nummer idet han på vejen til Klubben “trådte
forkert” og kunne umuligt gå videre på sin “forstuvede fod”. Sysselmanden foreslog at gutten skulle
på hospitalet, men vi bedyrede at vor læge om bord sagtens kunne klare sagerne, hvis han bare ville
gå hjem og ringe ned til THETIS og rekvirere hjælp til at få gutten ned på skibet. Sysselmanden gav
mig nøglen, gik hjem og Sanitten kom med en hjælper medens vi andre, også Anker, løb til Klubben,
og sikken en redelighed der mødte os. Vi arbejdede som vilde for at gøre rent og heldigvis dukkede
Sysselmanden ikke op for det tog lang tid at få klubben til at ligne det som de venligst havde lånt os
dagen i forvejen.
Til karnevalsfest i Fuglefjord
Inden vi anløb den bygd i Fuglefjord på Østerø, hvor vi skulle ligge under karneval, blev Anker og jeg
samt to fra maskinen inviteret ind til skipperen OK Smidt-Jensen til en lille een, hvor han anmodede
os om at arrangere fastelavns festligheder for børnene i bygden. OK Smidt-Jensen bad om gode
forslag fra os. Her sad vi fire gaster med røde ører og sagde ikke et ord. Anker var ikke så meget
talende, og vi andre heller ikke i den situation første og sidste gang siddende i skipperens lille lukaf.
OK Smidt-Jensen var ret bramfri, og jeg husker tydeligt at efter en kort stilhed tordnede han et:
“Så sig for helvede noget” Det hjalp ikke synderligt, men han havde naturligvis allerede opgaver til
os. En lastvogn blev rekvireret. Anker og jeg fik til opgave blandt dæksbesætningen at “hyre” gaster
som var villige til at klæde sig ud og sidde på lastvognen, som kørte gennem bygden og kaste
bolcher ud til børnene. Det var morsomt. Anker gik op i byen og fik kontakt med vognmanden som
havde glemt aftalen. På billedet hvor vi sidder på ladet kan man se Anker sidder på ladet fjerde fra
venstre i baggrunden, og var ikke klædt ud da han først skulle gå gennem byen til vognmanden. Jeg
selv er klædt ud som Neptun med en engelsk sejler hat fra MALCOLM som jeg havde byttet mig til.
Natlig Batalje i Tverå
Noget sværere var det at finde gutter til at deltage i løjernes højdepunkt, hvor to fra maskinen og to fra
dækket skulle kæmpe om at få et såkaldt jordbær eller rød fender om på modstanderens side af en
lysmast på kajen, med vand fra havnen i højtryk brandslanger. Det var iskoldt og Anker og jeg, som jo
var arrangører, måtte tage kampen op mod maskingasterne. Det er mig der er forrest med Anker
bag mig.
dækket skulle kæmpe om at få et såkaldt jordbær eller rød fender om på modstanderens side af en
lysmast på kajen, med vand fra havnen i højtryk brandslanger. Det var iskoldt og Anker og jeg, som jo
var arrangører, måtte tage kampen op mod maskingasterne. Det er mig der er forrest med Anker
bag mig.
Jeg tror næppe at der blev udpeget en vinder da begge hold fandt det sjovere at rette de kraftige
vandstråler mod kokken der var dommer og stod på den glatte sne, og var som sædvanligt stiv af
syre, og faldt og her var det lige ved at gå rigtigt galt. Vi var ved at spule ham ud i havnen.
Vandtrykket skubbede ham et par meter og han var lige ved at glide ud i havnen mellem THETIS og
kajen.
Det er mange gode minder jeg stadig har om min THETIS kammerat, Anker. Som en af mine
nærmeste kammerater kan man også se at han er en af de første (fjerde øverst til venstre) der skrev
bag på mit billede af THETIS’ besætningen på fordækket af THETIS.
Hilsen fra Arne / Thetis.
vandstråler mod kokken der var dommer og stod på den glatte sne, og var som sædvanligt stiv af
syre, og faldt og her var det lige ved at gå rigtigt galt. Vi var ved at spule ham ud i havnen.
Vandtrykket skubbede ham et par meter og han var lige ved at glide ud i havnen mellem THETIS og
kajen.
Det er mange gode minder jeg stadig har om min THETIS kammerat, Anker. Som en af mine
nærmeste kammerater kan man også se at han er en af de første (fjerde øverst til venstre) der skrev
bag på mit billede af THETIS’ besætningen på fordækket af THETIS.
Hilsen fra Arne / Thetis.
